For ejendomme beliggende i landzone, hvor vurderingsmyndigheden efter bestemmelsen i VUL § 33, stk. 1, har truffet bestemmelse om, at ejendommen må anses for helt eller delvis benyttet til landbrug, gartneri, planteskole eller frugtplantage, skal grundværdien ansættes efter bestemmelserne i VUL § 14, stk. 1-3. Bestemmelserne finder også anvendelse på selvstændigt vurderede, ubebyggede landbrugslodder, se A.4.1.

Bestemmelserne om grundværdiansættelsen af landbrugsjord betyder, at kun nogle af de egenskaber, der er bestemmende for jordens handelsværdi, skal tages i betragtning ved ansættelsen. Der er derfor en betydelig forskel på den landbrugsmæssige grundværdi og handelsværdien af den samme ejendoms jord. Forskelsværdien kommer til udtryk i den såkaldte "tillægsparcelværdi", se B.3.3.

VUL § 14, stk. 1 Grundværdien skal, hvor forholdene i øvrigt er ensartede, ansættes til samme beløb pr. arealenhed (hektar) uden hensyn til, om jorden tilhører en større eller mindre ejendom, jf. VUL § 14, stk. 1.

Salgspriserne for små landbrugsejendomme er gennemgående højere målt i forhold til arealtilliggendet end for større ejendomme. Dette forhold skulle også gøre sig gældende med hensyn til værdien af jorden alene. Den nævnte regel har imidlertid til formål at sikre, at ensartet jord ansættes til samme værdi, uanset om der er tale om en større eller mindre ejendom.

VUL § 14, stk. 2 Til opnåelse heraf ansættes grundværdien for landbrugsejendomme pr. ha efter, hvad ubebygget jord af tilsvarende beskaffenhed og beliggenhed som den vurderede må antages at koste efter egnens priser, når jorden tænkes at høre til en middelstor bondegård ("bondegårdsreglen") i middelgod kultur. Er ejendommens tilliggende af væsentlig forskellig beskaffenhed eller beliggenhed, ansættes hver af de pågældende dele for sig, VUL § 14, stk. 2. Ved en middelstor bondegård forstås et landbrug med et arealtilliggende på omkring 30 ha.

Begrebet middelstor bondegård er fast forankret i praksis. Strukturudviklingen i landbruget gennem de sidste 30-40 år har imidlertid haft til følge, at den økonomisk selvbærende landbrugsejendom i dag har et betydeligt større arealtilliggende end 30 ha.

Bondegårdsreglen betyder som nævnt, at der umiddelbart ses bort fra de forskelle på priserne på jord, der måtte kunne udledes af priserne på små og store, bebyggede landbrugsejendomme. Salgspriserne er dog, sammenholdt med priserne i andre områder og priser på tillægsjord, vigtige indikatorer for fastlæggelsen af grundværdiniveauet i området.

Beliggenhed Ved grundværdiansættelsen skal der tages hensyn til jordens beliggenhed. De beliggenhedsmæssige faktorer, der er af betydning for ha-prisen, er fortrinsvis dem, der betinger landbrugsstrukturen på stedet, f. eks. den tilladte husdyrtæthed. Imidlertid har beliggenheden i forhold til byerne en stigende indflydelse på priserne på landbrugsejendomme. Det gør sig især gældende på Sjælland og i en del af Østjylland. Afstand til leverandører og aftagere kan spille en selvstændig rolle, specielt for ejendomme på små øer.

Muligheden for jagt og fiskeri tages ikke i betragtning ved grundværdiansættelsen af den enkelte ejendom, men kan påvirke det almindelige prisniveau i området. Det samme gælder en særlig naturskøn beliggenhed. 

For grundværdiansættelsen er det uden betydning, hvorledes jorden er fordelt omkring bygningerne eller adskilt fra hovedparcellen. Der tages med andre ord ikke hensyn til ejendommens arrondering.

