Afsnittet indeholder:
- Hovedregel
- Undtagelse nr. 1
- Undtagelse nr. 2
Hovedregel
Som hovedregel kan kasinoet afholde turneringer uden forudgående anmeldelse eller ansøgning til Spillemyndigheden.
Undtagelse nr. 1
Som en undtagelse hertil skal kasinoet søge Spillemyndigheden om tilladelse, hvis kasinoet ønsker at afvikle turneringer i nærtstående lokale, da dette er en undtagelse til bestemmelsen om, at kasinoet skal udgøre et sammenhængende entréområde. Spillemyndigheden kan tillade, at der i særlige, enkeltstående tilfælde afholdes turneringer i et nærtstående lokale.
Se BEK nr. 1290/2019 § 42.
Definition af nærtstående lokale
Det vil altid bero på en konkret vurdering, om Spillemyndigheden kan give tilladelse til afholdelse af turneringer i et nærtstående lokale. Det er i den forbindelse vigtigt at fastslå, at Spillemyndigheden ikke har beføjelse til at meddele tilladelse til afholdelse af cash games i et nærtstående lokale.
Et nærtstående lokale kan defineres, som et lokale, der ligger ved siden af eller lige over/under eller i forlængelse af et kasino. Er to lokaler for eksempel forbundet via en vindeltrappe vil disse således, uanset niveauforskel, blive betragtet som nærtstående.
Vilkår i tilknytning til en tilladelse
Giver Spillemyndigheden tilladelse til afholdelse af turneringer i et nærtstående lokale, vil det i så fald blive meddelt på følgende vilkår:
- Afviklingen af spil på spillebordene i kasinoet og i det nærtstående lokale sker i overensstemmelse med de af Spillemyndigheden godkendte spilleregler for poker.
- Indgang til og udgang fra det nærtstående lokale skal ske udelukkende via kasinoet.
- Alle indbetalinger og præmieudbetalinger skal foregå i kassen i selve kasinoet.
- Spilleloven og kasinobekendtgørelsens regler, herunder reglerne om registrering af spillere, optælling af spilleborde og elektronisk overvågning skal overholdes.
Spillemyndigheden kan fastsætte yderligere vilkår for afholdelse af turneringen.
Undtagelse nr. 2
En anden undtagelse gælder for turneringer, der afholdes af kasinoer i fællesskab, og afholdelse af turneringer, som er en del af en række internationale turneringer. Disse turneringer skal anmeldes skriftligt til Spillemyndigheden senest 4 uger inden afholdelsen af turneringerne.
Se BEK nr. 1290/2019 § 43.