Den faste ejendom udgør grundarealet med den bebyggelse og beplantning, der befinder sig der. Til den faste ejendom henregnes hegn, broer, belægning på pladser og kørebaner samt ledninger til vand og kloak. Også vandløb, søer, damme og bassiner anses som hørende til den faste ejendom. Naturgivne forekomster, der normalt følger ejendomsretten til ejendommen, f. eks. kalk, ler, sten og grus, medtages ved vurderingen.

Som bygninger og bygningsbestanddele anses alle murede og støbte konstruktioner på og i jorden, i det omfang de er beregnet til varig forbliven på stedet, se Skat 1989.5.410. Bygninger og bygningsbestanddele skal medtages ved ansættelsen af ejendomsværdien, selv om enkelte dele deraf måtte tilhøre andre end ejeren, f. eks. en lejer eller en offentlig myndighed.

Sædvanligt tilbehør Ved ansættelsen af ejendomsværdien medtages sædvanligt tilbehør til ejendommen. Derimod medtages besætning, inventar, maskiner og andet driftsmateriel ikke ved ansættelsen, jf. VUL § 9, stk. 2.

Det er en forudsætning for at medtage tilbehøret ved ansættelsen, at det tilhører ejendommens ejer. Hvor intet andet er oplyst, må vurderingsmyndighederne kunne gå ud fra, at det tilbehør, der befinder sig i bygningerne, tilhører ejendommens ejer.

Beboelsesejendomme Grænsen mellem sædvanligt tilbehør til ejendommen på den ene side og inventar m. v. på den anden, forskyder sig i takt med den teknologiske udvikling. Det er blevet almindeligt ved opførelsen af beboelses- og kontorejendomme at udstyre ejendommene med f.eks. elevatorer, belysningsarmatur, IT-kabler og ventilationsanlæg. Sådant udstyr betragtes derfor som sædvanligt tilbehør til disse ejendomme.

I beboelsesejendomme anses de hårde hvidevarer, dvs. komfurer, kølefryseskabe og opvaskemaskiner, som sædvanligt tilbehør. Det samme gælder vaskemaskiner og tørretumblere i enfamilieshuse m. v. og i andre beboelsesejendommes fællesvaskerier. Undtaget er hvidevarer, der er opsat af lejere med ret til nedtagning ved fraflytning. Tæppebelægning på gulve medregnes som sædvanligt tilbehør til beboelses- og kontorejendomme, i det omfang belægningen erstatter anden gulvbelægning.

Antenneanlæg, hvortil ejeren eller en ejerforening har ejendomsretten, betragtes som sædvanligt tilbehør. Et lejet antenneanlæg anses derimod som inventar, se Skat 1989.1.89.

Stationære beholdere og tanke, der tjener opbevaringsformål, f. eks. olietanke, betragtes som sædvanligt tilbehør. Brønde anses som bygningsbestanddele.

Ved bedømmelsen af, hvad der skal anses som sædvanligt tilbehør til enfamilieshuse m. v., kan det være vejledende, om den pågældende genstand eller indretning må antages at følge med ejendommen i tilfælde af dennes overdragelse, selv om den ikke er udtrykkeligt nævnt i overdragelsesdokumentet.

Erhvervsejendomme I 1984 vedtog Ligningsrådet følgende anvisning for 18. almindelige vurdering og senere vurderinger:

"Som sædvanligt tilbehør til en bygning betragtes installationer, som er indlagt til brug for bygningens anvendelse til erhverv i almindelighed, hvorimod installationer til brug for en særlig erhvervsmæssig udnyttelse af bygningen ikke i vurderingsmæssig henseende betragtes som sædvanligt tilbehør."

Anvisningen omfatter ikke beboelsesejendomme.

Den vurderingsmæssige behandling er i almindelighed afgørende for, om en genstand eller indretning skal afskrives efter reglerne i afskrivningslovens (AL) kap. 3 for bygninger og installationer, eller den kan afskrives som driftsmiddel efter reglerne i AL kap. 2.

I fabrikker, værksteder og andre produktionsejendomme anses ingen del af det egentlige produktionsanlæg for sædvanligt tilbehør. Det skal derfor kun medtages ved vurderingen, for så vidt det udgør en bygningsbestanddel.

Skilte og neonreklamer er i sig selv inventar, medens indretningerne til at fastgøre dem efter omstændighederne må anses som bygningsbestanddele. Almindelige markiser anses som inventar, hvorimod en permanent overdækning (baldakin) anses som en bygningsbestanddel.

De fleste indvendige indretninger anses som inventar, dvs. som driftsmateriel. Det gælder således individuelle ventilationssystemer. I restauranter anses hårde hvidevarer, stålborde, diske m. v. som inventar. Nagelfaste og indmurede belysningsarmaturer anses som bygningsbestanddele, øvrige lamper og lysstofrør som inventar. Sprinkleranlæg med tilhørende rørsystemer regnes for bygningsbestanddele.

I landbrugsejendomme med husdyrproduktion medregnes støbte gulve samt gødnings- og gyllekanaler til ejendomsværdien som bygningsbestanddele. Almindelige koldt- og varmtvandsinstallationer medregnes som sædvanligt tilbehør, medens staldenes øvrige indretning holdes udenfor. Aftagelige gulvelementer, fodertrug og udsugningsanlæg anses som inventar, dvs. som driftsmateriel. Grundvandspumper anses som bygningsbestanddele. Det samme gælder lynafledere.

Overdækning af gyllebeholdere bestående af letklinker i en netpose eller et flydelåg af kunststofdug anses som et driftsmiddel, mens overdækning bestående af teltoverdækning eller betonlåg fastmonteret på gyllebeholderen anses som en bygningsbestanddel, se SKM2004.228.LR.

Kornsiloer anses undertiden som selvstændige bygninger eller bygningsbestanddele. Ved afgørelsen af, om en silo skal medtages ved vurderingen som bygning (bygningsbestanddel), eller skal anses som driftsmateriel, lægges der især vægt på, om siloen er beregnet til forbliven på stedet. Brønde anses som bygningsbestanddele.

I øvrigt anses beholdere, hvori der foregår en produktionsproces, f. eks. gæring, som inventar (driftsmateriel).

For elektricitetsværker medtages tranformerenhederne ikke ved vurderingen af ejendommene, hvad enten enhederne befinder sig i eller uden for de murede bygninger, se Skat 1988.8.497. Om vurderingen af kraftværker og kraftvarmeværker, se i øvrigt B.3.1.3.3.

Både og skibe Efter Told- og Skattestyrelsens opfattelse kan både og skibe ikke medtages under ejendomsvurderingen. Det anførte gælder, uanset hvilken anvendelse der gøres af båden eller skibet, og uden hensyn til om fartøjet kan sejle ved egen kraft eller ej.