Indhold
Afsnittet indeholder:
- Markedsføring overfor spillere der midlertidigt eller endeligt har udelukket sig selv fra deltagelse i spil
Tilladelsesindehavers tilbud til spillere om en bonus for deltagelse i spil
Markedsføring overfor spillere der midlertidigt eller endeligt har udelukket sig selv fra deltagelse i spil
Tilladelsesindehaver skal træffe foranstaltninger til at undgå at sende markedsføring til spillere, der har udelukket sig selv fra deltagelse i spil midlertidigt eller endeligt. Se af BEK nr. 65/2012 om landbaserede væddemål § 5, BEK nr. 66/2012 om online væddemål § 18, og BEK nr. 67/2012 om onlinekasino § 20.
En egnet foranstaltning kan være en proces eller digital funktion, som medfører at spillere automatisk bliver fjernet uden ophold fra mailinglister (til markedsføring), når udelukkelsen bliver kendt for tilladelsesindehaveren. Ved udelukkelse direkte hos tilladelsesindehaveren vil det således være øjeblikkeligt, mens en registrering i ROFUS først vil være tilladelsesindehaveren kendt, hvis spilleren forsøger login til sin spilkonto eller selvstændigt gør opmærksom på registreringen.
Tilladelsesindehavers tilbud til spillere om en bonus for deltagelse i spil
Hvis tilladelsesindehaver vælger at tilbyde spillerne en bonus for at deltage i spil, skal alle vilkår være oplyst på en klar og tydelig måde i umiddelbar tilknytning til tilbuddet. Udbetaling af en bonus til spilleren skal desuden ske uden videre, når vilkårene er opfyldt.
Det er også et generelt vilkår, at bonus ikke må gives til enkelte spillere på vilkår, som adskiller sig fra tilbud givet til andre spillere.
Endelig skal spilleren som minimum have 60 dage til at opfylde eventuelle vilkår der er knyttet til udbetalingen af en bonus.
Se BEK nr. 65/2012 § 6, BEK nr. 66/2012 § 19, og BEK nr. 67/2012 § 21.
Ud over bestemmelserne om bonus i disse bekendtgørelser, skal spil markedsføres efter dansk rets almindelige regler om dette samt reglerne i spillelovgivningen. Der kan i denne forbindelse især henvises til bestemmelserne herom i spilleloven, lov for Grønland om visse spil, samt markedsføringsloven.
Begreberne "klar og tydelig måde i umiddelbar tilknytning til tilbuddet"
Spillemyndigheden har i vid udstrækning valgt at fortolke bonusbestemmelserne i BEK nr. 65/2012, nr. 66/2012 og nr. 67/2012 i overensstemmelse med praksis efter markedsføringslovens § 9 om salgsfremmende foranstaltninger, som Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med.
Som udgangspunkt skal alle vilkår for den pågældende bonus således være oplyst på en klar og tydelig måde i umiddelbar tilknytning til tilbuddet om bonus. Dette betyder, at alle betingelser/begrænsninger og forbehold for at modtage bonussen skal gengives i bonustilbuddet ved den første præsentation og i samme medie, som markedsføringen finder sted.
Kravet om klarhed betyder, at tilbudsbetingelserne skal være korrekte, formuleret korrekt og være relevante. Betingelserne må således ikke kunne give anledning til misforståelser, tvetydigheder eller fejlfortolkninger. Betingelserne bør ikke indeholde unødig information. Eventuelle forbehold eller betingelser/begrænsninger i et tilbud skal markedsføres således, at disse fremgår med tilnærmelsesvis samme meddelelseseffekt som selve tilbuddet.
I nogle situationer vil det grundet mediets art ikke være muligt at gengive alle betingelser, men således være nødvendigt at henvise til et andet medie for yderligere oplysninger. I sådanne situationer er det afgørende, at bonustilbuddet er beskrevet klart, loyalt og afbalanceret med hensyn til fordele, forbehold og betingelser/begrænsninger. Hvis der er knyttet væsentlige begrænsninger til tilbuddet, vil det ikke være tilstrækkeligt at henvise til andet medie, eftersom tilbuddet da ikke kan anses for at være beskrevet klart, loyalt og afbalanceret med hensyn til fordele og begrænsninger.
Følgende eksempler på begrænsninger må anses for væsentlige:
- At bonus alene gælder for en begrænset kreds
- At der gælder indbetalingskrav for at modtage bonussen
- At der gælder omsætningskrav for at modtage bonussen
- Tidsmæssige begrænsninger for at modtage bonussen
Hvis ét eller flere af de ovennævnte begrænsninger konkret bliver stillet i forbindelse med et tilbud om bonus, bør de pågældende vilkår som hovedregel fremgå af tilbuddet ved den første præsentation/omtale og i samme medie, som markedsføringen finder sted.
Det vil til enhver tid være op til den spiludbyder, som ønsker at markedsføre sit bonustilbud, at vurdere hvorvidt det konkrete bonustilbud indeholder væsentlige begrænsninger.
Særligt om specifikke medietyper
For så vidt angår medietyperne (i) AdWords, (ii) bannerreklamer og (iii) radioreklamer gøres visse undtagelser fra ovennævnte hovedregel.
I relation til AdWords og bannerreklamer på internettet har Spillemyndigheden i samarbejde med Forbrugerombudsmanden valgt at anlægge følgende praksis:
Det er tilstrækkeligt, at det i reklamen tydeligt nævnes, at der gælder vilkår for bonustilbuddet, samt at der i reklamen linkes direkte til de relevante vilkår/begrænsninger og bonustilbuddet i sin helhed. Det vil i denne forbindelse ikke være tilstrækkeligt, at der blot linkes til spiludbyderens generelle hjemmeside.
I relation til radioreklamer har Spillemyndigheden i samarbejde med Forbrugerombudsmanden valgt at anlægge følgende praksis:
Det er tilstrækkeligt, at det i reklamen nævnes, at der gælder indbetalings- og omsætningskrav, såfremt et af disse vilkår konkret stilles. Herudover skal det i reklamen nævnes, at der gælder andre vilkår/begrænsninger for bonustilbuddet med henvisning til, hvor disse vilkår/begrænsninger samt tilbuddet i sin helhed kan læses.
De ovennævnte undtagelser skal ses i lyset af de tekniske udfordringer i de nævnte medier, som umuliggør en gengivelse af alle væsentlige betingelser.
Se også
Se også:
- Afsnit J.A.5.1 om de generelle markedsføringsregler i spilleloven og lov for Grønland om visse spil.
- Afsnit J.A.5.2 om markedsføringslovens bestemmelser i relation til spil.