Beskaffenhed Ved grundværdiansættelsen skal der tillige henses til jordens beskaffenhed. Der skal først og fremmest tages hensyn til jordens egnethed som voksested for kulturplanter (jordens "bonitet"). Af særlig betydning for egnetheden er jordens fysiske sammensætning. Tykkelsen af det øverste jordlag (humus, ler, sand eller grus) er således afgørende for jordens vandledningsevne. De terrænmæssige forhold er også af vigtighed. Er arealet stærkt kuperet, kan det begrænse mulighederne for at anvende moderne landbrugsmaskiner.

Har ejendommen jord af forskellig bonitet, må hvert enkelt jordstykkes værdi indgå i grundværdien i forhold til dets størrelse.

Der er ikke i de seneste årtier foretaget landsdækkende undersøgelser af landbrugsjordenes bonitet, men ældre undersøgelser kan stadig yde vejledning ved bedømmelsen af boniteten på de enkelte ejendomme.

Selv om priserne på landbrugsjord svinger stærkt afhængigt af dyrkningstilstanden, skal grundværdierne ansættes ud fra den forudsætning, at jorden er i middelgod stand. Det betyder, at der skal ses bort fra den aktuelle dyrkningstilstand, f. eks. om arealerne er veldrænede, og om der har været iagttaget hensigtsmæssigt sædskifte. 

Ha-prisen Ved fastsættelsen af de ha-priser, grundværdierne skal ansættes efter, jf. ovenfor, er vurderingsmyndighederne i vidt omfang henvist til at skønne over, med hvilken værdi jorden indgår i salgspriserne for bebyggede landbrugsejendomme. Salg af arealer til oprettelse af nye, selvstændige landbrug forekommer praktisk taget ikke længere. Derimod finder der nogle salg sted af arealer til sammenlægning med eksisterende landbrugsejendomme. Der finder også salg sted til andre formål som skovrejsning og bebyggelse, men sådanne salg indgår ikke i grundlaget for fastsættelsen af ha-priserne.   

Gennemsnitlige niveauer Erfaringsmæssigt er handlen med landbrugsejendomme for ringe til, at der kan udledes et retvisende prisniveau for landbrugsjord af salgene i de enkelte grundværdiområder. Forud for hver vurdering godkender Ligningsrådet efter indstilling fra Told- og Skattestyrelsen gennemsnitlige niveauer for de landbrugsmæssige grundværdier fordelt på landsdele. Told- og Skattestyrelsen tager herved normalt udgangspunkt i ha-priserne ved den foregående vurdering sammenholdt med den generelle prisudvikling med hensyn til bebyggede landbrugsejendomme, jf. skatteministerens svar til Folketingets Skatteudvalg, TfS 2000, 316.

Ligningsrådet har ved 2004-vurderingen bestemt, at landbrugsejendommenes grundværdi skal ansættes på grundlag af ha-priser, der udover den rent landbrugsmæssige værdi tillige er differentieret efter den værdi, ejendommens beboelsesmoment repræsenterer i det omfang, dette giver sig udtryk i egnens priser.

I tilslutning hertil har Ligningsrådet vedtaget vejledende enhedspriser for de enkelte landsdele. For almindelig landbrugsjord af middelgod bonitet kan de gennemsnitlige grundværdier pr. ha ved 2004-vurderingen inden for de enkelte større landsdele ansættes med udgangspunkt i værdierne i omstående tabel:

De procentvise niveauændringer, der kan udledes af tabellen, anvendes ikke blot på jord af middelgod kvalitet, men også på jorder af såvel bedre som ringere bonitet end middelgod jord.

De anførte ha-priser inkluderer for alle landsdele den boligværdi, der er knyttet til en landbrugsejendom af gennemsnitlig størrelse uden særlig beliggenhedsværdi inden for landsdelen.

I områder, hvor beliggenheden medfører en yderligere boliggrundværdi som følge af særlig efterspørgsels efter landbrugsejendomme til boligformål eller til rekreative formål, skal den anførte skala ved 2004-vurderingen forhøjes tilsvarende. Den forhøjede skala anvendes dog kun for arealer indtil 40 ha pr. ejendom. Forhøjelsen beregnes ud fra den særlige boligværdi, der er knyttet til en landbrugsejendom af gennemsnitlig størrelse inden for landsdelen.

