Efter VSL § 6, stk. 2, fordeles fradrag for renteudgifter m.v. og renteindtægter
ved opgørelsen af virksomhedens indkomst over den periode, renteudgifterne
henholdsvis renteindtægterne vedrører.
Det betyder, at der altid skal ske periodisering af renter på fordringer og
gæld, som indgår i virksomheden.
Kravet om obligatorisk periodisering omfatter alene renter af fordringer og gæld,
som indgår i virksomheden. Der kan kun ske periodisering af renter vedrørende
aktiver og gæld i den private del, hvis Ligningsrådet har givet tilladelse
hertil, jf. LL § 5, stk. 5, eller hvis der kræves periodisering efter LL §
5, stk. 2. Angående muligheden for periodisering af renter vedrørende
aktiver og gæld i den private del henvises der til
A.D.1.2
og
A.E.1.1.2.
Hvis den skattepligtige efter at have benyttet virksomhedsordningen udtræder
af denne, sker beskatningen efter PSL's regler. Renter indtægtsføres
eller fradrages da almindeligvis efter forfaldsprincippet. Hvis den skattepligtige
allerede har fået Ligningsrådets tilladelse til renteperiodisering,
fortsætter denne uændret, uanset om virksomhedsordningen benyttes eller
ej.
Ved opgørelse af virksomhedens indkomst medregnes alle renteindtægter
og renteudgifter, der er løbet på i indkomståret. Det gælder
både forfaldne og uforfaldne renter.
Uforfaldne renter, der er løbet på inden overgangsåret begynder,
regnes med ved opgørelsen af den skattepligtiges kapitalindkomst på
forfaldstidspunktet.
Hvis renten forfalder forud, skal ligeledes kun renten vedrørende indkomståret
regnes med ved opgørelsen af virksomhedens indkomst. Dette indebærer
for ældre gæld med forudforfalden rente, der ikke er omfattet af LL
§ 5, stk. 2, at indkomstansættelsen for det foregående indkomstår
må genoptages og korrigeres med renter, der er forfaldne, men ikke løbet
på i dette indkomstår.
Hvis korrektionsbeløbet ikke overstiger 5.000 kr., kan genoptagelse dog undlades
under forudsætning af, at beløbet enten medregnes til den skattepligtiges
kapitalindkomst i overgangsåret, eller at renteperiodisering ved indtræden
i virksomhedsordningen undlades. Hvis skatteyderen ved sin indtræden i virksomhedsordningen
vælger at undlade periodisering, skal periodiseringen ske ved overgangsårets
udløb.
I det følgende vises eksempler på periodisering for renter af almindeligt
forekommende fordringer og gæld.