Indhold

Dette afsnit beskriver, hvordan skat skal beregnes af aktieindkomst i bobeskatningsperioden.

Afsnittet indeholder:

  • Dødsboer omfattet af reglen
  • Regel
  • Indeholdt udbytteskat
  • Når begge ægtefæller dør i samme indkomstår
  • Eksempler

Se afsnit C.E.14 om definition af bobeskatningsperioden.

Dødsboer omfattet af reglen

Reglen omfatter skiftede dødsboer, hvor skiftet sker i forbindelse med dødsfaldet, og hvor dødsboet ikke er skattefritaget efter DBSL § 6.

Se afsnit C.E.3.1.5 om, hvornår et dødsbo er skattefritaget.

Regel

Aktieindkomst i bobeskatningsperioden skal gøres op efter skattelovgivningens regler for personer. Se DBSL § 21, stk. 2.

Det betyder, at tab ved afståelse af aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked, alene kan modregnes efter de almindelige regler i ABL §§ 13 A og 14. Der kan derfor ikke beregnes negativ aktieskat af et overskydende tab.

Når aktieindkomsten - nedsat med eventuelt negativ i skattepligtig indkomst - i bobeskatningsperioden er positiv, beregnes skat af aktieindkomst således:

  • 27 pct. af beløb, der ikke overstiger beløbsgrænsen i PSL § 8 a, stk. 1.
  • 42 pct. af beløb, der overstiger beløbsgrænsen i PSL § 8 a, stk. 1.

Se DBSL § 32, stk. 1.

Når aktieindkomsten er negativ, beregnes negativ skat således:

  • 27 pct. af beløb, der ikke overstiger beløbsgrænsen i PSL § 8 a, stk. 1.
  • 42 pct. af beløb, der overstiger beløbsgrænsen i PSL § 8 a, stk. 1.

Se DBSL § 32, stk. 3.

Beløbet i PSL § 8 a, stk. 1, udgør 48.300 kr. (2010-niveau) og reguleres efter PSL § 20.

Se også

Se også afsnit C.E.15 om, hvor meget grundbeløbet efter PSL § 8 a, stk. 1, er reguleret til for dødsåret.

Bemærk

Når negativ skattepligtig indkomst modregnes i positiv aktieindkomst, kan der ikke beregnes negativ aktieskat. Det betyder, at den positive aktieindkomst højst kan nedsættes til 0 kr. ved modregning af negativ skattepligtig indkomst. Se DBSL § 30, stk. 5.

Indeholdt udbytteskat

Hele den indeholdte udbytteskat efter KSL § 65 indgår som foreløbig indkomstskat ved skatteberegningen. Se DBSL § 32, stk. 2.

Det er forskelligt fra de almindelige regler for personer, hvor kun indeholdt udbytteskat af aktieindkomst, der overstiger grundbeløbet i PSL § 8 a, stk. 1, indgår som foreløbig indkomstskat.

Se også

Se også afsnit C.E.3.3.5.2 om, hvilke skatter der indgår som foreløbige indkomstskatter i bobeskatningsperioden.

Når begge ægtefæller dør i samme indkomstår

Når førstafdødes dødsbo er udlagt til ægtefællen efter de skattemæssige regler om uskiftet bo mv., og ægtefællen derfor skulle have været beskattet efter DBSL § 62, fordobles grundbeløbet i PSL § 8 a, stk. 1.

Det gælder ved beregning af både positiv og negativ skat af aktieindkomst. Se DBSL § 32, stk. 4.

Førstafdøde havde også særeje, der er skiftet

Når førstafdøde

  • også har haft særeje, der er skiftet i forbindelse med dennes død, og
  • der er sket skatteansættelse for mellemperioden eller bobeskatningsperioden for særboet, hvori er brugt af grundbeløbet efter PSL § 8 a, stk. 1

reduceres det nu skiftede dødsbos dobbelte grundbeløb med den del, der er brugt i særboet. Se DBSL § 67, stk. 7.

Eksempler

Eksempel 1

Eksemplet viser, hvordan aktieskat beregnes, når begge ægtefæller dør i samme indkomstår, hvor det dobbelte grundbeløb skal bruges ved beregningen.

Der er følgende forudsætninger for eksemplet:

  • Dødsfaldene er sket i 2024.
  • Skattepligtig indkomst i bobeskatningsperioden er positiv.
  • Aktieindkomsten i bobeskatningsperioden udgør 150.000 kr.

Beregning af aktieskat for mellemperioden

Beløb

27 pct. af 61.000 x 2

32.940

42 pct. af (150.000 - 61.000 x 2)

11.760

Aktieskat, der lægges til skat af skattepligtig indkomst

44.700

Eksempel 2

Eksemplet viser, hvordan aktieskat beregnes, når begge ægtefæller dør i samme indkomstår, hvor det dobbelte grundbeløb skal bruges ved beregningen, og hvor førstafdøde også har haft særeje.

Der er følgende forudsætninger for eksemplet:

  • Dødsfaldene er sket i 2024.
  • Skattepligtig indkomst i bobeskatningsperioden er positiv.
  • Aktieindkomsten i bobeskatningsperioden udgør 150.000 kr.
  • I skatteansættelsen for førstafdødes særbo har indgået aktieindkomst med 25.000 kr.

Beregning af dobbelt grundbeløb, der resterer til sidstafdødes dødsbo

Beløb

61.000 x 2

122.000

Grundbeløb brugt af særboet

-25.000

Resterende grundbeløb til beregning af aktieskat i sidstafdødes dødsbo

97.000

Beregning af aktieskat for mellemperioden

Beløb

27 pct. af 97.000

26.190

42 pct. af (150.000 - 97.000)

22.260

Aktieskat, der lægges til skat af skattepligtig indkomst

48.450