Spørgsmål
Kan den 1. juli 2006 anses for selskabsretlig, regnskabs- og skattemæssig spaltningsdato, idet afventningen af de 4 ugers offentliggørelse hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og fastsættelse af de endelige værdier i spaltningsbalancen, betragtes som et formkrav?
Eller skal spaltningen gennemføres med 1. juli 2006 som selskabsretlig og regnskabsmæssig spaltningsdato og ca. 31. august 2006 som skattemæssig spaltningsdato, hvorefter der skal udarbejdes et perioderegnskab til opgørelse af sambeskatningsindkomsten for perioden 1. juli - 31. august 2006?
Svar
Skattemæssig spaltningsdato skal i den konkrete sag anses for at være ca. den 31. august 2006, hvorefter der skal udarbejdes et perioderegnskab for perioden 1. juli - 31. august 2006 med henblik på, at der kan laves en indkomstopgørelse for det indskydende henholdsvis de modtagende selskaber.
Beskrivelse af de faktiske forhold
På vegne af X ApS anmodes om bindende svar til fastsættelse af den skattemæssige spaltningsdato, idet selskabet har modtaget tilladelsen til at gennemføre en skattefri ophørsspaltning.
Der er anmodet om at gennemføre spaltningen med 1. juli 2006 som spaltningsdato, idet selskabet har regnskabsafslutning pr. 30. juni, og vi derved kan undgå ekstra omkostningerne til udarbejdelse af perioderegnskab m.m.
Spaltningen kan herefter igangsættes ved, at der hurtigst muligt efter regnskabsafslutningen, primo juli måned indsendes spaltningsplan til offentliggørelse hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (ASL §136d), og efter minimum 4 uger, ultimo august måned (efter fastsættelse af de endelige værdier i spaltningsbalancen) kan spaltningen endelig vedtages (ASL §136e).
De nye regler om tvungen national sambeskatning har skabt tvivl om fastsættelsen af den skattemæssige spaltningsdato, idet datoen for ophør eller etablering af sambeskatning efter FUSL § 5 skal anvendes som skattemæssig fusions/spaltningsdato (selskabet er i dag sambeskattet med det 100% ejede datterselskab Y A/S, og spaltningen af selskabet vil derfor medføre et ophør af sambeskatningen). Til belysning af problematikken henvises til TfS.2006.173, der indeholder en række svar fra skatteministeriet i forbindelse med de nye sambeskatningsregler.
Kan den 1. juli 2006 anses for selskabsretlig, regnskabs- og skattemæssig spaltningsdato, idet afventningen af de 4 ugers offentliggørelse hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, og fastsættelse af de endelige værdier i spaltningsbalancen, betragtes som et formkrav?
Eller skal spaltningen gennemføres med 1. juli 2006 som selskabsretlig og regnskabsmæssig spaltningsdato og ca. 31. august 2006 som skattemæssig spaltningsdato, hvorefter der skal udarbejdes et perioderegnskab til opgørelse af sambeskatningsindkomsten for perioden 1. juli - 31. august 2006?
Er det i overensstemmelse med formkravene til den skattefri ophørsspaltning, hvis den skattemæssige spaltningsdato afviger fra den regnskabsmæssige og selskabsretlige spaltningsdato?
SKATs indstilling og begrundelse
Hovedreglen i fusionsskattelovens § 5 er, at datoen for den i forbindelse med fusionen udarbejdede åbningsstatus for det modtagende selskab anses i skattemæssig henseende for fusionsdato.
Det følger dog af fusionsskattelovens § 5, stk. 1, 3. pkt., at hvis indkomsten i et af de i fusionen deltagende selskaber opgøres efter reglerne i selskabsskattelovens § 31, stk. 3, som følge af, at koncernforbindelsen, jf. selskabsskattelovens § 31 C, er ophørt eller etableret inden eller i forbindelse med fusionen (eller spaltningen), anvendes tidspunktet for ophøret henholdsvis etableringen af koncernforbindelsen uanset 1. og 2. pkt. som skattemæssig fusionsdato for det pågældende selskab.
Der er i nærværende sag tale om en ophørsspaltning. Dette medfører defacto, at en koncernforbindelse ophører og omstruktureringen omfattes derfor af § 5, stk. 1, 3. pkt. Den skattemæssige spaltningsdato skal anses for at være vedtagelsesdatoen for spaltningen - ca. den 31. august 2006.
Konsekvensen bliver herefter, at der skal udfærdiges et perioderegnskab for tidsrummet mellem det selskabsretlige og det skatteretlige spaltningstidspunkt. Se hertil SKM2006.105.SKAT
Det indstilles således samlet at svare, at skattemæssig spaltningsdato i den konkrete sag skal anses for at være ca. den 31. august 2006, hvor spaltningen vedtages, hvorefter der skal udarbejdes et perioderegnskab for perioden 1. juli - 31. august 2006 med henblik på, at der kan laves en indkomstopgørelse for det indskydende henholdsvis de modtagende selskaber.
Skatterådets afgørelse og begrundelse
Skatterådet tiltrådte indstillingen.