Eventuelt nedslag for byrde ved kunstig afvanding, vil i almindelighed kunne beregnes ved kapitalisering af den årlige drifts- og vedligeholdelsesudgift, hvorved såvel det almindelige renteniveau, som den skattebesparelse nedslaget medfører, er taget i betragtning.

VUL § 14, stk. 3 Ansættelsen af grundværdien skal foretages på grundlag af jordens tilstand lige efter høst, jf. VUL § 14, stk. 3, dvs. lige efter hjemtagning af alle afgrøder, og før der er taget skridt til forberedelse af næste års dyrkning.

Denne bestemmelse er indsat, fordi korn på roden almindeligvis betragtes som en del af den faste ejendom, medens korn, der er høstet, betragtes som et omsætningsaktiv. Sælges en landbrugsejendom derfor umiddelbart før høst vil prisen på ejendommen være højere end på et senere tidspunkt af året.

VUL § 14, stk. 4 Hvis benyttelse til andet end landbrug o. lign. for dele af ejendommen må anses for at være den i økonomisk henseende gode anvendelse, må værdien af jorden for disse dele ansættes skønsmæssigt efter de priser, som antages at kunne opnås ved salg til den pågældende anvendelse, jf. VUL § 14, stk. 4. Bestemmelsen indebærer, at den del af arealet, der lovligt kan anvendes til andre formål end landbrugsmæssige, skal ansættes til handelsværdien, jf. VUL § 16.

Landbrugsmæssigt benyttet jord, der ligger i byzone eller sommerhusområde, vurderes i praksis efter VUL § 16, dvs. til handelsværdien. For udstykningsarealer skal grundværdien ansættes efter de aktuelle udstyknings- og bebyggelsesmuligheder, hvorved særlig må henses til den tidshorisont, inden for hvilken en udstykning kan realiseres. Er der ikke udsigt til, at arealet inden for overskuelig tid vil overgå til anden anvendelse end den landbrugsmæssige, må arealet vurderes efter, hvad en landmand i området skønnes at ville betale for det.

Såfremt der findes flere boliger på en landbrugsejendom, og disse ikke anvendes af (eller er udlejet til) ansatte på bedriften, men er udlejet til personer, der ikke er beskæftiget på landbrugsejendommen, ansættes et skønnet areal til en kvadratmeterpris med udgangspunkt i grundværdiniveauet for tilsvarende fritliggende parcelhuse i området. Hvis den udlejede bolig ikke er frit eller delvis frit beliggende, men f.eks. en integreret del af en driftsbygning, ansættes dog ingen særskilt grundværdi for den pågældende bolig.

Særlige forekomster Er der på en ejendom forekomster af sten, ler og grus, skal arealerne vurderes efter bondegårdsreglen, indtil der er givet tilladelse til udnyttelse af forekomsterne. Når der foreligger en endelig indvindingstilladelse, skal de arealer, der er omfattet af tilladelsen, vurderes på grundlag af arealernes handelsværdi. Vurderingsmyndigheden skal ud fra kendskabet til råstofforekomsternes mængde, kvalitet og indvindingsperiodens længde ansætte en kvadratmeterpris, der træder i stedet for ha-prisen.

Ved værdiskønnet kan der tages udgangspunkt i de pågældende arealers nutidsværdi, der fremkommer ved en tilbagediskontering af de forventede fremtidige årlige indtægter i graveperioden (efter fradrag for indvindingsudgifter).

Når afgravningen er tilendebragt og arealet retableret skal grundværdien for arealet på ny ansættes efter bondegårdsreglen, hvilket vil sige efter en ha-pris. Almindeligvis vil de udnyttede arealer have en lavere bonitet end omkringliggende, ikke udnyttede arealer. Der kan også være indtruffet strukturskader, f. eks. ved at underjorden er sammenpresset og har mistet noget af evnen til at aflede regnvand.

