Skatterådet har på sit møde den 26. september 2017 behandlet SKATs indstilling til Skatterådet om udstedelse af et supplerende pålæg om oplysningspligt efter momslovens § 75, stk. 5.
Baggrund for en supplerende anmodning
SKAT har i maj 2017 fået Skatterådets tilladelse SKM2017.435.SKAT til at indhente betalingsoplysninger hos en virksomhed, der udbyder betalingstjenester, med hjemmel i momslovens § 75, stk. 5.
Denne tilladelse giver imidlertid ikke et tiltrækkeligt grundlag til indhente de fornødne oplysninger til brug for SKATs kontrol af udenlandske e-handelsvirksomheders salg til danske forbrugere.
SKAT har derfor bedt Skatterådet om, at der i forlængelse af den tidligere meddelte tilladelse gives tilladelse til at indhente oplysninger hos en bredere kreds af virksomheder, som er udbydere af betalingstjenester.
For at sikre at momskontrollen tager udgangspunkt i de mest aktuelle betalingsoplysninger, har SKAT desuden ønsket at ændre den periode, der er omfattet af pålægget.
Formål med at indhente betalingsoplysninger
SKAT anmoder om tilladelse til at indhente oplysninger hos udbydere af betalingstjenester til brug for momskontrollen af udenlandske internetvirksomheder. Anmodningen sker i medfør af momslovens § 75, stk. 5.
SKAT ønsker at kontrollere om udenlandske internetvirksomheder, der sælger varer ved fjernsalg, jf. momslovens § 14 stk. 3 og/eller elektroniske ydelser, jf. momsloven § 21c til ikke afgiftspligtige personer i Danmark angiver korrekt moms til Danmark.
SKAT har ikke selv konkrete tal for udviklingen i handelen via internettet. Dansk Erhverv og FDIH offentliggør løbende analyser af internethandlen i Danmark. Analyserne viser en kraftig vækst ved handel på såvel danske som udenlandske hjemmesider. Ifølge Dansk Erhvervs E-Analyse 2016 stiger danskernes internethandel fra 69 mia. kr. i 2013 til 110 mia. kr. i 2016,[1] heraf udgør handlen i udlandet henholdsvis 15 mia. kr. og 34 mia. kr.
En af hovedudfordringerne ved momskontrol af udenlandske internetvirksomheder er at identificere virksomhederne og dermed udvælge de mest kontrolrelevante. Danske forbrugeres handel hos udenlandske internetvirksomheder efterlader ofte ikke andre spor i Danmark end deres betaling med betalingskort.
Det vil derfor være af væsentlig betydning for momskontrollen både i forhold til identifikation af de udenlandske internetvirksomheder, afgiftsgrundlaget, kontrol af om de udenlandske internetvirksomheder er korrekt registeret og om de angiver korrekt moms, at SKAT får oplysninger fra udbydere af betalingstjenester om danske forbrugeres brug af betalingskort i udlandet.
Hvem pålægges oplysningspligt
SKAT ønsker at forny det tidligere pålæg vedrørende den virksomhed, der er omhandlet i SKM2017.435.SKAT.
Herudover ønsker SKAT at pålægge virksomheder, der i øvrigt er udbydere af betalingstjenester, pligt til at levere oplysninger om betalinger.
Hvis nogle af de omhandlede virksomheder er selskaber i en koncern, der udbyder betalingstjenester i andre selskaber i koncernen, der er relevant i forhold til pålægget, skal pålægget også omfatte disse selskaber mv.
Hvilke betalingsoplysninger indhentes
SKAT ønsker at indhente betalingsoplysninger om unavngivne personers brug af betalingskort i udlandet, således at der tilvejebringes en oversigt over det samlede beløb, der er overført til konkrete beløbsmodtagere i udlandet pr. kalenderår i oprindelig valuta og danske kroner.
Der indhentes oplysninger om de enkelte beløbsmodtagere i et omfang, som gør det muligt for SKAT at identificere de konkrete beløbsmodtagere, med hensyn til navn, adresse, land, hjemmeside, branche mv.
Afgrænsningen af datamængden og den efterfølgende proces med udlevering af dataene afklares i dialog med de selskaber mv., der er omfattet af pålægget.
For hvilken periode indhentes betalingsoplysninger
SKAT ønsker tilladelse til at indhente oplysninger om betalinger foretaget i perioden 1. januar 2016 – 31. august 2017, dog således at der først indhentes oplysninger for 2017. På baggrund af en gennemgang af oplysningerne for 2017 vurderer SKAT, om der er behov for at indhente oplysninger for 2016.
Hvornår vil Skatterådet blive orienteret om resultatet af undersøgelserne
Skatterådet vil blive orienteret om resultatet af momskontrollen ved projektets afslutning.
Herudover vil Skatterådet årligt blive orienteret om status på forløbet med at indhente betalingsoplysningerne og de foreløbige resultater af momskontrollen. SKAT vil afgive første afrapportering i 2. kvartal 2018.
Indstilling
Det indstilles til Skatterådet, at der i medfør af momslovens § 75, stk. 5, meddeles SKAT tilladelse til at indhente ovennævnte oplysninger hos de anførte selskaber mv.
Skatterådets beslutning
Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling i sin helhed og meddelte således tilladelse til, at SKAT efter momslovens § 75, stk. 5, indhenter oplysninger som angivet i indstillingen.
[1] Kilde: Dansk Erhverv E-Analyse 2016 – november 2016 – figur 2 og figur 6.