Lønmodtagernes Garantifond (LG) har til formål at sikre lønmodtageres
lønkrav mv. i tilfælde af:
- arbejdsgiverens konkurs,
- arbejdsgiverens død, såfremt der træffes afgørelse
om insolvensbehandling, eller boet sluttes ved boudlæg uden skiftebehandling,
- virksomhedens ophør, såfremt det godtgøres, at arbejdsgiveren
er ude af stand til at betale kravet.
Garantien omfatter, såfremt visse nærmere betingelser
er opfyldt, krav på løn og andet vederlag, erstatning for afbrydelse
af arbejdsforholdet samt feriegodtgørelse.
Det er en forudsætning for dækning fra fonden, at der har
bestået et tjenesteforhold mellem arbejdsgiveren og lønmodtageren.
Fx har den administrerende direktør for et aktieselskab efter fast domspraksis
ikke privilegium for sit krav. Ligeledes har en ægtefælle ansat med
lønaftale jf. KSL § 25 A, stk. 7 heller ikke privilegium for sit krav. Der
er således ikke helt identitet mellem kildeskattelovens A-indkomstbegreb og
privilegium efter konkursloven.
Udlæg for arbejdsgiveren samt godtgørelse for konkrete
udgifter, typisk kørselsgodtgørelse efter Ligningsrådets satser,
er ikke omfattet af garantien.
Garantien omfatter ikke den del af lønnen, som arbejdsgiveren
skulle have indeholdt i kildeskat. I forhold til lønmodtageren træder
det beløb, som fonden beregner som A-skat, i stedet for kildeskat af lønnen,
jf. KSL § 83. Lønmodtageren bliver godskrevet den beregnede skat via den
told- og skatteregion, hvor arbejdsgiveren har hjemsted, og som modtager underretning
fra fonden om den udbetalte løn mv. og den deraf beregnede skat. Arbejdsgiveren
(boet) er, som ved lønudbetaling i øvrigt, ansvarlig for den til A-skatten
svarende del.
Udbetalinger fra fonden skal behandles som den ydelse, udbetalingen
træder i stedet for, dvs. i almindelighed som almindelig lønindtægt
(se afsnit
A.B.1.1). Godtgørelse
i forbindelse med afbrydelse af arbejdsforholdet (det vil især være
fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a) beskattes
efter reglerne i LL § 7 O.
Efter udbetalingen indtræder fonden i lønmodtagernes krav
og anmelder kravet i et evt. bo. I forbindelse med anmeldelsen bliver boet også
gjort bekendt med den A-skat, LG har beregnet i forbindelse med udbetalingen.