| Efter bestemmelsen er levering af varer og ydelser i forbindelse med velgørende arrangementer samt foreningers m.fl. indsamling og salg af brugte varer af ringe værdi på visse betingelser fritaget fra momspligten.
Fritagelsens meddelelse og omfang Momsfritagelse meddeles efter forudgående ansøgning til den told- og skatteregion, hvor foreningen er hjemmehørende.
Der er mulighed for, at flere foreninger mv. kan opnå momsfritagelse for et fælles arrangement, hvis alle foreningerne mv. hver for sig opfylder bestemmelsens betingelser.
Momsfritagelsen medfører, at der ikke skal betales moms af indtægterne fra arrangementet. Tilsvarende er der ikke fradrag for moms af de indkøb, der sker i forbindelse med arrangementet.
For at kunne opnå momsfritagelse er der en række betingelser, der skal være opfyldt. Disse betingelser er omtalt i det følgende.
Overskuddets anvendelse Det er en betingelse, at leveringen af varer og ydelser sker i forbindelse med et velgørende arrangement. Velgørende arrangementer er i bestemmelsen defineret som arrangementer af kortere varighed, hvis overskud fuldt ud anvendes til velgørende eller på anden måde almennyttige formål.
Ved vurderingen af, om betingelsen er opfyldt, sker der i hvert enkelt tilfælde en vurdering af den planlagte brug af det forventede overskud.
Der findes en righoldig praksis på området, og alene visse hovedlinier heri gengives i det følgende.
Som eksempler på velgørende eller på anden måde almennyttige formål kan nævnes sygdomsbekæmpelse, forebyggende børne- og ungdomsforsorg, u-landshjælp, kirkeligt arbejde samt amatøridrætsarbejde. Som et andet eksempel kan nævnes sikring af et øsamfunds overlevelse. Det er bredden i overskuddets anvendelse, der er afgørende for, om overskuddet kan anses for at blive anvendt til almennyttigt formål, TfS 1998, 771 og TfS 2000, 154.
Der kan også gives momsfritagelse for arrangementer til fordel for opførelse og drift af kirker, idrætshaller, spejderhytter og fritidscentre for børn og unge, herunder f.eks. drift af kommunalt ejede fritidscentre, hvor kommunen betaler lønudgifterne, medens udgifterne til inventar mv. helt eller delvis betales via overskuddet fra arrangementerne. Også arrangementer, hvor overskuddet går til musikforeninger, anses almindeligvis som almennyttige, TfS 1996, 681. Det er en forudsætning for momsfritagelse, at overskuddet skal komme en videre kreds af personer til gode. Som eksempel på et arrangement, der ikke opfylder denne betingelse, kan nævnes et arrangement til fordel for en skoleklasse, der skal bruge overskuddet til hel eller delvis finansiering af en rejse.
I SKM2002.516.LSR bemærker Landsskatteretten, at afholdelse af musikkoncerter ikke i sig selv kan anses for et velgørende eller på anden måde almennyttigt formål i momslovens forstand. I den konkrete sag opfyldte den pågældende forening således ikke betingelsen om, at overskuddet fuldt anvendes til velgørende eller på anden måde almennyttige formål, ved at overføre en del af overskuddet til senere koncerter.
Momsnævnet har truffet afgørelse om, at en forening, der er støtteforening for en idrætsklub, ikke kan opnå momsfritagelse for velgørende arrangementer, medmindre overskuddet fra foreningens arrangementer fuldt ud anvendes til velgørende formål. Udgifter i forbindelse med de enkelte arrangementers afholdelse må ikke beregnes som en vis del af overskuddet. Det fulde overskud fra det enkelte arrangement skal udloddes efter arrangementets afholdelse. Overskudsbeløb må ikke henlægges til senere udlodning, medmindre det klausuleres til brug for et bestemt formål (større investering mv.) og indsættes på en spærret konto efter gældende retningslinier. Overskuddet kan derfor ikke anvendes til løbende udbetalinger. Foreningens formål kan ikke i sig selv anses som velgørende eller på anden måde almennyttigt med den virkning, at foreningen kan afholde velgørende arrangementer til fordel for foreningen selv, jf. TfS 1997, 694.
