| Henstand i forbindelse med klage Klager eller sagsanlæg på told-, skatte-, og afgiftsområdet har som udgangspunkt ikke opsættende virkning. Klageren kan dog ansøge om henstand med betaling af den del af en skat, arbejdsmarkedsbidrag, told, moms eller afgift, som en klage vedrører, jf. SSL § 38, stk. 2 og bekendtgørelse nr. 520 af 25. juni 2002 om myndighedsinddeling og sagsudlægning (sagsudlægningsbekendtgørelsen), kapitel 8 . For afgørelser efter toldlovgivningen gælder dog toldkodeksens artikel 244, se nedenfor om toldområdet.
Henstand i forbindelse med klage over en skatteansættelse omfatter også eventuelle afledte krav på arbejdsmarkedsbidrag.
En anmodning om henstand skal imødekommes, når en række nærmere angivne betingelser er opfyldt:
- Det er en betingelse for henstand, at det beløb, der søges henstand for, opkræves særskilt
- Der kan ikke gives henstand med indregnet restskat efter kildeskattelovens § 61, stk. 3
- Henstand skal betinges af, at henstandsbeløbet forrentes med rentesatsen efter den pågældende lov fra de definerede forfaldstidspunkter i samme lov. Henstanden omfatter også denne rente og eventuelt allerede påløbne renter
- Hvis myndigheden ønsker adgang til at foretage modregning for krav, som klageren måtte få imod det offentlige, skal der tages et forbehold herom i henstandsbevillingen
- En henstandsbevilling gøres betinget af, at der stilles sikkerhed for kravet, hvis det skønnes, at muligheden for at inddrive kravet vil blive vanskeliggjort, hvis der gives henstand
- Henstand kan endvidere betinges af, at henstanden bortfalder efter forudgående varsel, hvis der indtræder en situation, hvor muligheden for at inddrive kravet vanskeliggøres på grund af den meddelte henstand
- Henstand kan ikke gives for et tidsrum på over fire år. Henstanden kan forlænges efter ny anmodning. Henstand gives i øvrigt for det tidsrum, hvor klagesagen er under behandling i det administrative system. Hvis en administrativ afgørelse indbringes for domstolene eller en dom ankes, skal der indgives ny ansøgning om henstand.
Særligt for toldområdet For afgørelser efter toldlovgivningen findes reglerne om henstand i Toldkodeksens art. 244. En anmodning om henstand kan imødekommes helt eller delvis, hvis toldmyndighederne har en begrundet formodning om, at afgørelsen ikke er i overensstemmelse med toldforskrifterne, eller at der må frygtes uoprettelig skade for klageren, jf. toldkodeksens art. 244, stk. 2.
I tilfælde, hvor der er tale om betaling af import- eller eksportafgifter, vil henstanden dog være betinget af, at der foreligger eller stilles sikkerhed, jf. toldkodeksens art. 244, stk. 2.
Krav om sikkerhedsstillelse kan dog undlades i tilfælde, hvor et sådant krav på grund af klagerens situation ville kunne give anledning til alvorlige vanskeligheder af økonomisk eller social karakter, jf. toldkodeksens art. 244, stk. 3. Hvis henstand bevilges, gælder betingelserne i sagsudlægningsbekendtgørelsens kapitel 8 om henstand, som er beskrevet ovenfor.
Kompetence og klage ved afslag på henstand De regionale told- og skattemyndigheder træffer afgørelse om henstand i 1. instans på told- og afgiftsområdet, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 6 . De regionale told- og skattemyndigheders afgørelse kan påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, nr. 4.
På skatteområdet er kompetencen til at træffe afgørelse om henstand for fysiske personer og dødsboer udlagt til kommunalbestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 11, nr. 1. Kommunens afgørelse kan påklages til den regionale told- og skattemyndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2. Den regionale told- og skattemyndigheds afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 2. For juridiske personer bortset fra dødsboer (selskaber) træffer den skatteansættende myndighed afgørelse om henstand i 1. instans, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 12, nr. 1.
►Der henvises til Skatteministeriets cirkulære nr. 91 af 16. juni 1995.◄
Hvis den kommunale skattemyndighed er skatteansættende myndighed kan afgørelsen om henstand påklages til den regionale told- og skattemyndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 2. Told- og skatteregionens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 2.
Hvis den regionale told- og skattemyndighed er skatteansættende myndighed kan afgørelsen om henstand påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, nr. 1. Told- og skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 3.
