Virksomhedens skattepligtige indkomst opgøres som virksomhedens bruttoindkomst med fradrag af udgifter, herunder afskrivninger, efter skattelovgivningens almindelige regler herom, se dog under afsnit E.F.1.10 om reglerne om det fælles skatteregnskab. Er virksomheden kun omfattet af reglerne i en del af året, skal virksomhedens indkomst i sin helhed behandles efter anpartsreglerne i hele indkomståret. Er virksomheden forbigående, tilfældigt eller utilsigtet i kun en kortvarig periode omfattet, ses der bort herfra. Se således SKM2003.343.LR.

Enkelte dele af indkomsten kan om nødvendigt opgøres forholdsmæssigt. Ved formidling af et lejemål i en fast ejendom, der blev udbudt til investorer, var det alene indtægten fra det formidlede lejemål, der blev omfattet af anpartsreglerne, jf. PSL § 4, stk. 1, nr. 12. Indkomsten fra den øvrige virksomhed var ikke omfattet af anpartsreglerne, SKM2003.343.LR. Se tilsvarende SKM2003.342.LR om genudlejning af et lejemål. Virksomhedens indkomst omfatter også anparts- eller udlejningsvirksomhedens renteindtægter og renteudgifter.

RenterVed afgørelse af, om der for en virksomhed med flere ejere er tale om virksomhedens renteudgifter eller de enkelte ejeres private renteudgifter, lægges vægt på, om der for renteudgifternes vedkommende foreligger fælles hæftelse i virksomheden. Hvis en kreditor ved misligholdelse kan søge sig fyldestgjort i den fælles virksomheds formue eller en del heraf, er der tale om renter, der vedrører virksomheden. Det samme gælder, hvis ejerne i øvrigt hæfter solidarisk for gæld.

Er der i en virksomhed med flere ejere ikke solidarisk hæftelse for renteudgifter, eller er der tale om en udlejningsvirksomhed med kun én ejer, kan der lægges vægt på, om der f.eks. er ydet lån med pant i virksomhedens aktiver. Er det tilfældet, anses renteudgifter på lånet som udgangspunkt at vedrøre virksomhedens indkomst. Det gælder renter af lån ydet af f.eks. realkreditinstitutter eller renter af realkreditlignende lån.

I TfS 1995, 472 LSR lagde Landsskatteretten til grund, at renteudgifterne hidrørte fra realkreditlån optaget med sikkerhed i den lejlighed, der var genstand for virksomheden omfattet af PSL § 4, stk. 1, nr. 12. Renteudgifterne var således omfattet af anpartsindgrebets indkomstbegreb (anpartsreglerne), herunder underskudsbegrænsning.

For renteindtægternes vedkommende vedrører disse virksomheden, når de f.eks. opføres i virksomhedens regnskab. I andre tilfælde må afgørelse heraf foretages konkret. En skatteyder var kommanditist i et kommanditselskab, der havde ejet 3 hoteller. På grund af en retssag mod udbyderselskabet undlod nogle kommanditister at indbetale resthæftelserne, der var transporteret til banken. Sagen blev tabt ved Højesteret, og kommanditisterne blev pålagt at indbetale resthæftelserne med tillæg af renter. Sagen vedrører, om denne renteindtægt i skattemæssig henseende tilkom kommanditselskabet med den følge, at skatteyderen som kommanditist var skattepligtig af renteindtægten. Landsretten antog, at kommanditselskabets fordringer på indbetaling af resthæftelsen og renter heraf, også i skattemæssig henseende, alene var overdraget banken til sikkerhed og ikke til eje. Fordringen måtte derfor anses at tilkomme kommanditselskabet. Renteindtægten var skattepligtig for kommanditisterne, da kommanditselskabet ikke er skattesubjekt, SKM2004.516.ØLR ►(appelleret).◄

Et kommanditselskab drev virksomhed med udlejning af et skib. Driften gav underskud, og kommanditisterne havde "opbrugt" deres fradragsret. På en generalforsamling blev det besluttet, at stamkapitalen skulle forfalde til indbetaling, og der skulle ske en forrentning af stamkapitalen. Ved beslutningen om at stamkapitalen skulle forfalde, og at der skulle betales renter for den del af stamkapitalen, der ikke blev indbetalt, opnåede kommanditselskabet en renteindtægt. Renteindtægten formindskede kommanditselskabets underskud, som de enkelte kommanditister ikke kunne fratrække i deres øvrige indkomst, jf. PSL § 13, stk. 6. Herved blev et ikke fradragsberettiget underskud konverteret til en fradragsberettiget renteudgift. Landsskatteretten fandt, ud fra en konkret vurdering af hele arrangementet sammenholdt med formålet med bestemmelsen i PSL § 13, stk. 6, at den påståede gældsforpligtelse og den deraf følgende forpligtelse til at betale renter, ikke kunne tillægges skattemæssig betydning. Landsskatteretten lagde herunder vægt på, at gælden ikke var blevet forsøgt inddrevet, SKM2003.478.ØLR. 

En kommanditists afskrivningsgrundlag ved køb af anparter i løbet af kommanditselskabets regnskabsår opgøres på grundlag af det foregående års regnskabstal, idet der reguleres for budgetterede regnskabstal for perioden indtil købstidspunktet, SKM2002.668.VLR

En kommanditist havde deltaget i en virksomhed med juletræsproduktion, jf. LL § 8 K, stk. 2, og PSL § 4, stk. 1, nr. 10, 2. led. Virksomheden ophørte i 1999, hvor træerne blev pløjet ned og jordlejemålet opsagt. Herefter skiftede virksomheden formål, således at formålet fremover var finansiering. Kommanditselskabet skulle opretholdes, indtil gælden var betalt, eller kommanditisternes resthæftelse var nedbragt til 0 kr. Landsskatteretten anså ikke virksomheden som erhvervsmæssig, da der ikke var udsigt til, at virksomheden ville give overskud. Virksomheden havde alene til formål at opkræve gamle resthæftelser hos de enkelte kommanditister. Kommanditisten kunne for indkomståret 2000 fradrage renteudgifter, der stammede fra etableringen af juletræsvirksomheden. Renteudgifterne kunne fratrækkes i kapitalindkomsten, jf. PSL § 4, stk. 1, nr. 1. Renteudgifterne kunne ikke fratrækkes i den personlige indkomst, jf. PSL § 4, stk. 3, om personer, der driver næringsvirksomhed ved finansiering, idet virksomheden, jf. ovenfor, ikke kunne anses som erhvervsmæssig. SKM2003.521.LSR.