Betingelsen om, at overskuddet fuldt ud skal anvendes til velgørende formål mv., skal forstås bogstaveligt. Anvendes blot en mindre del af overskuddet til andre formål, er momsfritagelse udelukket. Fordeles overskuddet mellem flere foreninger mv., er fritagelse udelukket, hvis blot én af foreningerne ikke eller kun delvis anvender sin overskudsandel til velgørende formål mv. Arrangementer kan således ikke opdeles i en momspligtig og en momsfri del. I SKM2002.207.HR var betingelserne i § 13, stk. 1, nr. 18, om velgørende arrangementer ikke opfyldt. Overskud fra arrangementerne blev delt mellem en boldklub og den lokale beboerforening. Andelen af overskud til beboerforeningen måtte anses som betaling for erlagte ydelser i forbindelse med afholdelse af arrangementerne. Beboerforeningen havde ikke og ville ikke kunne få momsfritagelse og ville af den grund ikke kunne opfylde betingelserne i § 13, stk. 1, nr. 18, hvorefter overskuddet fuldt ud skal anvendes til velgørende eller på anden måde almennyttige formål.
Arrangøren skal for hvert enkelt arrangement føre et regnskab, der dokumenterer, at hele overskuddet er anvendt til velgørende formål mv. Hvis overskuddet skal anvendes til konkrete formål, f.eks. opførelse af en idrætshal eller doneres til Kræftens Bekæmpelse, skal det dokumenteres, at overskuddet er udbetalt til dette formål.
Kravet om, at overskuddet skal være udbetalt/anvendt til konkrete formål, kan fraviges, hvis beløbet indsættes på en spærret eller båndlagt konto i et pengeinstitut eller indgår i en fond, sådan at beløbet inkl. renter er klausuleret til brug for et bestemt velgørende formål mv. Som eksempel på et sådant tilfælde kan nævnes beløb, der skal anvendes til planlagt byggeri af en idrætshal. Se TfS 1997, 694, hvor Momsnævnet ikke fandt, at en støtteforening havde udloddet overskuddet umiddelbart efter arrangementets afholdelse.
Arrangøren skal efter anmodning indsende regnskabet til ToldSkat vedlagt evt. lejlighedstilladelse fra politiet. Regnskabet skal opbevares i 5 år efter udløbet af det regnskabsår, hvori arrangementet er afholdt.
Salg for arrangørens regning og risiko Det er en betingelse for momsfritagelse, at leveringen af varer og ydelser sker for arrangørens regning og risiko.
Dette indebærer, at der ikke kan gives momsfritagelse for egentlig erhvervsvirksomhed i tilslutning til et momsfritaget arrangement. Deltager en restauratør f.eks. med udskænkning i et arrangement mod betaling af en vis leje til arrangøren, skal restauratøren betale moms af salget efter de almindelige regler.
Betingelsen indebærer, at den pågældende forening mv. formelt og reelt skal stå som arrangør af arrangementet. Det er tillige en betingelse, at al annoncering skal ske i arrangørens navn, at arrangøren betaler for optræden, leje af lokaler mv., at denne betaling ikke er fastsat til en procentdel af entréindtægten, og at billetsalg som hovedregel skal forestås af personer fra foreningen mv., jf. Skatteministeriet, Departementets afgørelse nr. 960/86.
Ligeledes kan der ikke meddeles momsfritagelse, hvis leverandører til et arrangement honoreres i forhold til indtægterne ved arrangementet. I dette tilfælde sker leveringen af varer og ydelser ikke udelukkende for arrangørens regning og risiko, ligesom overskuddet ikke fuldt ud anvendes til almennyttige formål.
Landsskatteretten har i kendelsen SKM2001.35.LSR udtalt, at det forhold, at en kontrakt blev ingået på et så sent tidspunkt, at risikoen for, om der blev solgt billetter nok til dækning af omkostningerne var elimineret, ikke ændrede ved at klageren blev anset for at være arrangør af den omhandlede koncert og havde båret risikoen for om koncerten rent faktisk blev gennemført.