Hvis Told- og Skattestyrelsen er skatteansættende myndighed, kan afgørelsen om henstand påklages til Ligningsrådet, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 24, stk. 1, nr. 6. Ligningsrådets afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 6.
Tilbagebetaling som følge af afgørelser fra de administrative myndigheder Når en skatteansættelse for personer nedsættes, skal dette medføre en ændret årsopgørelse, jf. kildeskattelovens § 62 A. Den beregnede skat skal nedsættes, og skattebeløbet skal tilbagebetales i overensstemmelse med reglerne i kildeskatteloven. Dette gælder både, når skatteansættelsen nedsættes ved skatteankenævnet og ved Landsskatteretten, og det gælder uanset, om afgørelsen er påklaget. På tilsvarende vis skal der på skatteområdet ske tilbagebetaling til juridiske personer, når selskabets skatteansættelse ændres. Tilsvarende gælder på told-, moms- og afgiftsområdet.
Tilbagebetaling som følge af dom eller forlig ved domstolene Det følger af retsplejelovens § 480, at domme kan fuldbyrdes 14 dage efter dommens afsigelse. I en retssag, som Skatteministeriet har tabt, skal den udbetalende myndighed ikke afvente en henvendelse fra borgeren/virksomheden om udbetaling af beløbet, men myndigheden skal beregne et evt. overskydende beløb manuelt og udbetale det til borgeren/virksomheden inden 14 dage, jf. TfS 2000, 951 TSS.
Afgørelser om forrentning af tilbagebetalingsbeløb Den myndighed, der skal opfylde et tilbagebetalingskrav, har ifølge sagsudlægningsbekendtgørelsens § 19 kompetence til at træffe afgørelse i 1. instans om beregning og udbetaling af renter efter de nedenfor beskrevne regler.
Hvis afgørelsen om forrentning er truffet af den kommunale skattemyndighed, kan afgørelsen påklages til den regionale told- og skattemyndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 21, stk. 1, nr. 1. Den regionale told- og skattemyndigheds afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, nr. 2.
Hvis afgørelse herom er truffet af en regional told- og skattemyndighed, kan afgørelsen påklages til Told- og Skattestyrelsen, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 22, nr. 1. Told- og Skattestyrelsens afgørelse kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. bekendtgørelsens § 26, stk. 1, nr. 3.
Afgørelser truffet af Told- og Skattestyrelsen i 1. instans kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 26, stk. 1, nr. 3.
Skatte- og afgiftsmyndighederne er ved nogle domme blevet tilpligtet at forrente beløb, der skal tilbagebetales, fordi beløbet har været opkrævet uden tilstrækkelig lovhjemmel. Dommene vedrører situationer, der ikke er omfattet af lov om renter ved forsinket betaling mv, jf. lovbekendtgørelse nr. 743 af 4. september 2002 (renteloven) eller af særlige regler om forrentning i skatte- og afgiftslovgivningen. Skatteministeriet pålægges ved disse domme at forrente tilbagebetalingkrav under hensyn til, at det under de foreliggende omstændigheder findes rimeligt og i overensstemmelse med almindelige retsgrundsætninger, at Skatteministeriet bærer risikoen for det rentetab, som sagsøgeren lider ved ikke at kunne råde over det pågældende beløb.
På den baggrund er det besluttet, at staten skal forrente tilbagebetalte skatter, afgifter, gebyrer mv. inden for Skatteministeriets område efter de nedenfor nævnte regler, når tilbagebetaling til borgerne finder sted på statens vegne.
Reglerne, der trådte i kraft den 1. marts 2004 og gælder for krav, der er forfaldet fra og med 1. august 2002, omfatter således ikke tilfælde, hvor staten tilbagebetaler afgifter, der er opkrævet på vegne af danske kommuner mv.
Reglerne omfatter heller ikke krav, der er begrundet i en formueretlig aftale med myndighederne, f.eks. løn til ansatte eller en entreprenørs krav på vederlag. Desuden er bøder ikke omfattet, uanset om bøden er pålagt i henhold til skatte- og afgiftslovene.
Hvor særlige regler om forrentning af borgernes tilbagebetalingskrav fremgår af skatte- eller afgiftslovgivningen, sker forrentningen efter disse særlige regler. Dette gælder såvel bestemmelser i lovene om skatter og afgifter som i andre love - herunder renteloven. F.eks. findes der særregler om forrentning ved tilbagebetaling af indkomstskat for både personer og selskaber.
