Indhold

Dette afsnit beskriver, hvad Skattestyrelsen bruger boopgørelsen til.

Afsnittet indeholder:

  • Dødsboer omfattet af reglen
  • Hovedregel
  • Undtagelse.

Dødsboer omfattet af reglen

Reglen omfatter alle skiftede dødsboer.

Hovedregel

Skattestyrelsen bruger boopgørelsen til flere formål:

  • Skattestyrelsen skal godkende eller forkaste dødsboets egne værdiansættelser i boopgørelsen. Se BAL § 12 og afsnit C.E.9.2 om værdiansættelser.
  • Skattestyrelsen godkender eller ændrer dødsboets beregninger af passivposter. Se BAL § 13 a og afsnit C.E.9.3 om beregning af passivposter.
  • Skattestyrelsen afgør, om dødsboet er skattefritaget efter DBSL § 6. Se afsnit C.E.3.1.5 om, hvornår et dødsbo er skattefritaget.
  • Skæringsdagen i boopgørelsen afgør, hvornår dødsboets skattepligt ophører, og hvornår udlodningsmodtagers skattepligt vedrørende udloddede aktiver begynder. Se afsnit C.E.3.1.4 om dødsboets skattepligtsperiode og afsnit C.E.3.4.1 om indkomstskattepligt af udloddede aktiver.
  • Når dødsboet ikke er skattefritaget efter DBSL § 6, skal dødsboet sende oplysningsskema for bobeskatningsperioden ind til Skattestyrelsen, når boopgørelsen sendes ind. Skattestyrelsen foretager skatteansættelse og skatteberegning på baggrund af oplysningsskemaet. Se afsnit C.E.3.3 om dødsboer, der ikke er fritaget for beskatning.
  • Når dødsboet er skattefritaget efter DBSL § 6, og dødsboet indeholder forhold, der gør, at dødsboet er omfattet af obligatorisk afsluttende skatteansættelse for mellemperioden, skal dødsboet sende oplysningsskema for mellemperioden til Skattestyrelsen, når boopgørelsen sendes ind. Skattestyrelsen foretager skatteansættelse og skatteberegning på baggrund af oplysningsskemaet.
  • Se afsnit
    • C.E.3.2.2.3 om obligatorisk afsluttende skatteansættelse for mellemperioden
    • C.E.3.2.3 om indkomstopgørelse for mellemperioden
    • C.E.3.2.4 om skatteberegning for mellemperioden.

Undtagelse

Dødsboer, som skifteretten har udleveret til forenklet privat skifte efter DSL § 33, skal ikke indsende boopgørelse. I stedet skal Skattestyrelsen godkende eller forkaste dødsboets egne værdiansættelser i åbningsstatus. Se BAL § 12, stk. 4, og afsnit C.E.9.2 om værdiansættelser.

Skattestyrelsens afgørelse vedrørende værdiansættelserne kan få betydning for, om

  • dødsboet ikke er skattefritaget efter DBSL § 6
  • dødsboet skal betale boafgift.

Det vil sige, at en ændring af dødsboets egne værdiansættelser kan medføre, at betingelserne for skifteformen forenklet privat skifte efter DSL § 33 ikke længere er til stede.

Når dødsboet er udleveret til forenklet privat skifte med ægtefællen efter DSL § 34, skal Skattestyrelsen ikke godkende eller forkaste dødsboets egne værdiansættelser, da skifteformen ikke er omfattet af BAL § 12, stk. 4.