Det fremgår af SEL § 31, stk. 3, 1. pkt., at hvis der ikke har været koncernforbindelse med et selskab hele året, medregnes indkomsten i den del af indkomståret, hvor der har været koncernforbindelse, jf. SEL § 31 C, ved opgørelsen af sambeskatningsindkomsten. Der medregnes således indkomst optjent af selskabet i den del af indkomståret, hvor der er koncernforbindelse, jf. SEL § 31 C. Det betyder, at der skal foretages en opdeling af indkomsten i selskabet på det tidspunkt, hvor et selskab - uden at skattepligten til Danmark ophører - udtræder henholdsvis indtræder i en sambeskatning. Opdelingen kan ikke føre til, at samme udgift eller samme indtægt fradrages henholdsvis indtægtsføres to gange i samme indkomstår.

Skattemæssige afskrivninger kan maksimalt foretages i forhold til, hvor stor en del indkomstperioden udgør af et kalenderår, jf. SEL § 31, stk. 3, 2. pkt. Bestemmelsen forhindrer ikke et selskab i at udnytte en eventuel mulighed for at fradrage (straksafskrive) hele anskaffelsessummen for et aktiv i det indkomstår, hvor anskaffelsen finder sted, jf. eksempelvis AL § 6, hvis anskaffelsen har fundet sted i den relevante indkomstperiode. Hvis selskabet ikke ønsker at udnytte en sådan fradragsmulighed og i stedet ønsker at afskrive efter de almindelige regler, kan der kun afskrives forholdsmæssigt.

Hvis et selskab sælges fra en koncern til en anden koncern, kan der således som udgangspunkt ikke foretages et helt års skattemæssige afskrivninger både ved opgørelsen af den del af indkomsten, som skal medregnes i sambeskatningsindkomsten hos den sælgende koncern og den del, der skal medregnes hos den købende koncern. Det gælder dog kun, hvis de to indkomstperioder skal medregnes for samme indkomstår hos de to koncerner. Hvis selskabets indkomstår afsluttes ved overdragelsen til en anden koncern, kan der således afskrives efter de almindelige regler, idet indkomstperioden, der skal medregnes hos den sælgende koncern, udgør hele det solgte selskabs indkomstår. Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis den sælgende koncerns indkomstår følger kalenderåret, og selskabet den 1. september i indkomståret overdrages til en koncern med bagudforskudt indkomstår, der løber fra den 1. juli – 30. juni. I disse tilfælde vil det overdragede selskabs indkomstår skulle anses for afsluttet på tidspunktet for overdragelsen til den købende koncern, jf. reglerne i SEL § 10, stk. 5, om omlægning af indkomstår. Hvis reglerne om omlægning af indkomstår omvendt medfører, at det overdragne selskabs indkomstår forlænges, så indkomstperioden bliver længere end 12 måneder, beregnes de forholdsmæssige afskrivninger på baggrund af denne længere periode.

På det tidspunkt, hvor koncernforbindelse etableres eller ophører, jf. § 31 C, foretages en indkomstopgørelse efter skattelovgivningens almindelige regler for den periode af det pågældende selskabs indkomstår, der er forløbet, som om perioden udgør et helt indkomstår, jf. SEL § 31, stk. 3, 3. pkt. De skattemæssige værdier og valg af periodiseringsprincipper m.v., der er lagt til grund ved indkomstopgørelsen på dette tidspunkt, anvendes ved indkomstopgørelsen for den resterende del af indkomståret, jf. SEL § 31, stk. 3, 4. pkt.

SEL § 31, stk. 3, 1.-4. pkt., gælder, uanset om det pågældende selskab i forbindelse med eller efter koncernforbindelsens ophør eller etablering deltager i en omstrukturering, der gennemføres med skattemæssig virkning tilbage til et tidspunkt før koncernforbindelsens ophør henholdsvis etablering, jf. SEL § 31, stk. 3, 5. pkt.

Eksempel

Et selskab sælges fra koncern A til koncern B pr. 1. juli 2005. Begge koncerner har indkomstår, der følger kalenderåret. Ved overdragelsen kan afskrivningsgrundlaget for selskabets produktionsejendom opgøres til 2.000.000, mens driftsmiddelsaldoen kan opgøres til 1.000.000 kr. Selskabet har et skattemæssigt resultat før afskrivninger på 150.000 kr. i både perioden 1. januar 2005 – 30. juni 2005 og perioden 1. juli 2005 – 31. december 2005, dvs. et samlet skattemæssigt resultat for perioden 1. januar 2005 - 31. december 2005 på 300.000 kr.

