Stempelmærker
§ 2, stk. 1, og § 6, stk. 1
Som led i beskatningen af cigaretter og røgtobak skal pakningen forsynes med et stempelmærke, som leveres af ToldSkat.

Pakninger til cigaretter skal ved fremstillingen eller senest ved modtagelsen fra udlandet forsynes med et stempelmærke, medmindre varerne skal udføres eller overføres ubeskattet til en anden registreret fremstillingsvirksomhed.

Pakninger til røgtobak skal forsynes med stempelmærke senest en måned efter varens modtagelse eller pakning. 

Ikke-registrerede virksomheder
§ 4
Handlende må i deres virksomhed kun modtage eller opbevare varerne, når de er pakket i forskriftsmæssigt lukkede pakninger, som er forsynet med stempelmærke. Enkeltsalg og salg i løs vægt af de pågældende varer er forbudt.

Stempelmærkets udformning Stempelmærkerne leveres i format 25 x 44 mm/ark á 60 stk. og i format 19 x 45 mm/ark á 80 stk. Stempelmærker til 10 stk. cigaretter i hardboks og til røgtobak kan leveres i format 22,65 x 40 mm/ark á 60 stk.

Mærkerne er ved udleveringen påtrykt "Danmark" og "Tobaksafgift betalt" samt følgende individuelle påtryk:

Cigaretter: Betegnelsen "Cigaretter" samt antal, detailpris og afgiftskode

Røgtobak: Betegnelsen "Pibetobak" eller "Finskåren røgtobak" og vægten i gram samt afgiftskode.

Det er tilladt virksomheden at forsyne mærkerne med bl.a. datomærkning.

Anskaffelse Efter oplysninger fra Tobaksindustrien og enkeltvirksomheder udarbejder ToldSkat Sydsjælland, region Høje-Taastrup, én gang i kvartalet en prognose over det forventede forbrug af stempelmærker. På dette grundlag fremstilles mærkerne for et kvartal ad gangen.

Ved bestilling af mærker bruges for

  • cigaretter bestillingsseddel nr. 29.022 (format 25 x 44 mm) og nr. 29.048 (format 19 x 45).
  • røgtobak bestillingsseddel nr. 29.003 (mærkets format skal angives).

Bestillingssedlerne fås elektronisk eller ved henvendelse til ToldSkat. Leveringstiden for mærkerne er ca. 3 dage.

Mærkerne sendes til virksomheden pr. post. Der kan træffes aftale med ToldSkat om, at virksomheden selv henter mærkerne hos ToldSkat eller evt. på det trykkeri, der fremstiller mærkerne.

Påsætning Stempelmærkerne skal påsættes pakningerne på en sådan måde, at de ikke kan løsnes uden at blive ødelagt.

På pakninger, der er forsynet med et omslag af cellofan e.l. uden om den egentlige emballage, skal mærket anbringes under dette omslag. På varer, der modtages fra udlandet med cellofanomslag, kan mærket dog anbringes på det ydre omslag.

Cigaretmærker skal som hovedregel anbringes på pakningerne over det sted, hvor pakningen sædvanligvis åbnes. På pakninger af hard box-typen, dvs. papæsker med låg, kan mærket dog anbringes på pakningens bagside.

Mærker til røgtobak kan valgfrit anbringes på pakningens bund, låg eller side.

ToldSkat kan efter ansøgning tillade, at tobaksvarer, der er bestemt til gratis udlevering som smagsprøver, pakkes i engrospakninger e.l., som derefter forsynes med mærker svarende til det samlede indhold af tobak. Det er en betingelse, at smagsprøverne er pakket i mindre pakninger, der i størrelse adskiller sig væsentligt fra den normale salgsemballage. Tilladelsen er i øvrigt betinget af, at mærket anbringes således, at engrospakningen kun kan åbnes samtidig med, at mærket brydes.

Kassering Før udleveringen fra virksomheden skal der ske en kassering af stempelmærkerne. Kasseringen foretages ved påtrykning (påstempling) af virksomhedens navn eller anonymitetsmærke i et af de ledige felter på mærket. Virksomhedens anonymitetsmærke skal forud godkendes af ToldSkat.

ToldSkat kan efter ansøgning tillade, at påtrykning af kassationskode sker hos producenten af mærkerne.

Stempling i udlandet Virksomheden kan efter ansøgning til ToldSkat få tilladelse til stempling på produktionsstedet i udlandet, herunder i Københavns Frihavn.

Tilladelsen vil bl.a. være betinget af

  • at virksomheden i stempelmærkeregnskabet gør rede for indkøb og anvendelse af mærkerne
  • at der ved hver forsendelse til udlandet udfærdiges en skriftlig anmeldelse i 2 eksemplarer med oplysninger om antallet af udførte mærker for hver vareart (påtryk) samt navn og hjemsted på den udenlandske modtager af mærkerne. Det ene eksemplar afgives til ToldSkat, medens det andet vedlægges stempelmærkeregnskabet.
  • at kasseringen af mærker skal ske efter de almindelige regler og være foretaget før indførslen.
  • at ledsagedokument/fortoldningsangivelse indeholder oplysning om, at varerne er forsynet med dansk stempelmærke.

Makulering
§ 6, stk. 2
 I forbindelse med godtgørelse af betalingen for stempelmærker (herunder ved efterstempling) skal mærkerne makuleres eller på anden måde annulleres. Ikke-anvendte mærker afleveres dog til ToldSkat.

Virksomheden skal sende ToldSkat en fortegnelse med specificerede oplysninger om mærkerne og det ønskede tidspunkt for makuleringen/annulleringen. Makuleringen kan foregå som en tilintetgørelse af pakningen med påsiddende mærke. Annulleringen kan foregå ved, at mærket på tydelig måde overstemples "Ugyldig".

Når virksomheden anmoder om godtgørelse for ikke-anvendte mærker, skal den sammen med mærkerne afgive en specificeret fortegnelse over mærkerne til ToldSkat.