Hvis et negativt tilsvar i henhold til opkrævningslovens § 12 ikke udbetales rettidigt, og forsinkelsen ikke skyldes virksomhedens forhold, forrentes beløbet efter sædvane med rentelovens rentesats fra udbetalingsfristens udløb og indtil udbetalingen finder sted.
De her beskrevne regler ændrer ikke den nævnte praksis.
Hvis bunden opsparing i henhold til lov nr. 137 af 6. april 1985 tilbagebetales efter lovens § 4, sker der i overensstemmelse med lovens motiver ingen forrentning.
I tilfælde, hvor det tilbagebetalingspligtige beløb ikke er omfattet af de straks ovenfor nævnte 3 afsnit, sker forrentning efter de her beskrevne regler. Rentesatsen er den sats, der for den pågældende periode gælder efter § 5 i renteloven. Der beregnes ikke rentes rente.
Indbetalt efter påkrav fra en myndighederne
Hvis tilbagebetalingen vedrører et beløb, som er indbetalt efter påkrav fra en myndighed, forrentes beløbet fra indbetalingsdagen til udbetalingsdagen.
I disse tilfælde er indbetaling sket, efter at myndigheden har tilkendegivet over for indbetaleren, at der efter myndighedens opfattelse foreligger indbetalingspligt. Det er ikke nødvendigt, at der er stillet krav om indbetaling af et bestemt beløb. Hvis der ikke er stillet krav om indbetaling af et bestemt beløb, og der er indbetalt beløb udover, hvad der følger af myndighedns meddelelse om indbetalingspligt, f.eks. på grund af en beregningsfejl, forrentes det overskydende beløb dog efter reglerne, hvor beløbet er indbetalt uden påkrav fra en myndighed, jf. nedenfor. Såfremt myndighedens meddelelse om indbetalingspligt hviler på indbetalerens egne oplysninger om de faktiske forhold, og disse senere viser sig urigtige, forrentes tilbagebetalingskravet ligeledes efter reglerne, hvor beløbet er indbetalt uden påkrav fra en myndighed, jf. nedenfor.
Det er uden betydning, om der er begået fejl af myndighederne. Det er ligeledes uden betydning, om tilbagebetalingskravet følger af en dom eller af en administrativ afgørelse.
Indbetalt uden påkrav fra en myndighed
Hvis indbetalingen vedrører et beløb, som ikke er indbetalt efter påkrav fra en myndighed, forrentes beløbet fra 30 dage efter myndighedens modtagelse af borgerens anmodning om tilbagebetaling af et allerede indbetalt beløb og indtil udbetalingsdagen. Der skal således først betales renter, når der er gået 30 dage efter den dag, myndigheden modtager anmodning om tilbagebetaling.
Dette gælder også, hvis der indbetales beløb udover hvad der følger af et eventuelt påkrav fra myndigheder om indbetaling. Det overskydende beløb forrentes først fra 30 dage efter myndighedens modtagelse af anmodningen om tilbagebetaling.
Hvis myndigheden stiller krav om indbetaling på grundlag af indbetalerens oplysninger om der faktiske forhold, og disse senere viser sig at være urigtige, skal et eventuelt tilbagebetalingskrav ikke forrentes fra indbetalingsdagen, men først fra 30 dage efter modtagelsen af indbetalerens anmodning om tilbagebetaling.
Godtgørelse eller regulering af told og moms i henhold til toldlovens § 36, der ikke sker rettidig, forrentes dog fra reguleringsfristens udløb, medmindre forsinkelsen skyldes virksomhedens forhold.
Forrentning af beløb, der er indbetalt efter påkrav fra en myndighed, og beløb, der er indbetalt uden påkrav fra en myndighed, samt godtgørelse eller reglering af told og moms i henhold til toldlovens § 36, der ikke sker rettidig, jf. ovenfor, skal finde sted, uanset om indbetaleren har et retskrav på tilbagebetaling, eller om tilbagebetalingen beror på en bevillingsmæssig afgørelse. Det er således unødvendigt at sondre mellem, hvorvidt tilbagebetalingen sker, fordi indbetaleren har et krav herpå, eller fordi tilbagebetaling sker efter myndighedens egen beslutning.
Er renten efter de ovenfor nævnte regler opgjort til et lavere beløb end 200 kr., udbetales beløbet ikke.
Ved betaling af renter efter de ovenfor nævnte tilbagebetalinger, der finder sted efter reglernes ikrafttræden, skal renteberegning og udbetaling ske på myndighedens foranledning. Beregning og udbetaling skal således finde sted uden særlig anmodning fra indbetaleren.
