| Efter VSL § 1, stk. 1, 1. pkt., kan skattepligtige personer, der driver selvstændig
erhvervsvirksomhed, anvende reglerne om virksomhedsordningen på indkomst fra
virksomheden.
Denne bestemmelse indebærer, at det er en betingelse for at anvende
virksomhedsordningen, at den skattepligtige er selvstændigt erhvervsdrivende,
og at lønindkomst ikke kan indgå i virksomhedsordningen. Visse honorarer
med direkte tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed kan indgå i
virksomhedsordningen.
Hverken VSL eller anden lovgivning, herunder PSL, indeholder en definition
af begrebet selvstændig erhvervsvirksomhed, men det er forudsat, at begrebet
i overensstemmelse med hidtidig praksis fortolkes ens i alle skattemæssige
relationer.
Den grundlæggende afgrænsning af indkomst ved selvstændig
erhvervsvirksomhed (selvstændigt erhvervsdrivende) i forhold til indkomst i
et tjenesteforhold (lønmodtagere) er beskrevet nærmere i E.A.4.
Fra praksis kan henvises til TfS 1995, 458 (VLD) om en assurandør,
der i relation til ét forsikringsselskab blev anset for selvstændigt erhvervsdrivende
og i relation til et andet forsikringsselskab blev anset for lønmodtager.
En lønmodtager havde en mindre landbrugsejendom, hvor han boede,
og hvor størstedelen af de 2,8 ha var tilplantet med juletræer. Han havde
anvendt virksomhedsordningen på beplantningen og bl.a. medtaget to udhuse på
indskudskontoen samt fratrukket disse huses andel af prioritetsrenter. Myndighederne
havde ikke godkendt dette fradrag i den personlige indkomst, men overført rentefradraget
til kapitalindkomst. Landsskatteretten statuerede, at virksomheden med juletræer
ikke kunne anses for erhvervsmæssig, og skatteyderen var som lønmodtager
derfor ikke berettiget til at anvende virksomhedsskattelovens regler, Skat 1990.9.703
(TfS 1990, 418 (LSR)).
Musikere, der betragtes som honorarmodtagere, anses ikke for selvstændigt
erhvervsdrivende, jf. Landsskatterettens kendelse i TfS 1997, 562 (LSR). I den konkrete
sag var der tale om en musiker, som i en årrække havde ernæret sig
ved engagementer som solomusiker. Han havde aftalt at spille til et fast honorar,
ligesom han havde modtaget et fast beløb for kørsel. Den pågældende
musiker kunne ikke anses for selvstændigt erhvervsdrivende, men derimod som
honorarmodtager i relation til arbejdsvederlaget.
►Se endvidere TfS 1999, 391 (LSR). Denne kendelse omhandler en musiker, som var ansat som lønmodtager i et symfoniorkester og derudover havde oppebåret indtægter fra en musikskole samt fra visse enkeltstående engagementer. Musikeren havde selvangivet A-indkomsten fra symfoniorkestret som optjent i lønmodtagerforhold, mens de øvrige indtægter var selvangivet som indtægter ved selvstændig erhvervsvirksomhed. Landsskatteretten fandt, at indtægterne fra musikskolen i lighed med indtægterne fra symfoniorkestret var at anse for lønindkomst. De øvrige honorarindtægter anså Landsskatteretten ikke for erhvervet ved selvstændig erhvervsvirksomhed, men for erhvervet ved ikke-erhvervsmæssig virksomhed, som i skatteretlig henseende skulle behandles på samme måde som hobby.◄
En skuespiller, der udover en fast lønindtægt oppebar honorarer
for en række enkeltstående engagementer med at indtale film, kunne ikke
anses for selvstændigt erhvervsdrivende, jf. Landsskatterettens kendelse i
TfS 1997, 541 (LSR). Landsskatterettens flertal lagde ved afgørelsen vægt
på, at klagerens driftsudgifter i det pågældende indkomstår
hverken i art eller omfang oversteg, hvad der var sædvanligt i lønmodtagerforhold,
ligesom disse udgifter ikke kunne siges at være afholdt uden sikkerhed for
indtægt, idet honorarerne havde været fastsat på forhånd. Endvidere
lagde flertallet vægt på karakteren af arbejdsopgaverne.
I/S eller K/SEjes en virksomhed af flere personer, f.eks. i interessentskabsform,
kan de enkelte personer uafhængigt af hinanden vælge, om de vil anvende
virksomhedsordningen. En interessent kan således uafhængigt af de andre
interessenters beslutning om udbetaling af interessentskabets overskud vælge
at lade sin andel af overskuddet forblive i sin egen virksomhed. Denne virksomhed
består af interessentens andel af aktiver og passiver i interessentskabet samt
de eventuelle aktiver og passiver, der i øvrigt indgår i virksomheden.
Tilsvarende gælder for kommanditister, når kommanditselskabsformen anvendes.
Der henvises dog til VSL § 1, stk. 1, 2. pkt., hvorefter virksomhedsordningen
ikke kan anvendes på anpartsvirksomhed omfattet af PSL § 4, stk. 1, nr.
10, 12 eller 13. Se herom i E.G.2.1.3. |