Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

Højesteretsdomme

SKM2012.353.HR.

Selskabstømning, regreskrav, revisorer.

Dommen vedrører et revisionsaktieselskab, som havde betalt erstatninger til dækning af statens skattekrav som følge af, at revisorer i selskabet havde været rådgivere for sælgere af otte overskudsselskaber. Køberne havde efterfølgende tilegnet sig selskabernes midler.

Revisionsselskabet havde på den måde erhvervet regresfordringer på de øvrige skadevoldere, køberne. Tabet på disse fordringer ønskedes fradraget principalt efter KGL § 3, subsidiært som driftstab i medfør af SL § 6, stk. 1, litra a. Højesteret fandt, at der bestod en sådan sammenhæng mellem revisionsselskabets erstatningspligt og selskabets regresfordringer mod køberne af overskudsselskaberne, at fradrag for tabet efter KGL § 3 kun kunne anerkendes i det omfang, revisionsselskabet havde ret til at fratrække de betalte erstatninger som driftstab efter SL § 6, stk. 1, litra a. Dette spørgsmål var derfor sagens hovedspørgsmål.

Efter parternes procesaftale lagde retten til grund, at revisorernes adfærd i forbindelse med de otte selskabshandler havde haft en sådan karakter, at revisorerne derved havde pådraget sig et erstatningsansvar i samme omfang og på samme måde som fastslået for rådgiverne i Højesterets dom af 24. november 1999 (UfR2000.365/2H). I denne sag anførte Højesteret, at salget af overskudsselskabet ikke havde karakter af en normal forretningsmæssig disposition. I den foreliggende sag bemærkede Højesteret, at denne udtalelse sigtede til salgets karakter for sælgerne og nævnes som et af de forhold, som bevirkede, at sælgeren og dennes rådgivere ved salget havde en særlig anledning til at være opmærksom på risikoen for tilsidesættelse af skattevæsenets interesser. Højesteret lagde til grund, at revisorernes bistand i de otte foreliggende sager havde bestået i udførelsen af opgaver, som efter deres art er sædvanlige for en revisor.

I dommen af 24. november 1999 anførte Højesteret, at sælgerens revisor - ligesom sælgeren selv og sælgerens advokat - på uforsvarlig måde havde tilsidesat skattevæsenets interesser. Det betød kun, at de pågældende havde handlet uagtsomt. Højesteret havde herefter ikke grundlag for at fastslå, at nogen af revisorerne i de otte selskabstømmersager, som var omfattet af den foreliggende sag, havde handlet groft uagtsomt eller forsætligt.

Da det derfor måtte lægges til grund, at erstatningspligten var opstået i forbindelse med udførelse af sædvanlige revisoropgaver, og at revisorerne kun havde gjort sig skyldige i simpel uagtsomhed, måtte de betalte erstatninger anses for at være udslag af en normal risiko ved driften af en revisionsvirksomhed. Der var derfor tale om et driftstab, som var fradragsberettiget efter SL § 6, stk. 1, litra a. Det fulgte herefter af det indledningsvis anførte (om sammenhængen mellem fradragsretten efter KGL § 3 og fradragsretten for erstatningen), at fradraget i den foreliggende situation, hvor regresfordringerne mod køberne af overskudsselskaberne ubestridt var uerholdelige, også kunne begrundes i KGL § 3.

Den omstændighed, at staten som skadelidt ikke ville modtage fuld erstatning på grund af fradraget, kunne ikke føre til et andet resultat. Dette fulgte ifølge retten allerede af, at anvendelsen af SL § 6, stk. 1, litra a, på driftstab i form af betalte erstatninger ikke kan være afhængig af, om det er staten eller en tredjemand, som er skadelidt.

Dommen ændrer SKM2010.194.ØLR.

Skatteministeriet har i anledning af Højesterets dom udsendt SKM2012.733.SKAT om genoptagelse af skatteansættelser.

