Dokumentets dato
12 sep 2001
Dato for offentliggørelse
12 sep 2001 09:54
Cirkulærets nummer
2001-31
Ansvarlig fagkontor
Erhvervsafdelingen; Punkt- og Miljøafgiftskontoret
Sagsnummer
99/98-351-00038
Overordnede emner
Afgift
Redaktionelle noter

Ophævet.

Link til Retsinformation: http://www.retsinfo.dk/_GETDOC_/ACCN/C20010016409-regl

(Told- og Skatteregionerne)

1. Baggrund

Efter § 9 i lov om afgift af affald og råstoffer (senest Skatteministeriets lovbekendtgørelse nr. 570 af 3. august 1998 med senere ændringer) skal der betales afgift af affald, der tilføres en registreringspligtig virksomhed.

Ved registreringspligtig virksomhed forstås efter samme lovs § 11 bl.a. virksomheder og anlæg, der til deponering eller forbrænding modtager affald, der er omfattet af kommunalbestyrelsens anvisningspligt eller en kommunal indsamlingsordning.

Pr. 1. januar 1997 er der indført krav om anvisning af forbrændingsegnet affald til forbrænding. Der savnes imidlertid forbrændingskapacitet på forbrændingsanlæggene i dag.

Kommunalbestyrelsen kan anvise forbrændingsegnet affald (dog ikke dagrenovation) til midlertidig oplagring med henblik på senere forbrænding i op til et år. Miljøstyrelsen kan dispensere for denne frist, hvis der opstår midlertidige kapacitetsproblemer på forbrændingsanlæggene. På grund af den manglende forbrændingskapacitet er der de senere år givet dispensationer i op til 10 år. Der sker derfor midlertidig oplagring (mellemdeponering) af det forbrændingsegnede affald.

2. Retningslinier for opkrævning af afgift ved mellemdeponering

Ved midlertidig oplagring af denne type affald afregnes affaldsafgiften efter den afgiftssats, som gælder ved tilførsel af affald til forbrænding, jf. affaldsafgiftslovens § 10, stk. 1.

Den afgiftssats, der skal anvendes, er den sats, der gælder på tidspunktet for tilførslen til mellemdeponiet, og angivelsen/afregningen til ToldSkat skal ske i den afgiftsperiode, hvor affaldet er tilført mellemdeponiet.

Ved fraførsel af affaldet fra mellemdeponiet opnås fradrag efter de almindelige regler i affaldsafgiftslovens § 12. Ved tilførsel til forbrændingsanlæg skal der svares afgift efter den sats, som gælder ved tilførsel af affald til forbrænding, jf. § 10, stk. 1. På den måde friholdes ejeren af mellemdeponiet for risikoen ved en afgiftsstigning.

Det er en betingelse for anvendelse af ovennævnte retningslinier, at det affald, som er midlertidigt oplagret holdes fysisk adskilt fra andet affald, og at oplagringsvirksomheden fører et særskilt regnskab for det mellemdeponerede affald. Ved fysisk adskillelse forstås geografisk adskillelse mellem permanent deponeret affald og mellemdeponeret affald. Hvis dette ikke er muligt, kræves fysisk adskillelse i form af indhegning og særskilt tilkørsel.

For affald, der er afleveret til mellemdeponering inden 1. januar 2001, skal der afregnes lav forbrændingssats, hvis det anlæg affaldet til sin tid skal forbrændes på i henhold til dispensation om midlertidig oplagring, er et anlæg, hvor affaldet afleveres til forbrænding til elproduktion eller til samproduktion af elektricitet og varme efter 10-pct.-reglen. I andre tilfælde afregnes affaldsafgiften efter den afgiftssats, som gælder for tilførsel af affald til anden forbrænding.

Det er endvidere en betingelse, at affaldet til sin tid afleveres til forbrænding som forudsat. Hvis affaldet deponeres endeligt, eller forbrændes på et anlæg, hvor afregningen af affaldsafgiften sker efter en anden sats end den, der er betalt ved tilførslen til mellemdeponiet (eksempelvis høj forbrændingssats i stedet for lav forbrændingssats), skal der ske en efterregulering af afgiften.

Tilføres affaldet direkte til et forbrændingsanlæg svares afgift efter den sats, som gælder ved tilførsel af affald til forbrænding, jf. § 10, stk. 1.

3. Tilbagebetaling

Virksomheder, som ikke har afregnet afgiften som beskrevet oven for, og som følge heraf har indbetalt for meget i afgift, kan få afgiftsforskellen tilbagebetalt.

Tilbagebetalingskravet forældes efter lov om forældelse af visse fordringer (1908-loven).

Det er en betingelse for tilbagebetaling, at virksomheden foreviser dokumentation for, eller på anden måde sandsynliggør, at virksomheden ikke har væltet afgiften over på andre. Endvidere skal reglerne for adskillelse være opfyldt.

Tilbagebetalingskrav forrentes efter de almindelige regler om forrentning, jf. cirkulære nr. 157 af 14. oktober 1987 om forrentning af visse tilbagebetalingsbeløb.

4. Efteropkrævning

Virksomheder, der ikke har afregnet afgiften som beskrevet oven for, og som følge heraf har indbetalt for lidt i afgift eller ikke har indbetalt afgift, skal angive og indbetale afgiften i førstkommende afgiftsperiode.

5. Ikrafttræden

Cirkulæret træder i kraft den 25. september 2001.

Ole Kjær 
 

/Per Hvas