Dyrkningsfrie bræmmer Ifølge § 69 i vandløbsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 882 af 18. august 2004, skal en bræmme på 2 meter langs med de af loven omfattede vandløb holdes dyrkningsfri. Den værdinedsættende virkning af dette påbud kan være forskellig for forskellige ejendomstyper. For arealer, der allerede henligger som naturarealer, eller hvor boniteten er tæt på dyrkningsgrænsen, har indførelsen af de særlige dyrkningsbegrænsninger omkring vandløbene ingen eller kun meget begrænset indvirkning på den landbrugsmæssige grundværdi. For opdyrkede arealer af god bonitet, som støder direkte op til vandløbene, griber påbuddet lidt mere ind i udnyttelsesmulighederne.

Værdimæssigt bør de dyrkningsfrie bræmmers grundværdi derfor ansættes på linie med overdrevs- og skrubarealer eller lignende.

Vurderingsteknisk kan det - uden en opmåling - være vanskeligt at skønne over hvor stort et grundareal, der er omfattet af bestemmelserne om dyrkning langs vandløbene, men for de fleste ejendomme vil der være tale om forholdsvis begrænsede arealer, som bliver omfattet af dyrkningsforbudet. Om fornødent vil kan der tages kontakt med amtet for at få klarlagt omfanget.

Ved ansættelsen af ejendomsværdien vil der være knyttet en sådan skønsusikkerhed til fastsættelsen af ejendommens kontante handelsværdi, at den eventuelle mindre værdi, der følger af bestemmelserne om dyrkningsfrie bræmmer, i de fleste tilfælde vil være af helt underordnet betydning.

Jord omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 Grundværdien af arealer, der er omfattet af § 3 i naturbeskyttelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 884 af 18. august 2004, ansættes under hensyn til, at arealernes tilstand ikke må ændres. Dette forhold vil almindeligvis afspejle sig i værdiforholdet mellem disse arealer og andre kulturarealer.

Der vil imidlertid ofte være tale om arealer med bonitet omkring dyrkningsgrænsen. Naturværdien, herunder værdien af jagt, kommer i så fald til at spille en væsentlig rolle ved prisdannelsen. For ferske enges og strandenges vedkommende er prisdannelsen dog også bestemt af arealernes værdi som græsningsarealer.

Jord omfattet af fredningskendelse I det omfang bestemmelserne i en fredningskendelse betyder, at handelsværdien for et areal vil være lavere end handelsværdien for tilsvarende arealer, hvor der ikke er lyst fredningsbestemmelser, skal dette komme til udtryk ved ansættelsen af grundværdien for det pågældende areal. Som eksempler på sådanne fredningsbestemmelser kan nævnes forbud mod gødskning og sprøjtning, forbud mod omlægning af græsarealer og påbud om dyrkningsophør.

Størstedelen af de fredede arealer er kun pålagt meget begrænsede restriktioner. Er der således tale om lidt ældre fredninger, vil de bestemmelser, der er indsat i fredningskendelserne, ofte i dag være reguleringer, der følger af naturbeskyttelseslovens og planlovens almindelige regler. Af de fredede arealer udgør arealer, der er medtaget i en fredningskendelse af æstetiske hensyn, eller af hensyn til afrunding af et fredningsområde, men hvor fredningen i øvrigt ikke er til hinder for en uændret landbrugsmæssig anvendelse (status quo fredninger), en meget stor andel.

Det forhold, at en ejendom er omfattet af en fredning, betyder således ikke automatisk, at grundværdien skal ansættes lavere end for tilsvarende ikke fredede ejendomme. Kun i de tilfælde, hvor fredningsbestemmelserne er udformet således, at der er tale om en reel reduktion af indtjeningsmulighederne på ejendommen, kan det komme på tale at ansætte en lavere grundværdi, end den der ellers ville være ansat for arealet.

Når en ejendom ved offentlig foranstaltning undergår væsentlig værdiforringelse og der udbetales erstatning herfor, sker der underretning af vurderingsmyndigheden, der skal tage hensyn hertil ved ansættelsen af såvel ejendomsværdi som grundværdi.

