| Ifølge KESL § 23 kan kommunerne efter vedtagelse herom i kommunalbestyrelsen opkræve dækningsafgift af visse ejendomme, som er fritaget for at svare grundskyld. Desuden kan kommunalbestyrelsen i primærkommunerne ifølge KESL § 23 A bestemme, at der skal opkræves dækningsafgift af ejendomme, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted og lignende, i tillæg til den kommunale grundskyld.
Beslutter en kommune at opkræve dækningsafgift i medfør af KESL § 23 eller § 23 A, skal vurderingsmyndighederne på kommunalbestyrelsens anmodning foretage de ansættelser og tilbagereguleringer af ejendomsværdien og grundværdien samt de fordelinger heraf, der er fornødne for beregning af dækningsafgift for det første år, hvori dækningsafgiften opkræves. Skatteministeren fastsætter det vederlag, som kommunerne skal betale til vurderingsmyndighederne for foretagelse af de nævnte vurderinger og fordelinger, jf. KESL § 23 C.
Dækningsafgift i stedet for grundskyld KESL § 23 omfatter ejendomme, som er fritaget for kommunal grundskyld i henhold til lovens § 7, stk. 1, litra b, eller § 7, stk. 3. Det drejer sig om statens, kommunernes og Danmarks Nationalbanks ejendomme - bortset fra DSB's - for så vidt ejendommene ikke anvendes erhvervsmæssigt til landbrug, havebrug eller skovdrift eller udlejes eller henligger ubenyttede. Afgiftspligten indtræder fra tidspunktet for grundskyldsfritagelsen og falder bort, såfremt fritagelsen bortfalder, jf. § 23, stk. 3.
Vurderingsmyndighederne skal på kommunalbestyrelsens anmodning foretage de ansættelser eller årsreguleringer af ejendomsværdien eller grundværdien, der er fornødne for beregning af den i KESL § 23 omhandlede dækningsafgift. Skatteministeren fastsætter det vederlag, som kommunerne skal betale til vurderingsmyndighederne for foretagelse af de nævnte vurderinger, jf. KESL § 23, stk. 4.
Dækningsafgiften efter KESL § 23 svares dels af ejendommens grundværdi efter fradrag for grundforbedringer, dels af forskelsværdien, dvs. forskellen mellem ejendomsværdi og grundværdi, se C.4.
Ansættelserne ved de almindelige vurderinger, evt. reguleret efter VUL § 3 A, og omvurderinger, jf. VUL § 3, lægges til grund ved opgørelsen af det afgiftspligtige grundlag fra og med det skatteår, der begynder i det andet kalenderår efter det, hvori vurderingen er foretaget, jf. KESL § 26, stk. 2. For skatteårene 2003 og 2004 gælder § 26, stk. 2, dog med de begrænsninger, der følger af § 4, stk. 1-2, i lov nr. 1047 af 17. december 2002 (Loft over grundlaget for beregning af kommunal grundskyld), se G.2.1.
Den del af dækningsafgiften, som er baseret på grundværdien, opkræves med halvdelen af kommunens grundskyldspromille, dog højst 10 promille. Kommunalbestyrelsen fastsætter den promille, hvormed der skal svares dækningsafgift af forskelsværdien; udskrivningspromillen må dog ikke overstige 3,75 i amtskommunerne og 5 i primærkommunerne. For Københavns, Frederiksberg og Bornholms kommuner er den maksimale udskrivningspromille af forskelsværdien fastsat til 8,75.
I primærkommunerne beregnes dækningsafgiften af statens ejendomme dog fuldt ud af grundværdien og opkræves med en promille svarende til grundskyldspromillen, jf. KESL § 23, stk. 1, 3. pkt.
Ejendomme tilhørende primærkommunerne er fritaget for at svare dækningsafgift til vedkommende amtskommune, dvs. den amtskommune hvortil primærkommunen hører. I primærkommunerne kan kommunalbestyrelsen fritage ejendomme, der tilhører vedkommende amtskommune, for dækningsafgift, jf. KESL § 23, stk. 2.
