åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "G.1.1 Ændring af skatteansættelser - Lov nr. 410 af 2. juni 2003" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

De hidtil gældende regler for ændring af skatteansættelser i skattestyrelsesloven er ændret ved lov nr. 410 af 2. juni 2003 om ændring af skattestyrelsesloven og andre love (Ændring af fristreglerne på skatte- og afgiftsområdet mv.).

Ikrafttræden De gældende regler for ændring af skatteansættelser i § 34 og § 35 i skattestyrelsesloven trådte i kraft den 3. juni 2003 (dagen efter bekendtgørelse i lovtidende).

VirkningReglerne i SSL § 34 og § 35 har som hovedregel virkning fra og med den 12. marts 2003 (dagen for fremsættelse af lovforslaget). Reglerne i SSL § 34 og § 35 har således virkning for anmodninger om genoptagelse af skatteansættelsen, som indgives til skattemyndighederne den 12. marts 2003 eller senere. Tilsvarende har reglerne i SSL § 34 og § 35 virkning for skattemyndighedernes foretagelse eller ændring af en skatteanættelse, når den varsles over for den skattepligtige den 12. marts 2003 eller senere. Denne hovedregel gælder for alle indkomstår i det omfang betingelserne for genoptagelse efter anmodning fra den skattepligtige eller på skattemyndighedernes initiativ er tilstede. Som undtagelse herfra kan anføres, at reglerne i SSL § 34, stk. 7 og 35, stk. 5, om primo/ultimoregulering af balanceposter først har virkning for anmodninger om genoptagelse, der er indgivet fra og med d. 1. juli 2004 eller for skattemyndighedernes varslinger om ansættelsesændringer udsendt fra og med d. 1. juli 2004. Reglerne i SSL § 34, stk. 7 og 35, stk.5 finder endvidere ikke anvendelse i sager, hvor der klages over et afslag på genoptagelse efter de hidtil gældende regler. I disse sager skal genoptagelsesspørgsmålet fortsat afgøres på grundlag af hidtil gældende bestemmelser.For at hindre, at reglerne kan opfattes som værende gennemført med "tilbagevirkende kraft" til ugunst for de skattepligtige, gælder følgende undtagelse. Er anvendelsen af reglerne for et indkomstår til ugunst for den skattepligtige i forhold til de hidtil gældende regler, kan reglerne først finde anvendelse på skatteansættelser for indkomståret 2000 og senere. Med udtrykket til "ugunst" menes, at ændringerne af en skatteansættelse for samme indkomstår samlet set er til ugunst for den skattepligtige. Bestemmelsen indebærer i disse tilfælde, at de hidtil gældende regler skal anvendes på skatteansættelser for indkomståret 1999 og tidligere år. Bestemmelsen indebærer ligeledes, at skattemyndighederne fra og med indkomståret 2000 har adgang til at fortage eller ændre en skatteansættelse efter reglerne i SSL § 34 og § 35 uanset om den er til ugunst for den skattepligtige.

Reglerne i SSL § 34 og § 35 har ikke betydning i sager, hvori der klages over et afslag på genoptagelse efter de hidtil gældende regler. I disse klagesager skal genoptagelsesspørgsmålet fortsat afgøres på grundlag af de hidtil gældende regler.

Ligeledes gælder, at selvom en anmodning om genoptagelse er indgivet den 12. marts 2003 eller senere er det de hidtil gældende regler der finder anvendelse, hvis der inden den 12. marts 2003 er indgivet en tilsvarende anmodning på samme grundlag. I tilfælde, hvor den skattepligtige kan fremlægge nye oplysninger af retlig eller faktisk karakter, skal genoptagelsessagen derimod afgøres efter reglerne i SSL § 34 og § 35. Det forhold, at reglerne på området er blevet ændret, udgør ikke i sig selv et nyt forhold, der kan begrunde genoptagelse.

Den nye bestemmelse i SSL § 32, 2. pkt., hvorefter skatteministeren kan beslutte, at en sag, som Landsskatteretten har afgjort til ugunst for den skattepligtige, skal genoptages til den skattepligtiges fordel, har ligeledes virkning for Landsskatteretskendelser, der afsiges den 12. marts 2003 eller senere.