I afsnit P.1 er beskrevet den kompetence, som skatteministeren eller de statslige told- og skattemyndigheder har til at afslutte en skatte-, afgifts- eller toldstraffesag "uden retslig forfølgning" og - inden for toldloven - til at træffe en foreløbig afgørelse vedrørende bøde og efterbetaling.

I dette afsnit beskrives det, hvordan de pågældende afgørelser træffes og føres ud i livet. Endvidere beskrives det, hvad der skal ske, hvis sagen ikke kan afsluttes uden retslig forfølgning, fordi den sigtede ikke ønsker at medvirke hertil. 

BødeforelægEn tilkendegivelse om, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, sker i form af et bødeforelæg, jf. retsplejelovens § 924 om bødeforelæg.

Om bødeforelæg gælder der tilsvarende regler som for tiltalerejsning efter retsplejelovens regler. I bødeforelægget skal herefter anføres den pågældendes navn og en beskrivelse af overtrædelsen med angivelse af, hvilke lovparagraffer der anses overtrådt, jf. retsplejelovens § 831, stk. 1, hvortil § 926 henviser.

Herudover skal det anføres, at sagen principielt skal afgøres ved domstolene, men at den kan afsluttes uden domstolsbehandling, såfremt den pågældende erkender sig skyldig og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist at betale den bøde, som er anført i bødeforelægget. Endelig skal det anføres, at sagen vil blive sendt til politiet med anmodning om tiltalerejsning ved domstolene, hvis den pågældende ikke kan tiltræde bødeforelægget.

Et bødeforelæg, der ikke er tiltrådt af den, det retter sig imod, er ikke en afgørelse i forvaltningslovens forstand, idet det ikke skaber ret. Der kan derfor ikke klages over et bødeforelæg. En borger eller virksomhed, som ikke kan tiltræde et bødeforelæg, må derfor henvises til at få sagen afgjort ved domstolene.

Når et bødeforelæg er underskrevet af den, som det retter sig imod, er der tale om en aftale mellem myndigheden og den pågældende. Efter retsplejelovens § 729 d, stk. 1 har den pågældende ret til aktindsigt med de begrænsninger, der fremgår af § 729 d, stk. 2 og stk. 3. Det betyder at interne arbejdsdokumenter er undtaget fra aktindsigt. Aktindsigten kan desuden begrænses af hensyn til trediemand eller andre tungtvejende hensyn.

FortrydelseHvis den, der har vedtaget et bødeforelæg, senest 6 måneder efter vedtagelsen meddeler, at han fortryder vedtagelsen, annulleres bødeforelægget, og sagen tillades indbragt for domstolene.

Den pågældende skal underrettes om retten til fortrydelse. Underretningen kan ske på et hvilket som helst tidspunkt under sagens behandling, men der skal under alle omstændigheder oplyses herom i bødeforelægget.

Endelig afgørelseEn afgørelse er endelig, såfremt bøden betales i rette tid, eller efter vedtagelsen bliver inddrevet eller afsonet. Herefter har den administrative afgørelse samme virkning som en afgørelse truffet af domstolene, idet den har gentagelsesvirkning.

Bødeikendelser
(told)

I toldlovens § 80, stk. 1 er omtalt en særlig afgørelsesform, nemlig en "foreløbig afgørelse om bøde og efterbetaling"

Bestemmelsen vedrører "personer, der er forhyret med skibe i udenrigsfart, samt personer, der ikke er bosiddende her i landet" og kan derfor ikke finde anvendelse på andre personer.

Den foreløbige afgørelse er en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Bestemmelserne i forvaltningsloven om bl.a. klagevejledning, partshøring og aktindsigt finder derfor anvendelse på bødeikendelser. Disse regler er beskrevet i afsnit E.

Selv om toldloven ikke indeholder regler om, at afgørelsen kan påklages, er der mangeårig fast administrativ praksis for, at en sådan bødeikendelse kan påklages, jf. principperne i forvaltningsloven. Klage over bødeikendelser sker til Told- og Skattestyrelsen.

Udover at bødeikendelser således kan påklages, kan de også indbringes (direkte) for domstolene, jf. toldlovens § 80, stk. 2, 2. punktum. Dette skal ske inden for en frist på 14 dage efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.

AdvarselTSS-cirkulære 1999-33 Administrative bødefastsættelser ved overtrædelse af skattekontrollovens §§ 13, 13 B, 13 C, 15, 16 og 18 indeholder i punkt G. regler om afslutning af administrative skattestraffesager med advarsel, der meddeles af de statslige skattemyndigheder. Advarslen skal være skriftlig. Punkt G lyder således:

"1. Skattekontrollovens §§ 13, 13 B, 13 C og 15

Hvis der foreligger forsæt til skatteunddragelse, men den samlede ansvarspådragende skatte- og eventuelt afgiftsunddragelse er mindre end 5.000 kr., eller hvis der foreligger grov uagtsomhed, men den samlede ansvarspådragende skatte- og eventuelle afgiftsunddragelse er mindre end 10.000 kr., afsluttes sagen med en meddelelse til skatteyderen om, at man har konstateret en overtrædelse, men at der efter omstændighederne ikke vil blive foretaget yderligere, idet der dog i tilfælde af gentagen overtrædelse vil blive gjort ansvar gældende - advarsel.