TfS 1999, 329 HRD

Det tab, en tilsynsførende arkitekt havde lidt i forbindelse med en fordring i eget selskab, blev ikke anset for at være et fradragsberettiget tab. Landsretten bemærkede, at det normalt falder uden for en tilsynsførende arkitekts opgaver, at denne i eget navn bestiller materialer til en bygherre, og at skatteyderen ikke havde godtgjort, at tabet havde en sådan forbindelse med hans indkomster som arkitekt, at tabet var fradragsberettiget.

Afgørelsen blev stadfæstet af Højesteret. Højesteret bemærkede, at arkitekten havde tilrettelagt sine forskellige arbejdsfunktioner på en sådan måde, at der var særlig risiko for, at leverandørerne ville opfatte arkitektfirmaet som bestiller af varer, og at arkitekten derfor personligt kunne komme til at hæfte for betalingen.

TfS 1998, 585 HRD

Et selskab, der leasede edb-udstyr og mobiltelefoner til en række kunder, men hverken solgte nyt eller brugt udstyr i øvrigt, solgte efter aftalernes udløb leasingudstyret til kunderne. Højesteret fandt, at salgene ikke hørte til selskabets næringsvej. Der var derfor ikke fradrag for tabet.

Landsretsdomme

SKM2022.247.VLR

Sagen handlede om, hvorvidt en skatteyder havde godtgjort, at betingelserne for at opnå fradrag for et driftstab, som appellanten hævdede at have lidt som led i samhandlen med et interesseforbundet selskab, var opfyldt. Tabet var ifølge skatteyderen opstået som følge af en rammeaftale indgået mellem skatteyderen og det interesseforbundne selskab. Det fulgte bl.a. af rammeaftalen, at skatteyderen i tilfælde af et væsentligt fald i samhandlen eller ved opsigelse af aftalen skulle aftage det interesseforbundne selskabs varelager til handelsprisen 20 %.

Landsretten fandt, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at rammeaftalen var forretningsmæssigt begrundet og udslag af en sædvanlig driftsrisiko ved udøvelse af virksomheden. Landsretten lagde bl.a. vægt på, at rammeaftalen indeholdt meget byrdefulde vilkår for skatteyderen, og på skønsmandens forklaring om, at rammeaftalens vilkår ikke var sædvanlige.

Landsretten fandt derudover, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at skatteyderen faktisk havde lidt et driftstab og lagde bl.a. vægt på, at der ikke var fremlagt bogførings- og regnskabsmateriale for det interesseforbundne selskab. 

Skatteyderen havde således ikke godtgjort, at betingelserne for at opnå fradrag var opfyldt.

SKM2015.69.ØLR

En advokat var ved landsretten blevet dømt til at betale erstatning til en række andelskøbere som følge af advokatens ansvarspådragende medvirken i et mislykket andelsboligprojekt. De personer, der havde købt andele i foreningen, erhvervede ikke ret til andelene og den dertil knyttede brugsret til lejlighederne i ejendommen.

Skattesagen drejede sig om, hvorvidt sagsøger havde fradragsret for erstatningerne til køberne som et driftstab, jf. SL § 6, stk. 1, litra a.

Landsretten fandt, at advokaten havde handlet groft uagtsomt, og at hans tab ikke kunne anses for en sædvanlig eller naturlig driftsomkostning, der kunne danne grundlag for fradragsret efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Landsretten bemærkede, at advokatens tab ikke kunne anses for opstået i forbindelse med indkomsterhvervelsen, da der ikke var udstedt fakturaer for arbejdet.

Dommen stadfæster SKM2014.716.BR.

Skattestyrelsen bemærker, at det forhold, at der ikke udstedes en faktura for et udført arbejde, ikke i sig selv indebærer, at tabet ikke relaterer sig til indkomsterhvervelsen, således at fradrag for driftstab allerede af denne grund er udelukket.

Om dette er tilfældet vil bero på en konkret vurdering. Hvis det på det tidspunkt, hvor en skattepligtig påtager sig en arbejdsopgave, har været meningen, at der skulle ydes normal betaling herfor, og den skattepligtige pga. efterfølgende omstændigheder anser det for nyttesløst at fremsende en faktura, vil arbejdsopgaven relatere sig til indkomsterhvervelsen.  

