Indhold

Dette afsnit beskriver reglerne for, hvordan der skal ske tilbagebetaling af for meget betalt grundskyld, der er opkrævet på et foreløbigt grundlag.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Hovedejer
  • Forrentning.

Se også

Se også afsnit C.H.4.3.4.2.3.2.2 Yderligere opkrævning.

Regel

For de ejendomme, der opkræves grundskyld over skattekontoen, gælder det, at når det endelige beskatningsgrundlag foreligger, og afløser det foreløbige beskatningsgrundlag, opgøres grundskylden endeligt. Se ESL §§ 33, stk. 4-5. Det samme skal efter bestemmelserne også ske for dækningsafgift.

Viser den endelige beregning, at der er blevet opkrævet for meget grundskyld og dækningsafgift, skal det overskydende beløb udbetales via skattekontoen senest ved forfald af 2. rate i kalenderåret til ejendommens hovedejer. Se ESL § 33, stk. 4, 1. pkt.

Det gælder uanset, om der er tale om, at det foreløbige beskatningsgrundlag er for en ny ejendom eller den foreløbige opkrævning er sket på grundlag af en tidligere vurdering. Efterreguleringen gælder således for foreløbig opkrævning af:

  • Grundskyld og dækningsafgift opkrævet på grundlag af et foreløbigt beregningsgrundlag efter ESL § 33, stk. 3
  • Dækningsafgift opkrævet på grundlag af et foreløbigt beskatningsgrundlag efter § 20, stk. 3
  • Grundskyld opkrævet på grundlag af et foreløbigt beskatningsgrundlag efter ESL § 17, stk. 4.

ESL § 33, stk. 4, 1. pkt., er en delvis videreførelse af § 27, stk. 4, 1. pkt., i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, fordi tilbagebetalingen fortsat vil skulle ske sammen med årets øvrige rater. Efteropkrævning af for lidt opkrævet grundskyld og dækningsafgift er derimod omfattet af ESL § 33, stk. 5. Se afsnit C.H.4.3.4.2.3.2.2 om yderligere opkrævning.

Er vurderingen ikke offentliggjort inden betalingen af 2. rate i kalenderåret, foretages der en særskilt tilbagebetaling af for meget opkrævet grundskyld eller dækningsafgift. Se ESL § 33, stk. 4, 2. pkt. Denne særskilte tilbagebetaling vil skulle registreres på skattekontoen hurtigst muligt, og derfor er bestemmelsen ikke til hinder for, at tilbagebetalingen sker med den førstkommende rate i et efterfølgende kalenderår. Se OPKL § 16 a, stk. 3.

Eksempel på særskilt tilbagebetaling

Grundskyld og dækningsafgift, bliver opkrævet i to årlige rater, som forfalder den 1. i de måneder, som Skatteforvaltningen har fastsat for betalingen. Se ESL § 33, stk. 1. Fastsætter Skatteforvaltningen fx disse to rater til 1. januar og 1. juli, da skal en tilbagebetaling den 2. juli eller senere, foretages særskilt efter 2. pkt., da der ikke er flere ordinære rateopkrævninger for kalenderåret.

ESL § 33, stk. 4, 2. pkt. er en delvis videreførelse af § 27, stk. 4, 4. pkt., i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, da der fortsat vil skulle ske en særskilt tilbagebetaling af for meget opkrævet grundskyld og dækningsafgift. Efteropkrævning af for lidt opkrævet grundskyld og dækningsafgift er derimod omfattet af § 33, stk. 5.
Se afsnit C.H.4.3.4.2.3.2.2 om yderligere opkrævning.

Hovedejer

Tilbagebetalingen sendes til den hovedejer, som er blevet opkrævet for meget grundskyld og dækningsafgift. Se ESL § 33, stk. 4, 3. pkt. For meget opkrævet grundskyld og dækningsafgift skal tilbagebetales til den hovedejer, som har ejet ejendomme i den periode, efterreguleringen vedrører.

Sker der et ejerskifte i perioden mellem tilbagebetalingen og den opkrævning, hvor Skatteforvaltningen opkrævede for meget grundskyld og dækningsafgift, sker tilbagebetalingen til den tidligere hovedejer.

Er der indtrådt flere ejerskifter i perioden, da skal Skatteforvaltningen foretage en forholdsmæssig tilbagebetaling til hver enkel hovedejer, som er blevet opkrævet for meget grundskyld og dækningsafgift.

ESL § 33, stk. 4, 3. pkt. er dermed en videreførelse af § 27, stk. 4, 2. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat, dog med den ændring, at tilbagebetalingen skal ske til den hovedejer, som er blevet opkrævet for meget grundskyld og dækningsafgift.

Forrentning

Hovedejeren har ved tilbagebetalingen krav på en forrentning for det for meget opkrævede grundskyld og dækningsafgift. Se ESL § 33, stk. 4, 4. pkt.

Medfører en ændring af vurderingen godtgørelse af betalt grundskyld eller dækningsafgift af ejendomme omfattet af § 33, vil hovedejeren have krav på forrentning efter OPKL § 7 beregnet fra og med den dag, hvor raten blev betalt, til og med den dag, hvor regulering af grundskyld og dækningsafgift foretages. Forrentningen efter 1. pkt. vil blive beregnet dagligt og tilskrives månedligt og vil ikke være skattepligtig. Se § 34, stk. 4.

ESL § 33, stk. 4, 4. pkt. er en videreførelse af § 27, stk. 4, 3. pkt., i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat dog med den ændring, at renten vil skulle opgøres efter ESL § 34, stk. 3.