Spørgsmål
Er udbyttebegrænsningsreglerne overholdt, jf. aktieavancebeskatningslovens § 36, stk. 7, såfremt A ApS udlodder DKK. 5.599?
Svar
Nej.
Beskrivelse af de faktiske forhold
I sin tid ejede anpartshaverne i A ApS på følgende måde
Med virkning pr. 18/11 2007 gennemførte de oprindelige anpartshavere i A ApS en skattefri anpartsombytning i henhold til reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 36 A.
Efterfølgende blev der den 30/6 2008 vedtaget en skattefri ophørsspaltning af det ved anpartsombytningen opståede holdingselskab. Den skattemæssige spaltningsdato er efter rådgivers opfattelse den 18/11 2007.
Koncernstrukturen er efterfølgende ændret ved, at det underliggende datterselskab "CE ApS" er frasolgt i efteråret 2008. Ved frasalget havde A ApS en aktieavance på 1.565 kr.
Årsrapporterne for 2008 kan betragtes som værende endelige bortset fra, at der mangler stillingtagen til den årlige værdiregulering af investeringsejendomme og dertilhørende gæld. Ved afgivelsen af det bindende svar bedes det for nemheds skyld forudsat, at værdireguleringen udgør 0 kr.
Det bedes desuden forudsat, at det regnskabsmæssige resultat for A ApS for de kommende 2 regnskabsår forventes at udgøre 0 kr. samt, at udbytteudlodningen vil udgøre 0 kr.
Der har ikke på noget tidspunkt tidligere været udloddet udbytte hverken internt i koncernen eller eksternt til anpartshaverne.
Rådgiver anmoder om bindende svar i relation til, hvorvidt de gældende regler for udbyttebegrænsning hermed er overholdt, herunder bestemmelserne i L23.
Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling
Det er rådgivers opfattelse, at der kan udloddes følgende fra A ApS og samtidig overholde udbyttebegrænsningsreglerne.
Ordinært resultat efter skat
Regnskabsåret 2006 3.476
Regnskabsåret 2007 2.224
Regnskabsåret 2008 972 6.672
Modtaget skattefrit udbytte
Regnskabsåret 2006 0
Regnskabsåret 2007 0
Regnskabsåret 2008 0 0
Indtægtsførte skattefrie avancer på aktier
Regnskabsåret 2006 -30
Regnskabsåret 2007 -71
Regnskabsåret 2008 -1.565
heraf dog maksimalt årets resultat 593 -972
Udbytte, som kan udloddes i 2009 5.599
SKATs indstilling og begrundelse
Der spørges til, hvorvidt udlodning af 5.599 kr. fra A ApS til sine aktionærer vil overholde udbyttebegrænsningsreglerne i aktieavancebeskatningslovens § 36 A, stk. 7.
Aktieavancebeskatningslovens § 36A, stk. 7, 1. pkt. lyder "En aktieombytning, der er sket uden tilladelse fra told- og skatteforvaltningen, anses som en afståelse af aktierne i det erhvervede selskab til tredjemand på ombytningstidspunktet, hvis det erhvervende selskab i en periode på 3 år regnet fra ombytningstidspunktet modtager skattefrit udbytte af aktierne i det erhvervede selskab, der overstiger det erhvervende selskabs andel af det efter 5. pkt. opgjorte resultat for det erhvervede selskab i det regnskabsår, som udlodningen vedrører."
Aktieavancebeskatningslovens § 36 A, stk. 7, 5. pkt. lyder "Resultatet for det erhvervede selskab opgøres som det ordinære resultat i den godkendte årsrapport efter skat fratrukket skattefrit udbytte og skattefri aktieavancer, som det erhvervede selskab har modtaget."
Ordlyden af aktieavancebeskatningslovens § 36 A blev ændret ved vedtagelsen af Lov nr. 98 af 10. februar 2009 (L23 2008-09). Inden da var ordlyden af aktieavancebeskatningslovens § 36 A, stk. 1 "En aktieombytning, der er sket uden tilladelse fra told- og skatteforvaltningen, anses som en afståelse af aktierne i det erhvervede selskab til tredjemand på ombytningstidspunktet, hvis det erhvervende selskab i en periode på 3 år regnet fra ombytningstidspunktet modtager skattefrit udbytte af aktierne i det erhvervede selskab, der overstiger det erhvervende selskabs andel af det ordinære resultat i den godkendte årsrapport for det regnskabsår, som udlodningen vedrører."