SKM2010.367.ØLR

En fond kunne ikke fratrække udgifter til granskning og retsafgift. Efter den daværende Erhvervs- og Selskabsstyrelses beslutning blev en fond pålagt at gennemføre en granskning efter den tidligere gældende bestemmelse i § 59 i lov om erhvervsdrivende fonde, og på baggrund af konklusionerne i granskningsrapporten blev der anlagt en erstatningssag mod medlemmerne af fondens bestyrelse.

Landsretten lagde til grund, at granskningen vedrørte anlægsformuen og ikke de driftsmæssige aktiviteter i fonden. Udgifterne var derfor ikke fradragsberettigede efter det almindelige driftsomkostningsbegreb, og da de vedrørte grundlaget for fondens virksomhed (anlægsformuen) og ikke fondens virksomhed som sådan, var de heller ikke omfattet af det udvidede driftsomkostningsbegreb for fonde.

Da afholdelsen af granskningsudgifterne ikke var et udslag af en normal og naturlig driftsrisiko, fandt landsretten også af denne grund, at udgifterne ikke kunne fratrækkes som driftstab.

Retsafgiften vedrørende erstatningssagen blev bedømt som et accessorium til granskningsudgifterne - og dermed som en ikke fradragsberettiget formueudgift.

Dommen stadfæster SKM2007.892.LSR.

Se afsnit C.D.9.6.4 om det udvidede driftsomkostningsbegreb for fonde.

SKM2004.139.VLR

Selskabstømning. Sælgers regreskrav.

Sagen drejede sig om, hvorvidt sælgeren af overskudsselskaber havde fradragsret for tab på en regresfordring mod køberen af et overskudsselskab. Tabet var opstået efter, at sagsøgeren i en sag om selskabstømning havde betalt et beløb på godt 10 mio. kr. til de tømte selskabers konkursboer.

Landsretten afviste fradragsretten under henvisning til, at sagsøgeren som ejer havde medvirket til salget af de tømte overskudsselskaber under omstændigheder, der ikke havde karakter af en normal forretningsmæssig disposition, og at sagsøgeren ved sin medvirken til overdragelsen havde pådraget sig et erstatningsansvar, som svarede til det ikke indbetalte skattebeløb.

Landsretten anførte, at under de foreliggende omstændigheder er der efter almindelige erstatningsretlige grundsætninger ikke grundlag for i skattemæssig henseende at anerkende et regreskrav, der bygger herpå. Skattemyndighederne skal i det hele stilles sådan, at de med hensyn til betalingen af skatterne holdes skadesløse.

Regreskravet kunne derfor ikke danne grundlag for beregning af tab efter KGL § 2.

TfS 1998, 5 ØLD

Et interessentskab ejede et hotel, der var bortforpagtet til et anpartsselskab, der også var ejet af interessentskabet. Interessentskabet gav efterfølgende afkald på forpagtningsafgiften. Landsretten fandt, at afkaldet var givet på et tidspunkt, hvor interessentskabet havde erhvervet ret til afgiften. Afkaldet blev ikke anset for at være nødvendigt for at sikre interessenternes indkomst, ligesom der var tale om en usædvanlig forretningsmæssig disposition, som var begrundet i interessefællesskabet mellem de to selskaber og personkredsen bag selskaberne. Fradrag for tab efter SL § 6, stk. 1, litra a, blev på den baggrund afvist.

TfS 1996, 251 VLD

En skatteyder drev selvstændig virksomhed fra den 1. juni 1989 - 7. oktober 1991. Virksomhedens varelager blev solgt den 10. september 1992. Skatteyderen anså differencen mellem skattemyndighedernes opgjorte værdi af varelageret på 55.000 kr. og den faktiske salgspris på 2.500 kr. som et fradragsberettiget tab. Retten anså varelageret for overgået til privatsfæren i ophørsåret 1991. Da salget i 1992 ikke var sket som led i næringsvejen, blev fradrag nægtet.

