| SKM2023.43.VLR | Sagerne angik, om transport af bunkerolie til skibe på havet, opfylder betingelsen i TSL § 6, stk. 1, 1. pkt., om, at aktiviteter omfattet af tonnageskatteordningen skal ske "mellem forskellige destinationer". Et flertal i landsretten fandt ud fra en samlet vurdering, at transport af passagerer eller gods (rederivirksomhed) mellem forskellige destinationer, jf. TSL § 6, foruden at omfatte sejlads mellem havne eller anlæg/strukturer på kontinentalsoklen, også omfatter sejlads til og mellem destinationer (GPS-koordinater) på havet. Flertallet lagde vægt på bestemmelsens ordlyd samt det forhold, at det følger af forarbejderne, at lovens overordnede formål er at sikre danske rederiers internationale konkurrenceevne. Flertallet fandt derudover, at de EU-retlige regler, herunder Kommissionens afgørelsespraksis, ikke understøtter en fortolkning, hvorefter transport af passagerer eller gods (rederivirksomhed) mellem forskellige destinationer alene omfatter transport mellem havne eller anlæg/strukturer på kontinentalsoklen. Den senere udvidelse af tonnageskatteloven med § 8a kunne efter flertallets opfattelse ikke i denne sammenhæng tillægges betydning. Landsrettens mindretal fandt, at TSL § 6, stk. 1, må fortolkes på den måde, at den som udgangspunkt alene omfatter transport af passagerer og/eller gods mellem forskellige destinationer af en sådan mere fast karakter, som beskrevet i Rådets forordning (EØF) nr. 4055/86 af 22. december 1986 og Rådets forordning (EØF) nr. 3577/92 af 7. december 1992. Mindretallet fandt, at eftersom tonnageskatteordningen udgør statsstøtte, skal der ved fortolkningen af TSL § 6, stk. 1, lægges vægt på den definition af søtransport, som følger af EU’s forordninger på søtransportområdet og de dertil knyttede EU-statsstøtteretningslinjer. Mindretallet lagde desuden vægt på, at der hverken i loven eller forarbejderne findes holdepunkter for, at lovgiver forud for indførelsen af § 8a har tilsigtet, at supplysejlads, som helt eller delvist foregår mellem GPS-destinationer på havet, skulle være omfattet af TSL § 6, stk. 1. | [►Skatteministeriet har hævet ankesagen for Højesteret. Om baggrunden herfor se Skatteministeriets kommentar i SKM2024.120.SKAT. Se også genoptagelsesstyresignalet SKM2024.441.SKTST. (Tidligere instans SKM2020.10.LSR).◄] |
| SKM2022.28.LSR | Sagen angik beskatningen af EU-tilskud modtaget af et selskab, der drev rederivirksomhed. Henset til, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig, fandt Landsskatteretten, at den omhandlede støtte i form af EU-tilskuddene var skattepligtig i henhold til statsskattelovens § 4. Landsskatteretten fandt herved, at TEU artikel 4, stk. 3, ikke havde som konsekvens, at selskabet ikke skulle beskattes af EU-tilskuddene. Herefter fandt Landsskatteretten, at EU-tilskuddene ikke kunne beskattes efter tonnageskattelovens regler, idet EU-tilskuddene blev givet til selskabet som et led i en grøn omstilling, som ikke er omfattet af tonnageskattelovens område. EU-tilskuddene kunne således ikke anses for indkomster i forbindelse med erhvervsmæssig virksomhed med transport af passagerer eller gods eller indkomster i nær tilknytning hertil, jf. TSL §§ 6 og 10. For så vidt angik periodisering af de modtagne EU-tilskud, fandt Landsskatteretten, at selskabet skulle beskattes af EU-tilskuddene i de indkomstår, hvor tilskuddene var blevet udbetalt, idet selskabet havde erhvervet ret til EU-tilskuddene på udbetalingstidspunkterne. | |