Parter
H1 ApS
(v/adv. Stinne Richter Berg)
Mod
Skatteministeriet
(v/Kammeradvokaten v/adv. Anders Vangsø Mortensen)
Afsagt af Landsretsdommerne
Bodil Dalgaard Hammer, Morten Christensen og Christian Schrøder (kst.)
Sagens oplysninger og parternes påstande
Retten i Lyngby har den 6. august 2018 afsagt dom i 1. instans (sag BS32020/2018-LYN, tidl. BS 152-1215/2017) (SKM2018.484.BR).
Påstande
Appellanten, H1 ApS, har gentaget sin påstand for byretten om, at H1 ApS’s skatteansættelse for indkomståret 2009 hjemvises til fornyet behandling.
Indstævnte, Skatteministeriet, har principalt påstået dommen stadfæstet, subsidiært frifindelse og mere subsidiært, at ansættelsen af H1 ApS’s indkomst for indkomståret 2009 hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen.
Anbringender
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.
Landsrettens begrundelse og resultat
Landsretten er enig i byrettens begrundelse og resultat. Landsretten har herved også henset til, at kursen i forbindelse med gældskonverteringen var aftalt mellem H1 ApS og G1 ApS, og at kursen ikke efterfølgende er anfægtet af nogen af selskaberne civilretligt eller af skattemyndighederne. Det bemærkes endvidere, at den således aftalte værdi af de i forbindelse med gældskonverteringen udstedte anparter er accepteret af G3 ApS, der ubestridt ikke har været interesseforbundet med H1 ApS. Det af H1 ApS anførte om driften i G1 ApS og værdien af de underliggende aktiver kan herefter ikke føre til et andet resultat.
Landsretten stadfæster derfor byrettens dom.
Efter sagens udfald skal H1 ApS i sagsomkostninger for landsretten betale 125.000 kr. til Skatteministeriet til dækning af udgifter til advokatbistand inkl. moms. Ud over sagens værdi er der ved fastsættelsen af beløbet taget hensyn til sagens omfang og hovedforhandlingens varighed.
T H I K E N D E S F O R R E T:
Byrettens dom stadfæstes.
I sagsomkostninger for landsretten skal H1 ApS inden 14 dage betale 125.000 kr. til Skatteministeriet. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.