Vestre Landsrets dom af 29. november 1982.

Skd. 1983.66.293

Godkendt fradrag for svig. Krav til dokumentation og sandsynliggørelse.

En major, der drev en konfektureforretning, konstaterede et svind på 39.327 kr. ved optælling af varelageret. Majoren krævede herefter fradrag for driftstab. Majoren kunne ikke sandsynliggøre grunden til det konstaterede svind. Landsretten fandt, at indrømmelse af fuldt fradrag for driftstab må forudsætte dokumentation for tabets opståen og størrelse, og at der i mangel heraf ikke kan gives fuldt fradrag for svind.

Da majoren havde sandsynliggjort, at der havde været et svind, og da skattemyndighederne havde godkendt fradrag for svind i tidligere år, mente landsretten, at majoren havde krav på et skønsmæssigt fastsat fradrag, og sagen blev herefter henvist til fornyet behandling hos ligningsmyndighederne.

Byretsdomme

SKM2015.658.BR

En tømrervirksomhed havde eftergivet et faktureret beløb på grund af fejl og mangler ved det leverede.

Beløbet kunne fratrækkes efter SL § 6, stk. 1, litra a, i 2009, hvor der var indgået et forlig, hvorefter virksomheden var retligt forpligtet til at give afkald på beløbet.

SKM2010.63.BR

Sagen drejede sig om, hvorvidt skatteyderen kunne fratrække udgifterne til en køkkenleverance, som var videreoverdraget til skatteyderens forretningsnabo. Skatteyderen havde aldrig modtaget betaling for den nævnte leverance. Retten lagde til grund, at aftalen om køkkenleverancen kun blev indgået, for at skatteyderen kunne opnå en større rabat hos køkkenleverandøren, og at skatteyderen ikke havde godtgjort eller sandsynliggjort, at der i forbindelse med viderefaktureringen skulle tillægges ham en avance. Retten fandt herefter, at indkøbet og viderefaktureringen af køkkenleverancen kun var sket for at skaffe forretningsnaboen en rabat og dermed ikke for at erhverve indkomst. Udgiften kunne derfor ikke trækkes fra efter SL § 6, stk. 1, litra a, som en driftsomkostning eller et driftstab.

Landsskatteretskendelser

SKM2022.571.LSR

Sagen drejede sig om, i hvilket omfang klageren var berettiget til at foretage fradrag for udgifter til et erstatningsansvar, som klageren havde pådraget sig som bestyrelsesmedlem i et aktieselskab.

Landsskatteretten fandt, at erstatningskravet havde karakter af et driftstab, som var fradragsberettiget i medfør af SL § 6, stk. 1, litra a.

Landsskatteretten fandt endvidere, at klageren som bestyrelsesmedlem måtte anses for honorarmodtager, og at klagerens udgifter i forbindelse med det pålagte erstatningsansvar var kildeartsbegrænset og derfor alene kunne fratrækkes i indtægten fra bestyrelsesarbejdet.

Tidligere SKM2021.93.SR.

Klager havde på baggrund af SKM2021.93.SR anmodet om genoptagelse af indkomstopgørelsen med henblik på nedsættelse af den skattepligtige indkomst.

SKM2017.522.LSR

Landsskatteretten fandt blandt andet, at et tab som følge af, at en tidligere administrator i et K/S havde begået underslæb, faldt uden for rammerne for naturlig driftsrisiko. Tabet var derfor ikke omfattet af SL § 6, stk. 1, litra a.

Se tidligere instans: SKM2016.138.SR.

Sagen drejede sig om tab på fordringer, jf. KGL §§ 14 og 17. Se nærmere om praksis på dette område i afsnit C.B.1.4.2.2.

SKM2010.858.LSR

En kommanditists tab af indskud i et kommanditselskab som følge af besvigelser fra udbyder/administrators side kunne ikke fratrækkes, fordi det måtte anses for at være et formuetab, der var indkomstopgørelsen uvedkommende. Tabet havde ikke haft den fornødne tilknytning til kommanditselskabets løbende drift.