Renter efter de ovenfor nævnte tilbagebetalinger, der er sket efter disse reglers ikrafttræden, udbetales kun efter særskilt anmodning herom, og der kan ikke beregnes for perioder, der ligger mere end 5 år før denne anmodning.
De her beskrevne regler er ikke til hinder for, at renter af tilbagebetalingskrav ydes med større beløb, såfremt dette følger af renteloven.
Dette kan f.eks. være tilfældet, såfremt der er anlagt retssag, før der anmodes om tilbagebetaling.
Reglerne trådte som nævnt i kraft den 1. marts 2004, og gælder for krav, der er forfaldet fra og med 1. august 2002.
Krav, der er forfaldet inden den 1. august 2002, forrentes efter de tidligere gældende regler, jf. tidligere procesvejledninger, bl.a. den seneste procesvejledning 2004/1.
Hvis tilbagebetalingen vedrører et beløb, som er indbetalt efter påkrav fra en myndighed, forrentes beløbet fra indbetalingsdagen til udbetalingsdagen i henhold til rentegodtgørelsescirkulærets pkt. 7. I disse tilfælde er indbetaling sket, efter at myndigheden har tilkendegivet over for indbetaleren, at der efter myndighedens opfattelse foreligger indbetalingspligt. Det er ikke nødvendigt, at der er stillet krav om indbetaling af et bestemt beløb. Hvis der ikke er stillet krav om indbetaling af et bestemt beløb, og der er indbetalt beløb udover, hvad der følger af myndighedens meddelelse om indbetalingspligt, fx på grund af beregningsfejl, forrentes det overskydende beløb dog efter reglerne om tilbagebetaling vedrørende beløb, der ikke er indbetalt efter påkrav fra en myndighed, jf. nedenfor. Hvis myndighedens meddelelse om indbetalingspligt hviler på indbetalerens egne oplysning om de faktiske forhold, og disse senere viser sig at være urigtige, forrentes tilbagebetalingskravet ligeledes efter reglerne om tilbagebetaling vedrørende beløb, der ikke er indbetalt efter påkrav fra en myndighed, jf. nedenfor. Det er uden betydning, om der er begået fejl af myndighederne, og om tilbagebetalingskravet følger af en dom eller af en administrativ afgørelse.
Indbetalt uden påkrav fra en myndighed Hvis tilbagebetalingen vedrører et beløb, som ikke er indbetalt efter påkrav fra en myndighed, forrentes beløbet fra månedsdagen for myndighedens modtagelse af borgerens anmodning om tilbagebetaling af et allerede indbetalt beløb og indtil udbetalingsdagen i henhold til rentegodtgørelsescirkulærets pkt. 8. Der skal således først betales renter, når der er gået en måned efter den dag, hvor myndigheden modtager anmodning om tilbagebetaling. Dette gælder også, hvis der indbetales beløb udover hvad der følger af et eventuelt påkrav fra myndighederne om indbetaling. Det overskydende beløb forrentes først fra månedsdagen fra anmodningen om tilbagebetaling. Det samme gælder, hvis myndigheden stiller krav om indbetaling på grundlag af indbetalerens oplysninger om de faktiske forhold, og disse senere viser sig at være urigtige. Et eventuelt tilbagebetalingskrav skal ikke forrentes fra indbetalingsdagen, men først fra månedsdagen for indbetalerens anmodning om tilbagebetaling.
Godtgørelse eller regulering af told og moms i henhold til toldlovens § 36, der ikke sker rettidig, forrentes dog fra reguleringsfristens udløb, medmindre forsinkelsen skyldes virksomhedens forhold.
Forrentningen efter disse regler skal finde sted, uanset om indbetaleren har et retskrav på tilbagebetaling, eller om tilbagebetalingen beror på en bevillingsmæssig afgørelse. Det er således unødvendigt at sondre mellem, om tilbagebetaling sker, fordi indbetaleren har krav herpå, eller fordi tilbagebetaling sker efter myndighedens egen beslutning.
Er renten efter disse regler opgjort til et lavere beløb end 200 kr., udbetales beløbet ikke.
Renteberegning og udbetaling skal ske på myndighedens foranledning. Beregning og udbetaling skal således finde sted uden særlig anmodning fra indbetaleren.
Reglerne er ikke til hinder for, at renter af tilbagebetalingskrav ydes med større beløb, hvis dette følger af renteloven. Det kan fx være tilfældet, hvis der er anlagt retssag, før der anmodes om tilbagebetaling.
|