De maksimale skattemæssige afskrivninger på ejendommen for et indkomstår ville udgøre 5 pct. af 2.000.000 kr., dvs. 100.000 kr. De maksimale afskrivninger på driftsmidler ville udgøre 25 pct. af 1.000.000 kr., dvs. 250.000 kr.

Den del af selskabets indkomst, som skal medregnes ved opgørelsen af sambeskatningsindkomsten for koncern A for indkomståret 2005 udgør:

 Skattemæssigt resultat før afskrivninger

 150.000 kr.

 Afskrivning på ejendommen, halvdelen af 5 pct. af 2.000.000 kr.

- 50.000 kr.

 Afskrivning på driftsmidler, halvdelen af 25 pct. af 1.000.000 kr.

- 125.000 kr.

 

 - 25.000 kr.

Der er beregnet maksimale afskrivninger svarende til halvdelen af et fuldt indkomstårs afskrivninger, da koncernforbindelsen mellem koncern A og selskabet afbrydes efter præcist halvdelen af indkomståret.

Koncern B skal overtage de skattemæssige værdier m.v. efter indkomstopgørelsen i den første del af indkomstperioden. Det indebærer, at driftsmiddelsaldoen nedbringes med afskrivningerne for denne periode. Driftsmiddelsaldoen udgør herefter (1.000.000 - 125.000) = 875.000 kr. den 31. december – forudsat der ikke er købt eller solgt driftsmidler i perioden.

Den del af selskabets indkomst, som skal medregnes ved opgørelsen af sambeskatningsindkomsten for koncern B for indkomståret 2005 udgør:

 Skattemæssigt resultat før afskrivninger

150.000 kr.

 Afskrivning på ejendommen, halvdelen af 5 pct. af 2.000.000 kr.

 - 50.000 kr.

 Afskrivning på driftsmidler, halvdelen af 25 pct. af 875.000 kr.

 - 109.375 kr.

 

 - 9.375 kr.

Som eksemplet illustrerer har de skattemæssige afskrivninger på driftsmidler ved opgørelsen af indkomsten i den første del af indkomståret betydning for opgørelsen af driftsmiddelsaldoen i den resterende del af indkomståret.

Det gælder også andre skattemæssige værdier – eksempelvis værdiansættelsen af varelager. I henhold til reglerne i varelagerloven kan et selskab vælge at værdiansætte sine varelagre på grundlag af dagsprisen, fakturaprisen eller fremstillingsprisen. Hvis et selskab sælges mellem to koncerner, vil den værdi, som varelageret opgøres til ved udløbet af den indkomstperiode, som skal selvangives af den sælgende koncern, skulle anvendes som primoværdi ved indkomstopgørelsen for den resterende indkomstperiode, som skal selvangives af den købende koncern.

Tilsvarende gælder, hvor et selskab anvender lagerprincippet ved opgørelsen af tab og gevinst på nogle aktivtyper. I disse tilfælde vil det være værdien ved henholdsvis begyndelsen og afslutningen af den periode, hvor der er koncernforbindelse til selskabet, der skal anvendes ved opgørelsen af indkomsten for det pågældende indkomstår, der skal medregnes i koncernens sambeskatningsindkomst.

I det omfang en sælgende koncern ved opgørelsen af indkomsten i den første del af indkomståret træffer (andre) skattemæssige valg, vil disse valg være bindende for den købende koncern ved indkomstopgørelsen for den resterende del af indkomståret – og senere indkomstår - på samme måde, som hvis denne del af indkomsten (fortsat) skulle have været medregnet hos den sælgende koncern. Det gælder eksempelvis, hvor der er mulighed for at vælge mellem at aktivere visse typer af udgifter eller at fradrage udgifterne straks. En andet eksempel kan være valget mellem anvendelsen af faktureringsprincippet og produktionsprincippet i relation til igangværende arbejder.

Reglerne for indkomstopgørelsen i en del af indkomståret vil også have betydning i tilfælde, hvor et selskab ikke handles mellem to koncerner, men hvor forbindelsen til koncernen etableres/ophører uden, at selskabet er knyttet til en anden koncern. I disse tilfælde vil selskabet have en særindkomst, som ikke skal indgå i sambeskatningsindkomsten for nogen koncern, og som selskabet selv skal selvangive. Ved opgørelsen af denne særindkomst vil selskabet skulle opgøre indkomsten på samme måde som illustreret ovenfor.

Der er ikke krav om, at sambeskattede selskaber skal periodisere indkomst efter samme principper. Valget træffes for det enkelte selskab i sambeskatningen. På et punkt vil periodiseringen af indkomsten dog afhænge af andre selskaber i sambeskatningen, idet de sambeskattede selskaber skal have samme indkomstår, jf. SEL §§ 10, stk. 5, og 31, stk. 5.