SKM2010.213.LSR

Selskabstømning, bank.

En bank fik ikke fradrag for udgifter til erstatninger og omkostninger i forbindelse med sager om selskabstømning. Retten fandt ikke, at de betalte erstatninger var afholdt som et udslag af en normal og sædvanlig driftsrisiko ved driften af en bank.

SKM2009.820.LSR

Selskabstømning, advokatfirma.

Et rådgivningsfirma, der tidligere som advokatfirma havde pådraget sig rådgiveransvar i forbindelse med en sag om selskabstømning, kunne ikke trække erstatningen fra som en driftsomkostning efter SL § 6, stk. 1, litra a. Firmaet kunne heller ikke trække regresfordringen fra efter KGL § 3.

SKM2009.448.LSR

Selskabstømning, bank.

En banks udgifter til erstatninger og advokat- og revisoromkostninger i forbindelse med selskabstømmersager kunne ikke trækkes fra som driftsomkostninger efter SL § 6, stk. 1, litra a. Landsskatteretten fandt, at den adfærd, der er udvist af banken i forbindelse med selskabstømmersagerne, ikke ligger inden for rammerne af en normal og sædvanlig drift ved udøvelse af bankvirksomhed.

SKM2003.111.LSR

Selskabstømning, advokat.

Et advokataktieselskabs betaling af erstatning som følge af rådgivning i forbindelse med salg af et aktieselskab, der blev udsat for selskabstømning, ansås for at falde uden for de naturlige rammer af advokatvirksomheden og kunne derfor ikke fratrækkes som en driftsomkostning efter SL § 6, stk. 1, litra a.

TfS 1998, 10 LSR

En direktør og hovedanpartshaver i et selskab havde i spirituspåvirket tilstand totalskadet den bil, selskabet havde stillet til hans rådighed. Med henvisning til grov uagtsomhed udbetalte forsikringsselskabet ikke erstatning. Selskabet, der ikke havde krævet erstatning hos direktøren, kunne ikke trække tabet fra. Selskabets tab blev anset for at være maskeret udlodning til direktøren.

Skatterådet og Ligningsrådet

SKM2006.311.SR

Selskabstømning, advokat

Et advokatfirmas betaling af erstatning som følge af rådgivning i forbindelse med salg af et aktieselskab, der blev udsat for selskabstømning, faldt uden for de naturlige rammer for advokatvirksomheden. Erstatningen kunne derfor ikke fratrækkes som en driftsomkostning. Skatterådet fandt også, at skattemyndighederne ud fra et erstatningsretligt synspunkt skulle have fuld kompensation for det tab, der dannede grundlag for erstatningsberegningen. Det forhold, at rådgivningen blev givet af en ansat, blev ikke tillagt betydning.

Afgørelsen blev påklaget til Landsskatteretten, som fandt, at Skatterådet ikke havde kunnet ændre Skatteankenævnets afgørelse, idet retten ikke anså afgørelsen for at være åbenbart ulovlig. Skatterådets afgørelse var derfor ugyldig.

SKM2001.465.LR

En fordring, som var opstået ved salg af varelager og driftsmidler, blev nedskrevet i forbindelse med en efterfølgende akkordaftale mellem sælger og køber. Ligningsrådet anså den del af fordringen, der kunne henføres til salg af varelageret, for at være fradragsberettiget efter KGL § 17. Begrundelsen var, at varelageret var erhvervet med henblik på videresalg. Fordringen havde tilknytning til virksomhedens erhvervsmæssige drift.

Den del af tabet, der kunne henføres til salg af driftsmidler, var hverken fradragsberettiget efter KGL § 17 eller efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Andet

SKAT (nu Skattestyrelsen) udtaler, at et tab, som en virksomhed har lidt ved at have undladt at tilbagesøge moms af varer, som den har købt i et andet EU-land som led i sit erhverv, ikke er et fradragsberettiget driftstab efter SL § 6, stk. 1, litra a, fordi tabet ikke anses for at være udslag af almindelig driftsrisiko.