Vindmølleparceller Praktisk taget alle vindmøller inden for kysterne er opstillet i landzone. De fleste vindmøller er opstillet på landbrugsejendomme. De arealer, som vindmøllerne er opstillet på ("vindmølleparcellerne"), skal vurderes efter bestemmelsen i VUL § 16, hvad enten de er selvstændigt matrikulerede eller ej.

Opstilling af en vindmølle kræver forskellige tilladelser, bl. a. zonetilladelse (når arealet ligger i landzone). Retten til at opstille og drive en vindmølle på et areal anses som en rettighed af offentligretlig karakter, som der skal tages hensyn til ved ansættelsen af grundværdien, jf. VUL § 13, stk. 2. Værdien af en vindmølleparcel beror helt overvejende på retten til at opstille en vindmølle. Vindmølleparceller vurderes derfor på grundlag af oplysninger om, hvad denne ret er værd, idet det forudsættes, at opstillingen af en vindmølle er den efter samtlige forhold bedste anvendelse af det pågældende areal, jf. VUL § 16.

Vurderingsmyndighederne vurderer i praksis vindmølleparceller på én af to forskellige måder. Hører vindmølleparcellen til en landbrugsejendom, beregnes først en grundværdi af den samlede ejendom efter bestemmelserne i VUL § 14, stk. 1-4. Hertil lægges værdien af retten til at opstille en vindmølle på vindmølleparcellen. Tillægget til den landbrugsmæssige grundværdi skal udmåles under hensyntagen til, at vindmølleparcellen tillige repræsenterer en - omend relativt beskeden - landbrugsmæssig værdi. Hører vindmølleparcellen til en anden ejendom end en landbrugsejendom, f. eks. et enfamiliehus, vurderes ejendommens grund inklusive retten til at opstille vindmøllen. I begge tilfælde skal handelsværdien af vindmølleparcellen indgå i grundværdien af den samlede ejendom. Vindmølleparceller bliver kun sjældent vurderet selvstændigt. Når det sker, ansættes grundværdien lig med værdien af "vindmølleretten".

Vindmøller opstilles ofte på lejede parceller. De almindeligste lejekontrakter giver lejeren ret til at opstille og drive en vindmølle på en afgrænset vindmølleparcel. Kontrakterne indgås for længere åremål, typisk 30 år, med mulighed for forlængelse. Værdien af "vindmølleretten" lader sig i sådanne tilfælde opgøre med udgangspunkt i det aftalte vederlag, som lejeren skal erlægge til ejeren. Dog kan vederlaget indeholde godtgørelse for afgrødetab og andre ulemper, som vindmølledriften påfører ejeren.  Er lejeforholdet indgået på andre vilkår, således at lejen erlægges løbende, kan værdien af "vindmølleretten" opgøres ved at kapitalisere den årlige leje med en faktor, der er 2-3 points højere end den, der anvendes for udlejede erhvervsarealer i området i øvrigt.   

Landsskatteretten har i en række kendelser, hvoraf én er offentliggjort, SKM2003.103.LSR, fastslået, at ved 2000-vurderingen kan tillægget til den landbrugsmæssige grundværdi ansættes til 40.000 kr. pr. vindmølle for vindmøller med en kapacitet på 100-499 kW og til 80.000 kr. for vindmøller med en kapacitet på 500 kW og derover. Det bemærkes, at klageren har indbragt den pågældende kendelse for domstolene.

Der gives ikke tillæg til vindmøller med en kapacitet på under 100 kW, idet denne størrelse vindmøller sædvanligvis ikke genopføres.

Landsskatteretten har i en ikke offentliggjort kendelse tilkendegivet, at selv om udviklingen i vindmølleteknologien med bedre ydeevne til følge kan medføre en forhøjelse af vindmølletillæggene, vil opstilling af en 1 MW-vindmølle ikke give en sådan forbedring af ejendommens økonomiske anvendelse, at det berettiger til et større tillæg for en sådan mølle end der gives for opstillingsretten til mindre møller, altså 80.000 kr.

