I SSL § 35 C, er der fastsat en række undtagelser fra de ordinære frister i SSL § 35 B. Der er tale om tilfælde, hvor den afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigede, henholdsvis myndighederne er uden skyld i, at opgørelsen er foretaget forkert.
Bestemmelsen i SSL § 35 C, svarer i et vist omfang til SSL § 35, om ekstraordinære skatteansættelser.
Disse forlængelser i SSL § 35 C, stk. 1, af den almindelige ændringsfrist vedrører såvel nedsættelser som forhøjelser, og dermed ændringer på grundlag af genoptagelsesanmodninger fra afgiftspligtige og godtgørelsesberettigede og på told- og skattemyndighedernes initiativ. I praksis er det dog alene kriterierne i SSL § 35 C, stk. 1, nr. 2, der er fælles for den afgiftspligtige henholdsvis godtgørelsesberettigede og myndighederne. SSL § 35 C, stk. 1, nr. 1, og nr. 4, er lavet for at undgå for høje opgørelser af afgiftstilsvar, mens SSL § 35 C, stk. 3, er lavet for at undgå for lave opgørelse af afgiftstilsvar.
Opregningen i SSL § 35 C, stk. 1, nr. 1 - 4 er udtømmende. Der er således ikke mulighed for ekstraordinær genoptagelse under hensynstagen til individuelle særlige hensyn, som ikke falder ind under genoptagelsesmulighederne i SSL § 35 C, stk. 1.
Mulighederne for ekstraordinær fastsættelse i SSL § 35 C, er generelt begrænset dels af reglerne i SSL § 35 C, stk. 2 og 3, dels ved at der ikke kan ske ændring, hvis der er indtrådt forældelse efter 1908-lovens 5-årige frist. Sidstnævnte begrænsning gælder dog ikke for genoptagelse efter SSL § 35 C, stk. 1, nr. 1 og 4.
Hvis betingelserne i SSL § 35 C, stk. 1, for at ændre opgørelsen af afgiftstilsvaret efter udløbet af den ordinær 3-års frist i SSL § 35 B, er opfyldt, er der ikke hjemmel til at ændre andre forhold, medmindre der er tale om direkte følgevirkninger af den skete ændring.