Landsskatteretten stadfæstede i SKM2003.170.LSR ToldSkat´s afgørelse, hvorefter en forening, der måtte anses som en støtteforening, og som forestod salg af drikkevarer i forbindelse med karnevalsarrangementer, ikke kunne anses for berettiget til momsfritagelse.
Landsskatteretten lagde i kendelsen til grund, at i følge 6. momsdirektivs artikel 13 A, pkt. 1, litra o), skal et arrangement være foretaget til egen fordel, hvilket efter momslovens § , stk. 1, nr. 18, er formuleret således, at leveringen skal ske for arrangørens regning og risiko. Landsskatteretten fandt herefter, at det vil stride mod såvel direktivets ordlyd som momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, der i øvrigt må fortolkes i overensstemmelse med direktivbestemmelsen, hvis man alene lægger vægt på overskudsanvendelsen. Allerede fordi foreningen ikke kan anses for arrangør af de pågældende arrangementer, kunne foreningen herefter ikke opnå momsfritagelse i henhold til momslovens § , stk. 1, nr. 18, for øl- og sodavandssalg i forbindelse med arrangementerne.
Told- og Skattestyrelsen har i SKM2003.306.TSS kommenteret Landsskatterettens ovennævnte kendelse. Det fremgår, at Told- og Skattestyrelsen finder, at begrebet "arrangementer af kortere varighed" i den betydning det er anvendt i momslovens § 13, stk. 1, nr. 18, ikke er begrænset til arrangementer, som efter en almindelig forståelse af begrebet udgør sådanne. Efter fast praksis kan velgørende arrangementer tillige udgøre enkeltstående salg af kortere varighed af diverse varer og levering af tjenesteydelser, f.eks. spejdergruppers salg af juletræer, herunder salg mv. som underleverandør til et hovedarrangement, f.eks. afholdelsen af musikfestivaler o.lign.
Betingelsen om, at arrangementet skal være foretaget "til egen fordel", jf. 6. momsdirektivs artikel 13, punkt af stk. 1., litra o), kan efter styrelsens opfattelse ikke fortolkes således, at "leveringen skal ske for arrangørens regning og risiko". Hvis foreningen i det konkrete tilfælde opfylder betingelsen om, at salget skal ske for foreningens regning og risisko, jf. praksis ovenfor, er foreningen "arrangør" i momslovens forstand af det pågældende salg af drikkevarer i forbindelse med afviklingen af hovedarrangementet, d.v.s. karnevalet.
Det afgørende er herefter anvendelsen af overskuddet, der enten kan være til egen fordel, d.v.s. til arrangørens egne aktiviteter, eller til udlodning, d.v.s. til andre(s) aktiviteter, og at formålet, som de pågældende aktiviteter understøtter, i øvrigt kan anses som velgørende eller på anden måde almennyttigt i momslovens forstand.
Da Landsskatterettens kendelse stadfæstede ToldSkat´s afgørelse, hvorefter der ikke blev meddelt momsfritagelse til det i sagen omhandlede arrangement, fandt styrelsen ikke at der var mulighed for at indbringe sagen for domstolene.
Arrangørens momsmæssige status Er arrangøren i forvejen momsregistreret, kan der som hovedregel ikke gives momsfritagelse for salg af tilsvarende varer og ydelser.
Reglen betyder f.eks., at et teater, der skænker overskuddet til et velgørende formål mv., ikke kan momsfritages. Køber en velgørende forening derimod forestillingen og sælger billetterne, kan der opnås momsfritagelse. Teatret skal dog betale moms af sit vederlag efter de almindelige regler.
Der kan dog i visse tilfælde gives momsfritagelse for et velgørende arrangement, selv om en medarrangør er momsregistreret. Det er tilfældet, når en restauratør og en velgørende forening i fællesskab står for at være arrangør efter restaurationsloven, jf. TfS 1993, 590. Restauratørens evt. salg af drikkevarer vil dog være momspligtigt efter de almindelige regler.
Arrangementets varighed Skatteministeren er bemyndiget til at fastsætte nærmere regler for meddelelse af momsfritagelse, hvilket ministeren har gjort i § 1 i momsbekendtgørelsen.
I bekendtgørelsen er der således fastsat nærmere regler for varigheden af de velgørende arrangementer.
