Børn er selvstændigt skattepligtige, jf. KSL § 5, stk. 1. Det gælder uanset, om de er hjemmeboende eller ej.

Afgørende for, om en indtægt eller ydelse skal beskattes hos forældrene eller hos barnet, er, hvem af parterne, der har et retligt krav på ydelsen.

Skattepligtig børnepension m.v.Følgende ydelser beskattes hos barnet:

  • børnepension efter § 14, stk. 2 i lov om tjenestemandspension
  • børnepensionstillæg til egenpension efter § 14, stk. 1 i lov om tjenestemandspension
  • årlig rente efter § 22 i lov om erstatning til besættelsestidens ofre
  • løbende årlige ydelser, der er tillagt et barn efter § 21 i lov om arbejdsskadesikring
  • børnepension fra private pensionskasser, skd.1971.15.11.

Børnetilskud m.v. er skattefrieFølgende ydelser er skattefrie:

  • børnetilskud, flerbørnstilskud og adoptionstilskud, jf. LL § 7, nr. 14
  • forskudsvis udbetaling af børnebidrag, jf. LL § 7, nr. 14
  • særlige bidrag i anledning af dåb og konfirmation, jf. LL § 7, nr. 14
  • børnefamilieydelse for børn under 18 år, jf. lov om en børnefamilieydelse § 1, stk. 1
  • ydelser efter lov om social service, lov om aktiv socialpolitik og lov om integration af udlændinge i Danmark til dækning af nærmere bestemte udgifter for modtageren, jf. LL § 7, nr. 9.

UnderholdsbidragLL § 10, stk. 1, vedrører bidrag i anledning af forældrenes skilsmisse eller separation. Ifølge LL § 10, stk. 3 finder bestemmelserne i stk. 1 tilsvarende anvendelse på underholdsbidrag under forældrenes faktiske adskillelse.    

LL § 11, stk. 1, vedrører underholdsbidrag til børn født uden for ægteskab.

Bidragene til underhold af et barn medregnes kun til barnets skattepligtige indkomst for den del af bidragene, der overstiger det af socialministeren fastsatte normalbidrag, jf. LL § 10, stk. 1, 4. pkt. og LL § 11, stk. 1, 2 pkt.

Normalbidraget består af summen af et grundbeløb og et tillæg. Normalbidraget reguleres én gang om året pr. 1. januar. Grundbeløbet er i 2005 10.824 kr. for hele året, dvs 902 kr. pr. måned. Tillægget er i 2005 1.392 kr. for hele året, dvs. 116 kr. pr. måned. Normalbidraget udgør i 2005 12.216 kr., jf. Socialministeriets vejledning nr. 115 af 29. november 2004 (Grundbeløbet er i 2004 10.608 kr. for hele året, dvs. 884 kr. pr. måned. Tillægget er i 2004 1.368 kr. for hele året, dvs. 114 kr. pr. måned). Normalbidraget udgør i 2004 således 11.976 kr. Se også afsnittene  A.B.6.1A.B.6.2 og A.B.6.3.

Underholdsbidrag/uddannelsesbidrag til et barn over 18 år medregnes dog altid til barnets skattepligtige indkomst, selvom det ikke overstiger normalbidraget, jf. TfS 1999, 236 LSR.

Særlige bidrag til barnets dåb og bidrag i anledning af, at barnet når konfirmationsalderen, medregnes ikke til barnets skattepligtige indkomst, i det omfang bidragene ikke overstiger 1 gang det månedlige normalbidrags grundbeløb i forbindelse med dåb og 3 gange det månedlige normalbidrags grundbeløb i forbindelse med konfirmation, jf. LL § 10, stk. 1, 5. pkt. og LL § 11, stk. 1, 3. pkt.

Forbud i love uden for skattelovgivningen om beskæftigelse af børn ved erhvervsarbejde udelukker ikke, at barnet kan ansættes selvstændigt til skat af løn indtjent i strid med dette forbud, se LSRM 1974,75 LSR. (TfS 1985,216) 

Hvor mindreårige har indtægt ved hjemmearbejde eller ved arbejde for fremmede i fællesskab med forældrene, kan beskatning hos de mindreårige kun finde sted, hvis arbejdets karakter og omfang sammenholdt med børnenes alder giver tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at arbejdet kan være udført af børnene. Det kan derfor, hvor de konkrete oplysninger tilsiger dette, være nødvendigt at foretage en skønsmæssig fordeling af vederlagene mellem forældrene og børnene eller eventuelt at beskatte hele vederlaget hos forældrene, jf. TfS 1985,216 LSR. Se også Østre Landsrets dom af 26. september 1983 (skd.1984.69.212).