Der er som en ny bestemmelse i SEL § 2, stk. 1, litra d) indført beskatning af visse renteindtægter, der oppebæres fra Danmark af visse selskaber og foreninger m.v. som nævnt i § 1, stk. 1, der har hjemsted i udlandet.

Skattepligten omfatter ikke a) renter af fordringer, som er knyttet til et fast driftssted, omfattet af litra a, b),renter hvor beskatningen af renterne skal frafaldes eller nedsættes efter direktiv 2003/49/EF om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater, eller c) hvis beskatningen af renter skal frafaldes eller nedsættes efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Færøerne, Grønland eller den stat, hvor det modtagende selskab m.v. er hjemmehørende. Dette gælder imidlertid kun, hvis det betalende selskab og det modtagne selskab er associeret som nævnt i direktivet i en sammenhængende periode på mindst 1 år, inden for hvilken betalingstidspunktet skal ligge. Endvidere bortfalder skattepligten, d) hvis det modtagende selskab m.v. er kontrolleret eller under væsentlig indflydelse af et her i landet hjemmehørende selskab m.v., jf. SEL § 32, stk. 6, e), hvis det modtagende selskab m.v. er kontrolleret eller under væsentlig indflydelse af et selskab m.v., der er hjemmehørende på Færøerne, i Grønland eller en stat, som har en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark, hvis dette selskab m.v. efter reglerne på Færøerne, i Grønland eller denne stat kan undergives CFC-beskatning af renterne, eller f) hvis det modtagende selskab m.v.  godtgør, at det ikke ville være omfattet af SEL § 32, hvis det havde været kontrolleret eller under væsentlig indflydelse af et i Danmark hjemmehørende selskab m.v., jf SEL § 32, stk. 6, samt at det ikke betaler renterne videre til et andet udenlandsk selskab, som ville opfylde betingelserne i SEL § 32. 

Bestemmelsen er indført ved lov nr. 221 af 31. marts 2004 og har virkning for renter, der vedrører tiden fra og med 2. april 2004. Den renteskat, der skal indeholdes i forbindelse med betaling eller godskrivning af renter til et selskab m.v., jf. SEL § 2, stk. 1, litra d, skal indeholdes med 30 pct. af den samlede rente. Renteskatten forfalder til betaling ved udbetalingen eller godskrivningen af renten og skal indbetales til told- og skattemyndighederne senest i den følgende måned samtidig med udløbetaf den indeholdelsespligtiges angivelsesfrist for indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag. Se nærmere KSL § 65 D og § 66 B. 

Der er udarbejdet blanket til brug ved attestation af bopæls- og skatteforhold vedrørende udbetaling af renter (Blanket nr. 06.027) og blanket med tilhørende vejledning vedrørende erklæring i henhold til KSL § 66 B, stk.1 (blanket nr. 06.026).