Der er således med vedtagelsen af Lov nr. 98 sket en ændring i, hvad der må udloddes uden aktieombytningen betragtes som skattepligtig.
Ikrafttrædelsesbestemmelsen for aktieavancebeskatningslovens § 36 A, stk. 7 lyder "(...) har virkning for udbytte og tilskud, der udloddes henholdsvis ydes den 3. december 2008 eller senere", jf. Lov nr. 98 af 10. februar 2009 § 10, stk. 7.
Ved ændringsforslag til 3. behandling af Lov nr. 98 var begrundelsen for ikrafttrædelsesbestemmelsen, at "Baggrunden for det ændrede virkningstidspunkt er, at udbyttebegrænsningen efter de ændringsforslag, der blev stillet den 3. december 2008 (nr. 11, 14 og 18 i Skatteudvalgets betænkning) fremover skal tage udgangspunkt i det udbyttebegrænsede selskabs ordinære resultat efter skat i stedet for i det ordinære resultat før skat. Da der kan være selskaber, der i perioden fra fremsættelsen af lovforslaget af 8. oktober 2008 og frem til ændringsforslagene af 3. december 2008 har udloddet udbytte uden at have haft mulighed for at indrette sig i overensstemmelse hermed, bør ændringerne ikke tillægges virkning fra fremsættelsen, men i stedet fra den 3. december 2008."
Det er på baggrund heraf SKATs opfattelse, at udlodninger som foretages efter 3. december 2008 skal baseres på det udbyttebegrænsede selskabs ordinære resultat efter skat, også for så vidt angår de dele af udlodningen, som bunder i selskabets resultater fra før 3. december 2008.
I forhold til denne sag betyder det, at resultaterne fra regnskabsåret 2006, regnskabsåret 2007 og regnskabsåret 2008 alle skal opgøres på baggrund af A ApS' ordinære resultat efter skat.
Derudover skal SKAT bemærke, at Skatteministeren i spørgsmål 17 til Lov nr. 98 af 10. februar 2009 (L23 2008-09) bemærkede følgende "Indledningsvis bemærkes, at udbyttebegrænsningen opgøres over en periode på 3 år. Der gælder derfor i princippet ingen udbyttebegrænsning for de enkelte indkomstår. Reglerne indebærer således ikke, at omstruktureringen bliver skattepligtig, hvis der i et enkelt år udloddes udbytte, der overstiger (datter)selskabets ordinære resultat - hvis de samlede udlodninger ikke overstiger det samlede ordinære resultat set over hele 3 års-perioden."
Samtidig skal SKAT gøre opmærksom på, at det ved besvarelsen af spørgsmålet antages, at de oplyste tal for regnskabsåret 2008 bliver som oplyst.
Det er herefter SKATs opfattelse, at A ApS maksimalt kan udlodde følgende, således at omstruktureringen forbliver skattefri:
Ordinært resultat efter skat
Regnskabsåret 2006 3.476
Regnskabsåret 2007 2.224
Regnskabsåret 2008 972 6.672
Modtaget skattefrit udbytte
Regnskabsåret 2006 0
Regnskabsåret 2007 0
Regnskabsåret 2008 0 0
Indtægtsførte skattefrie avancer på aktier
Regnskabsåret 2006 -30
Regnskabsåret 2007 -71
Regnskabsåret 2008 -1.565 -1.666
Udbytte, som kan udloddes i 2009 5.006
SKAT har ikke taget stilling til, om den skattemæssige spaltningsdato for ophørsspaltningen som oplyst er den 18. november 2007. Ligesom SKAT heller ikke ved nærværende sag har taget stilling til den skattefri aktieombytning og efterfølgende skattefri ophørsspaltning.
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet følger SKATs indstilling.
Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode
I 5 år, der regnes fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.