Der kan forholdes på tilsvarende måde, hvor strafansvar i øvrigt ikke findes at burde gøres gældende, f.eks. på grund af skatteyderens almindelige personlige og sociale forhold, jf. straffelovens § 80, stk. 1.

Såfremt det allerede ved sagens påbegyndelse ligger klart, at der ikke vil blive tale om bødeansvar, fordi de pågældende unddragelser er mindre end de foran anførte beløb, kan sagen sluttes, uden at der udsendes en advarsel.

2. Skattekontrollovens § 16

Hvis skatteunddragelsen er under de ovenfor under 1 anførte beløb for skatteydere, der har fået tilsendt en fortrykt selvangivelse, eller hvis indkomstdifferencen er under 20.000 kr. for andre skatteydere, eller strafansvar i øvrigt ikke findes at burde gøres gældende, afsluttes sagen på samme måde som beskrevet ovenfor under 1."

Afslutning af skattestraffesag med advarsel bør ske efter følgende retningslinier. Det samme gælder administrativ afslutning af afgifts- og toldstraffesager med advarsel:

Udgangspunktet for at kunne give en advarsel er, at der både med hensyn til de objektive betingelser og med hensyn til de subjektive betingelser er realiseret et strafbart forhold. Hvis der i en sådan situation foreligger ganske særlige omstændigheder, kan der i stedet for straf gives en advarsel.

Advarsel anvendes i sager, hvor overtrædelsen af told-, skatte- og afgiftslovgivningen har medført unddragelser, der ligger under de fastsatte beløbsgrænser, se for skattestraffesagernes vedkommende ovenfor i gengivelsen af bødecirkulærets punkt G. Er beløbsgrænserne overskredet gælder det samme, hvis der i øvrigt foreligger ganske særlige omstændigheder, som taler for, at strafansvar ikke bør gøres gældende, f. eks. hvis den pågældende er svækket i væsentligt  omfang som følge af sygdom, alderdom eller lignende.

Hvis det allerede fra sagens start ligger klart, at unddragelsen ligger under de fastsatte beløbsgrænser, kan ansvarsdelen afsluttes helt uden advarsel.

Advarsel kan gives, selvom overtræderen ikke vil erkende sig skyldig i det omhandlede forhold, men det er en betingelse, at vedkommende tiltræder den processuelle fremgangsmåde. En accepteret advarsel kan ikke påklages til højere administrativ myndighed, og accepten kan ikke tilbagekaldes som led i en fortrydelsesret.

I forbindelse med, at der gives en advarsel, skal der også redegøres for, hvilke objektive og subjektive omstændigheder, der har givet grundlag for advarslen.

Hvis den pågældende efter at have accepteret en advarsel på ny begår ligeartede overtrædelser, kan der pålægges bøde, selvom det unddragne beløb ligger under de fastsatte grænser for at gøre strafansvar gældende. En accepteret advarsel vil i øvrigt kunne indgå i tilregnelsesbedømmelsen, hvis den pågældende påny afgiver urigtige eller vildledende oplysninger i afgiftsangivelser og selvangivelser m.v.

Den strafferetlige virkning af en advarsel er 3 år, med mindre der foreligger en overtrædelse af toldloven § 76, stk. 1, hvor tidsrummet er 2 år.

Henstilling

Hvis betingelserne for at give en advarsel ikke er opfyldt, kan der i stedet gives en henstilling.

Der kan gives en henstilling, hvis det er konstateret, at der objektivt set er sket en overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen samt toldloven, men hvor den påkrævede subjektive tilregnelse ikke kan konstateres. Typisk vil der være tale om situationer, hvor der er angivet urigtigt, men hvor der ikke foreligger den fornødne tilregnelse.

I øvrigt kan der gives en henstilling, hvis der er udvist en adfærd, som bevirker, at der er en konkret risiko for, at der kan blive realiseret en overtrædelse, men hvor dette kan undgås ved, at den pågældende adfærd ændres i overensstemmelse med henstillingen. Typisk vil der være tale om forstadier til urigtig angivelse f.eks. uhensigtigsmæssige regnskabsrutiner.

Når der gives en henstilling, skal der gives vejledning i, hvordan der fremover skal forholdes på det pågældende område. Henstillingen skal være skriftlig, mens vejledningen kan være mundtlig.

Hvis der efter en henstilling sker en overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningen samt toldloven, vil det have betydning for bedømmelsen af det nye forhold, at henstillingen ikke er blevet fulgt. I den forbindelse vil det have særlig betydning for bedømmelsen af tilregnelsen.

Henstillinger erstatter de tidligere anvendte strafferetlige indskærpelser.

Domstolsbehandling

Hvis et bødeforelæg ikke vedtages, eller en bødeikendelse ønskes indbragt for domstolene, sendes sagen til politiet i form af en tiltalebegæring, hvori politiet anmodes om at indbringe sagen for domstolene.

I tiltalebegæringen anmodes politiet om at nedlægge påstand om en bøde af samme størrelse som bødeforelæggets eller bødeikendelsens udvisende. Herudover anføres at sagen stadig kan afsluttes administrativt, dvs. uden domstolsbehandling, såfremt den pågældende ønsker det. Tiltalebegæringen vedlægges kopi af bødeforelægget/bødeikendelsen samt sagens øvrige papirer.