I skatteforvaltningslovens § 32, er der fastsat en række undtagelser fra de ordinære frister i skatteforvaltningsloven § 31. Der er tale om tilfælde, hvor den afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigede, henholdsvis told- og skatteforvaltningen er uden skyld i, at opgørelsen er foretaget forkert.

Disse forlængelser i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, af den almindelige ændringsfrist vedrører såvel nedsættelser som forhøjelser, og dermed ændringer på grundlag af genoptagelsesanmodninger fra afgiftspligtige og godtgørelsesberettigede og på told- og skatteforvaltningens initiativ. I praksis er det dog alene kriterierne i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 2, der er fælles for den afgiftspligtige henholdsvis godtgørelsesberettigede og myndighederne. Skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1, og nr. 4, er lavet for at undgå for høje opgørelser af afgiftstilsvar, mens skatteforvaltningslovens § 32, stk. 3, er lavet for at undgå for lave opgørelse af afgiftstilsvar.

Opregningen i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 1 - 4 er udtømmende. Der er således ikke mulighed for ekstraordinær genoptagelse under hensynstagen til individuelle særlige hensyn, som ikke falder ind under genoptagelsesmulighederne i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1.

Mulighederne for ekstraordinær fastsættelse i skatteforvaltningslovens § 32, er generelt begrænset dels af reglerne i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2 og 3, dels ved at der ikke kan ske ændring, hvis der er indtrådt forældelse efter 1908-lovens 5-årige frist. Sidstnævnte begrænsning gælder dog ikke for genoptagelse efter skatteforvaltningsloven § 32, stk. 1, nr. 1 og 4.

Hvis betingelserne i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, for at ændre opgørelsen af afgiftstilsvaret efter udløbet af den ordinær 3-års frist i skatteforvaltningslovens § 31, er opfyldt, er der ikke hjemmel til at ændre andre forhold, medmindre der er tale om direkte følgevirkninger af den skete ændring.