Efter
FVL § 27 har alle, der virker
i den offentlige forvaltning, tavshedspligt, jf.
straffelovens
§ 152 og §§ 152 c - 152 f, når en oplysning ved lov eller anden
gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er
nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til
offentlige eller private interesser.
Straffeloven indeholder ingen nærmere angivelse af, hvilke offentlige og private
interesser, der kan føre til, at en oplysning må anses for at være
fortrolig. FVL § 27, stk. 1 indeholder imidlertid en opregning af de hensyn,
der efter en konkret vurdering i det enkelte tilfælde kan føre til, at
en oplysning er fortrolig og dermed undergivet tavshedspligt. Opregningen er ikke
udtømmende, men må antages at dække langt den overvejende del af
de hensyn, der kan føre til tavshedspligt.
Straffeloven indeholder endvidere ikke en fuldstændig angivelse af tavshedspligtens
omfang.
Uden for de tilfælde, hvor der i medfør af lov eller EF-forordning er
pligt til at videregive fortrolige oplysninger, eller hvor videregivelse er i overensstemmelse
med åbenbar almeninteresse, beror den strafbare handling derfor på, om
der er tale om "uberettiget" videregivelse.
Da myndighederne på Skatteministeriets område er omfattet af specielle
tavshedsforskrifter, der pålægger disse myndigheder en tavshedspligt,
der er mere vidtgående for så vidt angår en række særligt
opregnede oplysninger om private forhold, har den almindelige tavshedspligt efter
forvaltningsloven kun selvstændig betydning for oplysninger om offentlige forhold
og i begrænset omfang for oplysninger om private forhold.