Dækningsafgift i tillæg til grundskyld KESL § 23 A omfatter ejendomme, der anvendes erhvervsmæssigt til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted og lignende øjemed. Der kan ikke opkræves dækningsafgift af landbrugsejendomme.
De formål, der giver grundlag for dækningsafgiftspligt, er ikke udtømmende opregnet i ejendomsskatteloven. Foruden de udtrykkeligt nævnte anses formål som biograf, restaurant og tankstation for at medføre dækningsafgiftspligt. Slagterier og mejerier anses for dækningsafgiftspligtige. Det samme gælder skibsværfter.
Af ejendomme, der delvis anvendes som anført, svares dækningsafgift dog kun, når den del af forskelsværdien, der vedrører dækningsafgiftpligtig anvendelse, udgør mere end halvdelen af hele ejendommens forskelsværdi. jf. KESL § 23 A, stk. 1, 2. pkt. Der kan således kun opkræves dækningsafgift efter § 23 A, når mere end halvdelen af forskelsværdien kan henføres til dækningsafgiftspligtige formål.
Fordeling Anvendes en ejendom kun delvis til dækningsafgiftspligtige formål, må der foretages en fordeling af forskelsværdien på den del, der kan henføres til de afgiftspligtige formål, og den øvrige del.
Fordelingen foretages efter et skøn over, hvilken værdi ejendommens enkelte arealer repræsenterer. Lejeværdien kan ikke anvendes som fordelingsnøgle. Det skyldes, at lejeværdien relaterer sig til hele ejendommens værdi, ikke til forskelsværdien (bygningsværdien) alene. Den andel af lejeværdien, som beror på ejendommens beliggenhed, beskattes i forvejen med kommunal grundskyld og skal ikke belægges med dækningsafgift.
Told- og Skattestyrelsen har fastsat følgende vejledende, procentvise vægtning:
Bolig |
100 |
Kontor |
100-120 |
Butik |
100-140 |
Værksted |
50-100 |
Lager |
25-75 |
Garage |
20-40 |
Vægtningen tager hensyn til de gennemsnitlige byggeomkostninger ved byggeri til de forskellige formål.
Er der væsentlig forskel på kvaliteten af ejendommens boligdel og de arealer, der anvendes til dækningsafgiftspligtige formål, må der anlægges et konkret skøn over det indbyrdes forhold.
Dækningsafgiften efter KESL § 23 A svares af forskelsværdien eller af den del af forskelsværdien, der kan henføres til afgiftspligtige formål, med en af kommunalbestyrelsen fastsat promille, dog højst 10 promille. KESL § 26, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Af ejendomme, der omfattes af KESL § 23 A, men som en del af året anvendes til et ikke-afgiftspligtigt formål, svares forholdsmæssig dækningsafgift, jf. § 23 A, stk. 2. Der kan ikke opkræves dækningsafgift efter KESL § 23 A af ejendomme, der er fritaget for grundskyld efter KESL § 7.
Dækningsafgiften efter KESL § 23 A tilfalder vedkommende primærkommune.
Vurderingsmyndighederne skal på kommunalbestyrelsens anmodning foretage de ansættelser eller årsreguleringer af ejendomsværdien eller grundværdien samt de fordelinger heraf, som er fornødne for beregning af den i KESL § 23 A omhandlede dækningsafgift. Skatteministeren fastsætter det vederlag, som kommunerne skal betale til vurderingsmyndighederne for foretagelse af de nævnte vurderinger og fordelinger, jf. KESL § 23 A, stk. 5.
Bundgrænse Dækningsafgiften efter KESL § 23 A svares alene af den del af den afgiftspligtige forskelsværdi, der overstiger 50.000 kr. Den afgiftsfri bundgrænse gælder kun den dækningsafgift, der opkræves efter KESL § 23 A, jf. § 23 A, stk. 2, sidste punktum.
Hæftelse Dækningsafgift efter KESL §§ 23 og 23 A opkræves i to eller flere årlige rater efter kommunalbestyrelsens bestemmelse, jf. KESL §§ 27 og 28. Dækningsafgiften hviler - ligesom den kommunale grundskyld - som en hæftelse med fortrinsret på den pågældende ejendom, jf. KESL § 29, stk. 1. |