Dette afsnit handler om onlinekasinoer, herunder hvilke spil der kan udbydes efter spilleloven.

Afsnittet indeholder:

  • Hvad er et onlinespil?
  • Hvilke spil kan udbydes i et onlinekasino?
  • Tilladelsens længde og fastsatte begrænsninger.

Hvad er et onlinespil?

Online spil defineres som spil ved brug af fjernkommunikation. Dvs.at spillet udbydes, indgås og foregår uden at spilleren og spiludbyderen mødes fysisk.

Omvendt vil udbud af spil, hvor spilleren og udbyderen mødes fysisk anses som landbaseret udbud af spil.

Se 2009/1 LSF 202

Eksempler på fjernkommunikation

Forarbederne til spilleloven nævner, tv, radio, mobiltelefon, videotekst (mikro-computer, fjernsynsskærm) med tastatur eller sensorskærm, elektronisk post (e-mail). Hertil kan blandt andet tilføjes tablets.

Se 2009/1 LSF 202

Hvilke spil kan udbydes I et onlinekasino?

Onlinekasino omfatter spillene:

  • roulette,
  • black jack,
  • baccarat,
  • punto banco,
  • poker og
  • spil på gevinstgivende spilleautomater,

Herudover omfatter det også alle andre spil, der har element af både færdighed og tilfældighed. Disse spil bliver kaldt kombinationsspil.

Se SPILL § 18, stk. 1 og 3.

Bemærkninger nævner i øvrigt følgende specifikke kombinationsspil som omfattet af onlinekasinotilladelsen:

  • backgammon,
  • whist,
  • hjerterfri,
  • yatzy og
  • ludo.

Bemærk

Det er tilladelsesindehavernes ansvar om et spil kan anses for at være et kombinationsspil. Det vil sige, at, hvis der haves tilladelse til onlinekasino, skal der ikke søges forudgående tilladelse til at udbyde et kombinationsspil.

Se også

Se også:

  • Afsnit J.A.1.4.2 om definitionen på et kombinationsspil.

Tilladelsens længde og Spillemyndighedens fastsatte begrænsninger

En tilladelse til onlinekasino kan udstedes til en spiludbyder i indtil 5 år. Dvs. at der i konkrete tilfælde, hvor ansøgerens konkrete forhold begrunder det, kan fastsættes en kortere tilladelsesperiode.

Se SPILL § 18, stk. 2.

En tilladelse kan også udstedes, hvor antallet eller typen af spil er begrænset eller nærmere defineret. På samme grundlag, som ved en fastsat kortere tilladelsesperiode, fastsættes denne type begrænsning på grund af ansøgerens konkrete forhold.

Se SPILL § 18, stk. 3.

Se også

Se også:

Afsnit J.A.2 om ansøgning til tilladelse om onlinkasino.