Indhold

Dette afsnit omhandler forholdsmæssig fordeling af fradrag.

Det følger af EVL § 23, stk. 1, 1. pkt., at hvis en ejendom omfattet af EVL § 22 udstykkes i flere ejendomme, fordeles fradraget forholdsmæssigt mellem disse efter grundareal. Sammenlægges en ejendom som nævnt i 1. pkt. helt eller delvis med en anden ejendom, overføres fradraget forholdsmæssigt til den nye sammenlagte ejendom, se EVL § 23, stk. 1, 2. pkt.

Ændres eller ophører en samlet vurdering efter EVL § 2, stk. 3, hvor ejendommene er omfattet af § 22, fordeles fradraget forholdsmæssigt mellem ejendommene efter grundarealet. Beslutter told- og skatteforvaltningen [Vurderingsstyrelsen], at flere ejendomme skal vurderes samlet efter § 2, stk. 3, hvoraf en eller flere af ejendommene er omfattet af § 22, overføres fradraget til enheden af ejendommen, som skal vurderes samlet. Det fremgår af EVL § 23, stk. 2.