På den baggrund er det Told- og Skattestyrelsens opfattelse, at for møller på 500 kW op til 2,0 MW gives der et tillæg på 80.000 kr. og for møller på 2,0 MW og derover gives der et tillæg på 120.000 kr.

Pelsdyrfarme, hønserier m.m. For en del ejendomme med små jordtilliggender, men med en betydelig bygningsmasse, er der en så specialiseret og omfangsrig animalsk produktion, at vurderingsmyndigheden efter bestemmelsen i VUL § 33, stk. 1, ikke betragter ejendommene som landbrugsejendomme. Grundværdien for sådanne ejendomme skal derfor ansættes til jordens handelsværdi (kvadratmeterprincippet).

Golfbaner Et golfanlægs grundværdi ansættes efter VUL § 16, dvs. handelsværdien (kvadratmeterprincippet). Mindsteprisen for et golfanlæg i landzone udgøres af tillægsparcelprisen i området for jord af samme bonitet tillagt værdien af en zonelovstilladelse, i det etablering af en golfbane alt andet lige må forudsættes at være en mere optimal anvendelse af arealet end udnyttelse til landbrugsmæssige formål.

For at anlægge en golfbane i byzone vil være nødvendigt, at der tilvejebringes en lokalplan, hvorved der planmæssigt er taget hensyn til den fremtidige meget ekstensive udnyttelse af arealet. Prisen pr m² grundareal vil derfor som udgangspunkt ikke være højere for en golfbane i byzone end for en velbeliggende golfbane i landzone.

Udgangspunktet for ansættelsen af golfarealer skal som hidtil tage udgangspunkt i de konstaterede salgspriser for arealer udlagt til golfformål. Opmærksomheden henledes dog her på, at man ikke ensidigt lægger vægt på kvadratmeterpriser for tillægsopkøb af arealer til allerede eksisterende golfklubber, der ønsker at udvide deres anlæg, idet prisfastsættelsen her meget ofte er bestemt af den særlige interesse i at erhverve netop denne jord. Vurderingsmyndighederne må tillige have opmærksomheden henledt på, om der er overkapacitet af golfbaner i området, hvilket kan virke trykkende på værdien. Told- og Skattestyrelsen anbefaler, at man lokalt finder frem til en gennemsnitspris for hele ejendommen, og undlader at foretage en opdeling med deraf følgende forskellige specifikationer af spillearealer og arealer til sikkerhedszoner.

For så vidt angår klubhuse m.v. skal der ansættes et passende udenoms areal til en kvadratmeterpris, der afviger væsentligt i opadgående retning i forhold til den fastsatte kvadratmeterpris for selve golfanlægget.

Se endvidere B.3.1.3.2.

Campingpladser For campingpladser ansættes grundværdien efter VUL § 16, dvs. til handelsværdien. Ved grundværdiansættelsen tages der hensyn til følgende forhold:

Som udgangspunkt hører der et bruttoareal på 200 m² til pr. campingenhed, hvorfor det vil være nødvendigt at søge oplysning om, hvor mange campingenheder der er meddelt tilladelse til. Denne oplysning kan erhverves ved henvendelse til det lokale amts landskabskontor eller evt. Campingrådet. Man må dog være opmærksomhed på, at der kan være tilfælde, hvor der er meddelt tilladelse til flere campingenheder end der rent faktisk er på pladsen, hvorfor der skal udvises forsigtighed ved ansættelsen af overskydende areal,idet dette kræver, at der etableres en række yderligere faciliteter. En ejer antages at udnytte den kapacitet, der er økonomisk grundlag for. Værdien af det overskydende areal til campingformål for en campingplads beliggende i landzone kan derfor evt. reduceres med op til ca. 50 pct., medens værdien af øvrige udenoms arealer ansættes efter kvadratmeterprincippet med udgangspunkt i handelsværdien for tilstødende landbrugsarealer.

I bruttoarealet på 200 m² pr. campingenhed er inkluderet udenomsarealer til campinghytter, velfærdsbygninger, legepladser m.v., men ikke udenomsareal til ejerbolig, motellignende virksomhed og andre særlige men ikke påkrævede bygninger.

