Den ansvarlige bevillingshaver skal efter den offentlige hasardspilsturnering udarbejde et regnskab. Regnskabet skal være udarbejdet senest to måneder efter, at en turnering er afsluttet. Se POKL § 21, stk. 1.

I regnskabet skal hver enkelt betaling til og fra turneringspuljen dokumenteres med angivelse af beløbets størrelse og dato for betalingen. I forbindelse med den enkelte transaktion skal der som minimum være anført deltagerens navn og kontonummer, således at det er muligt at identificere den, som har overført penge, eller den, hvortil pengene er blevet overført. Hvis der er foretaget kontant betaling, skal der til regnskabet sikres bilag, som dokumenterer betalingen. Se POKL § 21, stk. 2.

Regnskabet skal desuden indeholde de deltagende spilleres navne, adresser og fødselsdatoer samt redegørelsen for spilleregler og præmiesummer. Se POKL § 21, stk. 3 og 4.

Regnskab samt tilhørende oplysninger kan opbevares i papirform eller lagres elektronisk, eksempelvis på en pc eller lignende.

Den ansvarlige bevillingshaver skal opbevare regnskabet i fem år, hvorefter oplysningerne indenfor rimelig tid skal slettes. Se POKL § 22.

Bemærk

Opbevaringspligten består i fem år. Dette gælder uanset, om den ansvarlige bevillingshaver efterfølgende opgiver eller mister sin bevilling til at afvikle offentlige hasardspilsturneringer.