| Generelt I henhold til bekendtgørelse om registrering og syn af køretøjer mv. § 123, stk. 2, er der oplistet 3 tilfælde, hvor et motorkøretøj, der er købt i Danmark, kan indregistreres på danske grænsenummerplader.
Det første tilfælde er, når et motorkøretøj ønskes registreret til en udlænding til anvendelse i udlandet, og motorkøretøjet skal køre over den danske grænse (direkte udtransport). Det andet tilfælde er, når en udlænding agter at anvende motorkøretøjet under et midlertidigt ophold her i landet og eventuelt under feriekørsel i udlandet. Det tredje tilfælde er, når en person, der har bopæl her i landet, i forbindelse med udvandring eller ophold af længere varighed i udlandet agter at medtage og anvende motorkøretøjet i udlandet.
Om et motorkøretøj på danske grænseplader kan leveres momsfrit skal afgøres efter momslovens § 34, stk. 1, nr. 2 og nr. 5, alt efter om der er tale om, at motorkøretøjet leveres til et andet EU-land eller udføres til et tredjeland.
Som udgangspunkt kan der leveres momsfrit i de situationer, der er omfattet af ovennævnte første og tredje tilfælde, jf. nedenfor. I det andet tilfælde vil der som udgangspunkt være tale om en momspligtig leverance i henhold til momslovens § 4.
§ 34, stk. 1, nr. 2 Et nyt motorkøretøj, som af sælgeren eller af erhververen eller for disses regning forsendes eller transporteres til erhververen i et andet EU-land, kan leveres momsfrit. Beskatningsstedet er således i det andet EU-land, idet der i 1991 ved Rådets direktiv nr. 91/680/EØF af 16. december 1991, blev indført særregler for erhvervelse af nye motorkøretøjer, hvorefter det er forbrugslandet, der har beskatningsretten for køb og salg af nye motorkøretøjer.
Bestemmelsen er en følge af, at der altid skal betales moms i erhvervelseslandet af nye motorkøretøjer.
Om definitionen af nye motorkøretøjer henvises til afsnit Q.2.6.1.
§ 34, stk. 1, nr. 5 Hvor et motorkøretøj leveres i Danmark, er leverancen momsfri, såfremt motorkøretøjet udføres til et tredjeland af sælgeren eller køberen, der ikke er registreret her i landet, eller for disses regning.
UdførselI forbindelse med momslovens § 34, stk. 1, nr. 2 og nr. 5, skal det vurderes, om der er sket udførsel. Det er således afgørende:
- at der er en tæt sammenhæng mellem købet af motorkøretøjet og udførslen,
- at udførslen er kendt på salgstidspunktet og
- at det andet land har beskatningsretten.
Det er i denne forbindelse virksomhedens ansvar, at motorkøretøjet bliver udført, se endvidere TfS 1999, 355. Der henvises til afsnit Q.2.6.2 vedrørende faktura og regnskabsbestemmelser.
I de tilfælde hvor et motorkøretøj, som er registreret på grænsenummerplader, genindføres, flyttes beskatningsretten ikke fra det oprindelige forbrugsland, idet § 34 endelig har fastlagt, at beskatningsstedet er det oprindelige forbrugsland, jf. TfS 1998, 15. |