Efter bekendtgørelsens § 1 kan der gives tilladelse til afgiftsfritagelse til følgende arrangementer:
- Et månedligt arrangement af op til 3 dages varighed.
- Et årligt arrangement af op til 14 dages varighed, eller 2 arrangementer af op til 8 dages varighed.
- Ensartede, sammenhængende arrangementer, der afholdes én gang årligt over enkelte dage, i flere på hinanden følgende uger eller måneder, med en samlet varighed på ikke over 14 dage.
Reglerne kan kombineres. Der kan dog højst indrømmes fritagelse for i alt 12 arrangementer om året.
Reglerne medfører, at der ikke - uanset brugen af overskuddet - kan gives fritagelse for løbende salg, f.eks. fra permanente butikker, loppemarkeder, bogsalg og lign., jf. dog pkt. D.11.19 om genbrugsbutikker.
En landsdækkende forening med et antal lokalforeninger kan godt samlet set fritages for flere arrangementer end nævnt ovenfor, hvorimod den enkelte lokalforening kun kan fritages i det nævnte omfang.
Kun den tid, hvor de momspligtige aktiviteter foregår, regnes med ved beregningen af varigheden. Ved f.eks. udgivelse og salg af en bog, er det derfor kun den periode, hvor bogen reelt udbydes til salg, der skal medregnes.
Momsbekendtgørelsens § 1, stk. 2 giver mulighed for, at de regionale told- og skattemyndigheder kan give tilladelse til, at den tidsmæssige begrænsning af velgørende arrangementer kan overskrides, hvis særlige omstændigheder taler for det. Som eksempler på velgørende arrangementer, hvor der kan gives tilladelse til, at tidsperioderne overskrides, kan nævnes Dansk Blindesamfunds salg af julebladet "Blindes Jul" og Danidas salg af "Børnenes Ulandskalender" op til jul, der begge har været momsfritaget i mange år, selvom arrangementet tidsmæssigt har rakt ud over bestemmelsen i momsbekendtgørelsens § 1, stk. 1, jf. SKM2002.504.TSS og SKM2001.256.TSS.
Andet salg i velgørende øjemed Salg af julemærker og lign. der sker som led i en indsamling, som en velgørende organisation har anmeldt til politiet efter Justitsministeriets regler om offentlige indsamlinger, kan ske momsfrit. Betingelsen om anmeldelse til politiet er i enkelte tilfælde fraveget i praksis.
Salg af varer i andre tilfælde kan som udgangspunkt ikke anses for momsfri indsamlingsvirksomhed. Der skal derfor, medmindre salget sker ved et velgørende arrangement, der opfylder de i § 13, stk. 1, nr. 18, nævnte betingelser, altid betales moms ved salg af f.eks. julekort, juleplatter og jubilæumsplatter.
Gangbare danske og udenlandske mønter, der sælges til velgørende formål, er fritaget for moms, hvis de sælges til pålydende værdi tillagt det beløb, der går til velgørende formål. Sælger/distributør har dog lov til at beregne sig en andel af salgsprisen til dækning af udgifterne ved salget, såsom annoncering og porto.
Endvidere er f.eks. salg, men ikke indførsel, af udenlandsk fremstillede medaljer af ædelmetal momsfritaget. I en konkret sag skete salget gennem pengeinstitutter, der medvirkede vederlagsfrit.
Indsamling og salg af brugte varer Indsamling og salg af brugte varer af ringe værdi, der foretages af velgørende foreninger m.fl., fritages ligeledes for moms efter forudgående ansøgning til told- og skatteregionen.
Det er en betingelse for meddelelse af momsfritagelse, at salget udelukkende sker til registrerede virksomheder, og at den velgørende forening m.fl. ikke i øvrigt driver registreringspligtig virksomhed.
Ved vurderingen heraf ses bort fra evt. lejlighedsvis registrering for enkeltstående arrangementer og fra evt. registrering for salg af reklameydelser, f.eks. ved udgivelse af et foreningsblad, samt fra registrering for cafeteria/ kioskvirksomhed.
Fritagelsen omfatter f.eks. salg af aviser, flasker, metal mv. Fritagelse kan ske, selv om salget sker løbende. |