Ved Lov nr. 1648 af 16. december 2025, er der indsat et nyt kapitel 5 C i OPKL med overskriften »Særlige regler for udlændinge, der opholder sig ulovligt i Danmark«. Kapitlet indeholder en ny § 16 g vedrørende inddragelse eller nægtelse af en virksomhedens registrering.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • § 16 g, stk. 1
  • § 16 g, stk. 2
  • Afgørelse

Regel

Det følger af bestemmelsen, som trådte i kraft den 1. januar 2026, at told- og skatteforvaltningen kan inddrage eller nægte en virksomheds registrering for skatter og afgifter m.v.,

1 hvis Skatteforvaltningen bliver bekendt med:

a. at en person, der deltager i ledelsen af virksomheden, eller,

b. for så vidt angår en personligt ejet virksomhed, er indehaver af virksomheden

opholder sig ulovligt i Danmark. Se § 16 g, stk. 1.

2 Fra virksomheder med en eller flere personligt hæftende deltagere, når Skatteforvaltningen bliver bekendt med:

a. at en person, der deltager i ledelsen af virksomheden, eller,

b. for så vidt angår en personligt ejet virksomhed, er indehaver af virksomheden

opholder sig ulovligt i Danmark. Se § 16 g, stk. 2.

Derudover fremgår det, at en virksomhed, der har fået inddraget sin registrering hos Skatteforvaltningen, ikke vil kunne genregistreres, før personen har lovligt ophold i Danmark.

§ 16 g, stk. 1

Skatteforvaltningen kan inddrage eller nægte en virksomheds registrering for skatter og afgifter m.v., hvis Skatteforvaltningen bliver bekendt med, at en person, der deltager i ledelsen af virksomheden, eller, for så vidt angår en personligt ejet virksomhed, er indehaver af virksomheden, opholder sig ulovligt i Danmark.

Efter bestemmelsen vil en udlænding, der opholder sig ulovligt her i landet, eller en udlænding, hvis forhold ændrer sig under opholdet her i landet, så den pågældende ikke længere har lovligt ophold her i landet, enten blive nægtet registrering eller få inddraget sin registrering for skatter og afgifter m.v. hos Skatteforvaltningen.

Registrering, genregistrering efter nægtelse eller inddragelse

En virksomhed, der har fået nægtet eller inddraget sin registrering hos Skatteforvaltningen, vil ikke kunne genregistreres, før personen igen har lovligt ophold i Danmark.

Skatteforvaltningen vil i forbindelse med anmodningen om nye registreringsforhold enten kunne anmode den pågældende om dokumentation, eller rette henvendelse til udlændingemyndighederne med henblik på en nærmere afklaring af den pågældendes ret til at opholde sig her i landet

§ 16 g, stk. 2

Skatteforvaltningen kan inddrage eller nægte en virksomheds registrering for skatter og afgifter m.v., fra virksomheder med en eller flere personligt hæftende deltagere, som f.eks. et interessentskab, et kommanditselskab eller et selskab med begrænset ansvar m.fl. når Skatteforvaltningen bliver bekendt med, at en person i virksomheden opholder sig ulovligt i Danmark.

Inddragelse af registrering vil dog alene kunne ske, hvis virksomheden efter udtræden af personen med ulovligt ophold fortsat ikke opfylder betingelserne i forhold til hæftende deltagere for at kunne fortsætte driften under samme driftsform og samme juridiske enhed.

Betingelserne i forhold til hæftende deltagere for at kunne fortsætte driften under samme driftsform og samme juridiske enhed.

I den situation, hvor den ene person af to hæftende deltagere i et interessentskab opholder sig ulovligt i Danmark, vil den interessent, der opholder sig ulovligt i Danmark, skulle træde ud af interessentskabet. Derved er betingelserne for den fortsatte drift af det pågældende interessentskab ikke længere til stede. I en sådan situation vil den tilbageværende interessent enten skulle finde en ny interessent, der vil kunne indtræde i den udtrædende interessents sted, eller også vil interessentskabet skulle omregistreres til en enkeltmandsvirksomhed, hvorefter den tilbageværende interessent vil kunne fortsætte virksomhedens drift - dog under en anden driftsform og juridisk enhed.

Er der tre eller flere deltagere i et interessentskab, hvor en af interessenterne er en person, der opholder sig ulovligt i Danmark, og derved må udtræde af interessentskabet, vil Skatteforvaltningen indsætte en slutdato på den pågældende i Erhvervssystemet, så der dannes et nyt registreringsbevis på skat.dk. Ved interessentskaber med mere end to interessenter vil interessentskabet således fortsætte uændret under samme driftsform og under samme juridiske enhed.

2 ugers frist

Inden nægtelse eller inddragelse af registreringen vil Skatteforvaltningen skulle meddele virksomheden om, at personen, der opholder sig ulovligt i Danmark, senest 2 uger efter modtagelsen af meddelelsen skal være ophørt med at deltage i ledelsen af virksomheden eller som ansvarlig deltager i virksomheden.

Virksomheden skal skriftligt meddele Skatteforvaltningen, at personen, der opholder sig ulovligt i Danmark, er ophørt med at deltage i ledelsen af virksomheden eller som ansvarlig deltager i virksomheden. Overholdes fristen på 2 uger ikke, vil virksomhedens registrering blive nægtet eller inddraget

Registrering, genregistrering efter nægtelse eller inddragelse

Er en anmodning om registrering nægtet eller inddraget, vil virksomheden ikke kunne genregistreres, før den hæftende person igen har lovligt ophold i Danmark.

Har en virksomhed fået inddraget sin registrering for skatter og afgifter m.v., vil Skatteforvaltningen, hvis virksomheden anmoder om genregistrering af samme eller registrering af en ny virksomhed, nægte dette.

Afgørelse

Skatteforvaltningens afgørelse om, at registreringen er inddraget eller nægtet vil skulle sendes til virksomheden, og for så vidt angår en personligt drevet virksomhed, tillige den eller de personlige ejere af virksomheden ved Digital Post eller rekommanderet brev, der skal oplyse, at en fortsættelse af virksomheden efter registreringsinddragelsen eller registreringsnægtelsen vil være strafbar efter OPKL § 17, stk. 3.

Skatteforvaltningens afgørelse om nægtelse af registrering eller inddragelse af en virksomheds registrering for skatter og afgifter m.v. er en forvaltningsafgørelse. De almindelige forvaltningsretlige regler vil således skulle finde anvendelse ved afgørelser, der træffes efter opkrævningslovens § 16 g, stk. 1 og 2, og vil kunne indbringes for Skatteankestyrelsen efter § 35 a i skatteforvaltningsloven.