Bestemmelsen skal sikre, at Skatteforvaltningen får de oplysninger, som skal udveksles i medfør af DAC6 artikel 8 ab, stk. 14, litra g.

Det, der skal indberettes, er ISO-landekode(r). Nærmere fremgår af indberetningsvejledningen.

Der skal indberettes oplysninger om

  • Den eller de relevante skatteyderes medlemsstat og
  • Enhver anden medlemsstat, som sandsynligvis vil blive berørt af ordningen.

Første led i bestemmelsen har sammenhæng med de identitetsoplysninger, der skal indgives om den eller de berørte skatteydere, jf. afsnit A.B.1.2.9.8.1.1.1.1.2.  Ved "skatteyders medlemsstat" skal der således efter sammenhængen forstås den eller de medlemsstater, som skatteyderen eller eventuelt en anden mellemmand, som der indberettes om, er knyttet til.    

Baggrunden for bestemmelsen er, at der er indlagt en funktionalitet i det centrale EU-register, jf. afsnit A.B.1.2.9.8.3, der muliggør, at de enkelte medlemsstater kan filtrere oplysningerne i registret, således at de kan downloade netop de oplysninger, der er angivet som værende relevante for den pågældende medlemsstat.