| Tilbagebetaling af CFC-skat Hvis eventuelt udskudte udenlandske skatter betales, kan indkomsten allerede være blevet CFC-beskattet i Danmark. Indkomsten bør imidlertid ikke dobbeltbeskattes. Der er indført en tilbagebetalingsordning af CFC-skat, hvis de samlede betalte udenlandske skatter sammen med de samlede betalte CFC-skatter skulle komme til at overstige den danske skat på CFC-indkomsten, jf. SEL § 32, stk. 13. Hvis et moderselskab har betalt CFC-skat, kan den betalte CFC-skat modregnes i moderselskabets øvrige skatter i senere år. Det kan dog kun ske i det omfang, datterselskabets betalte skatter, jf. stk. 11, og betalte skatter efter SEL § 32 overstiger summen af den danske skat af datterselskabets indkomst for det pågældende og mellemliggende indkomstår. De 3 indkomstår som ligger forud for det første indkomstår, hvor datterselskabet opfylder betingelserne i stk. 1, kan medregnes i opgørelsen efter SEL § 32, stk. 13, 1. pkt. Det er dog en betingelse, at moderselskabet i hele perioden har bestemmende indflydelse i datterselskabet, se ovenfor afsnit S.D.5.2.1.
|