Hertil skal der huskes på, at campingpladser er delvist forsynet med vej, og at der i et vist omfang er indlagt vand, kloak og el. Arealernes størrelse taget i betragtning kan der evt. også blive tale om at medtage nogle af udgifterne afholdt inde på ejendommen ved en eventuel ansættelse af fradrag for forbedringer.

Ansættelsen af grundværdien kan herefter tage sig således ud:

Ved skønnet over den kvadratmeterpris man ønsker at benytte tages følgende hovedhensyn :

En campingplads skal for at blive rentabel først og fremmest være velbeliggende enten som by nær eller i naturskønne omgivelser, og dernæst skal pladsen være let tilgængelig og synlig for trafikanterne.

Ved fastsættelsen af kvadratmeterprisen tages der udgangspunkt i ejendommens fremtidige anvendelsesmuligheder, eller med andre ord den planmæssige status, og altså ikke den faktiske benyttelse.

Er en campingplads placeret i byzone tages der således udgangspunkt i hvad tilsvarende arealer eksempelvis til rekreative formål er ansat til. Er der tale om uplanlagt byzoneareal, vil bundprisen typisk være prisen for ikke byggemodnede industriarealer tillagt værdien af afholdte udgifter til delvis "byggemodning".

Er en campingplads placeret i landzone, vil det være nødvendigt at have opnået en zonelovstilladelse for at kunne etablere sig her. Bundprisen vil derfor være tillægsparcelprisen tillagt værdien af zonelovstilladelsen, idet etablering af en campingplads alt andet lige må forudsættes at være en mere optimal udnyttelse af arealet end landbrugsmæssig drift. Her spiller beliggenheden imidlertid en endnu mere væsentlig rolle end for campingpladser placeret i byzone, i det en alternativ anvendelse typisk vil være land- eller skovbrug, såfremt campingpladsen ophører med at eksistere af forskellige årsager. På den anden side kan en campingplads i landzone også have en højere værdi end en tilsvarende campingplads placeret i byzone grundet en særlig attraktiv beliggenhed.

Se endvidere B.3.1.3.2.

DambrugFor selve dambrugets vedkommende ansættes grundværdien efter VUL § 16, dvs. til handelsværdien. Værdien af retten til at opstemme et vandløb, til at udnytte et kildevæld eller at udnytte grundvandet skal medtages i grundværdiansættelsen. Denne værdi afhænger af den mængde vand, som det efter forholdene er muligt at udnytte, samt af vandets kvalitet. Endvidere er et dambrugs beliggenhed og tilgængelighed af stor betydning for grundværdiansætelsen.

De kvalitetsmæssige forhold på det enkelte dambrug og de kvalitetsmæssige forskelle mellem de enkelte dambrug indgår i det oplyste tilladelige foderforbrug. Grundværdien for det areal, der anvendes til dambruget, ansættes efter kvadratmeterprincippet, og skønnes at udgøre 40-50 pct. af ejendomsværdien, beregnet ved kapitaliseringen af det højst tilladelige foderforbrug. Det bemærkes, at Landsskatteretten ved kendelse af 10. november 1994, 671-002831-6, har erklæret sig enig i den nævnte ansættelsesmetode. Hertil lægges værdien af andre arealer, der ansættes i overensstemmelse med de planmæssige forhold.

Se endvidere B.3.1.3.2.

Fritliggende huse i landzone For en- og tofamiliehuse og sommerhuse med et grundareal på over 5000 m², der helt eller delvis er beliggende i landzone, og hvor vurderingsmyndigheden ikke skal foretage en fordeling efter VUL § 33, stk. 4-7, foretager vurderingsmyndigheden en fordeling af ejendomsværdien, således at højst 5.000 m² grundareal henføres til ejerboligen, medens det overskydende areal henføres til restejendommen, jf. VUL § 33, stk. 8 og 11. For sådanne ejendomme skal grundværdien ansættes efter kvadratmeterprincippet.

Hvis mindre end 5000 m² ligger i umiddelbar tilknytning til boligen, er det dog kun det mindre areal, der medtages i ejerboligdelen.