For konsulenter med bopæl i Danmark skal der hverken indeholdes A-skat,
eller SP-bidrag i de udbetalte vederlag,
medmindre de udbetales som led i et egentligt ansættelsesforhold. Ved afgørelsen
af, om der foreligger et lønmodtagerforhold, eller om der er tale om selvstændig
erhvervsvirksomhed, må der foretages en samlet bedømmelse af det konkrete
beskæftigelsesforhold.
Efter KSL § 43, stk. 2, litra i, jf. § 20, nr. 29 i KSLbek. nr. 734 af
10. okt. 1998, henregnes til A-indkomst vederlag, der ikke er omfattet af litra
a, som en person, der har været skattepligtig efter KSL § 1, nr. 1, modtager
fra en virksomhed her i landet som rådgiver, konsulent eller anden lignende
medhjælp for virksomheden. Det er dog en betingelse, at personen har eller
på noget tidspunkt inden for de seneste 5 år forud for ophøret af
den fulde skattepligt har haft - direkte eller indirekte - del i ledelsen af, eller
kontrollen med kapitalen i den virksomhed, der udreder vederlaget. Der skal indeholdes
og SP-bidrag i ovennævnte ydelser, jf. AMFL § 8, stk. 1, litra a. Til
belysning af hvorledes konsulenter indeholdelsesmæssigt behandles kan nævnes
TfS 1989, 486 (ØLD), hvor EDB-konsulenter (vikarbureau), ansås for at
udføre et personligt arbejde i tjenesteforhold. Udbetalingerne blev derfor
anset som A-indkomst.
Højesteret har, jf. TfS 1996, 449, (Tupperware-dommen), ud fra en samlet vurdering
anset tupperwareforhandlerne for selvstændigt erhvervsdrivende.
Højesteret henviste til kriterierne i cirk. nr. 129 af 4. juli 1994 om personskatteloven
og lagde specielt vægt på,
- at forhandlerne frit bestemmer deres arbejdstid,
- at de selv afholder alle udgifter,
- at disse medfører en betydelig omkostningsprocent,
- at forhandlerne ikke anses som lønmodtagere ved praktiseringen af ferieloven
mv.,
- at de er frit stillet med hensyn til at arbejde for andre og antage medhjælp,
- at de er momsregistreret, samt
- at de påtager sig en vis økonomisk risiko.
Som eksempel på en situation, hvor der efter en konkret vurdering blev statueret
lønmodtagerforhold kan nævnes TfS 1997, 473 (HD), hvor en ingeniør
blev anset for lønmodtager i forhold til en indgået aftale om konsulentbistand
med Naturgas Syd. Højesteret fandt efter en samlet vurdering, at ingeniøreren
ikke havde drevet erhvervsvirksomhed for egen regning og risiko. Højesteret
lagde særlig vægt på, at ingeniøreren var engageret af Naturgas
Syd for en længere periode, hvor han var undergivet forflyttelsespligt, og
at han ikke havde afholdt driftsudgifter af en sådan art og størrelse,
som man måtte forvente af en selvstændigt erhvervsdrivende indenfor den
pågældende branche.