Dato for udgivelse
27 Sep 2016 09:36
SKM-nummer
SKM2016.423.SR
Myndighed
Skatterådet
Sagsnummer
16-1343469
Dokument type
Meddelelse
Overordnede emner
Skat
Overemner-emner
Virksomheder
Emneord
Skatterådspålæg, oplysningspligt
Resumé

Skatterådet fulgte SKATs indstilling om, at et auktionsfirma i medfør af skattekontrollovens § 8 D, stk. 1, skulle meddele SKAT oplysninger om foretagne kapitaludlodninger til unavngivne virksomheder og personer.

Hjemmel

Skattekontrolloven § 8 D, stk. 1

Reference(r)

Skattekontrolloven § 8 D, stk. 1

Henvisning

Den juridiske vejledning 2016-2, afsnit A.C.2.1.1.5

Skatterådet har på mødet den 30. august 2016 behandlet en sag om indstilling til Skatterådet om pålæg oplysningspligt efter skattekontrolloven § 8 D, stk. 1.

Formål og baggrund 

SKAT har i 2014 og 2015 foretaget kontrol af beskatningen af kapitalfondsudlodninger fra en nærmere bestemt virksomhed vedrørende indkomstårene 2012, 2013 og 2014.  

Resultatet af SKATs kontroller vedrørende kapitalfondsudlodninger er indkomstforhøjelser primært  i forbindelse med ophørte leverandører. 

SKAT har drøftet den manglende beskatning med virksomheden, herunder vejledning af modtagerne af kapitalfondsudlodninger om skattepligt i forbindelse med udbetaling. Virksomheden har på baggrund af drøftelserne forbedret de følgebreve, som bliver vedlagt udbetalingerne fra kapitalfonden, og det er præciseret, at de udbetalte beløb er skattepligtige og skal selvangives. 

SKAT vil anvende erfaringerne om manglende beskatning af kapitalfondsudlodninger til en opfølgende indsats. Formålet er at afdække, om SKATs dialog med virksomheden har haft en effekt. 

SKAT ønsker at foretage kontrol af kapitalfondsudlodninger fra virksomheden, udloddet i 2015 og 2016. SKAT har til dette brug behov for kontroloplysninger på unavngivne virksomheder og personer fra virksomheden for at kontrollere om udlodningerne bliver beskattet.  

Hvem pålægges oplysningspligt

SKAT indstiller, at SKAT efter skattekontrollovens § 8 D indhenter oplysninger hos virksomheden om unavngivne virksomheders og personers kapitalfondsudlodning fra virksomheden, cvr. nr. xx xx xx xx.

Hvilke oplysninger indhentes

Fra virksomheden ønsker SKAT følgende oplysninger:

  • Identifikation (Navn, adresse, cpr-nr/cvr.nr) på virksomheder og personer som har modtaget kapitalfondsudlodninger.
  • Virksomhedens udbetaling af kapitalfondsudlodninger.
  • Angivelse af om der er tale om udlodning til en ophørt leverandør.

For hvilken periode indhentes oplysninger 

Oplysningerne indhentes for udlodninger foretaget i 2015 og 2016.

Kapitalfondsudlodningen udloddet i 2015 blev godkendt på generalforsamlingen i marts 2015 og udbetalt senere i marts 2015. 

Kapitalfondsudlodningen udloddet i 2016 blev godkendt på generalforsamlingen i april 2016 og blev udbetalt senere i april 2016.

Hvornår vil Skatterådet blive orienteret om resultatet af undersøgelserne

SKAT kan orientere om resultatet af undersøgelserne ultimo 2017.  

Indstilling

Det indstilles til Skatterådet, at SKAT i medfør af skattekontrollovens § 8 D, stk. 1, meddeles tilladelse til at indhente de ønskede oplysninger hos den pågældende virksomhed.

Skatterådets beslutning

Skatterådet tiltræder SKATs indstilling i sin helhed og meddelte således tilladelse til, at SKAT efter skattekontrollovens § 8 D, stk. 1, indhenter oplysninger som angivet i indstillingen.