Beskrivelsen nedenfor omhandler uformaliserede forhåndstilkendegivelser, der uden særlig regulering af retsvirkningerne er afgivet som led i forvaltningsmyndighedernes almindelige responderende og vejledende virksomhed. Der tænkes således på situationer, hvor en borger/virksomhed skriftligt eller mundtligt, direkte eller indirekte har modtaget en tilkendegivelse fra en kompetent myndighed, under sådanne omstændigheder, at svaret ikke er udtryk for en forvaltningsafgørelse. Som eksempel herpå kan nævnes, at en myndighed har afgivet en forhåndstilkendegivelse vedrørende et konkretiseret, men ikke aktualiseret faktum. Om sondringen mellem afgørelser og responderende virksomhed, m.v. henvises i øvrigt til afsnit B.2.
I øvrigt bemærkes, at for så vidt angår uformaliserede forhåndstilkendegivelser, der har betydning for afgørelser om skatteansættelser, gælder som følge af de statslige skattemyndigheders revisionsbeføjelser en særlig snæver adgang til at kunne støtte ret på sådanne udsagn, se nærmere under C.3.1.  
Om retsvirkningen af uformaliserede forhåndstilkendegivelser gælder som udgangspunkt, at hvis en borger/virksomhed efter sædvanlige bevisbyrdeprincipper kan dokumentere indholdet af en forhåndstilkendegivelse fra en kompetent myndighed og har indrettet sig i tillid hertil, vil tilkendegivelsen være bindende for myndigheden ved en senere forvaltningsafgørelse. Som eksempel kan nævnes TfS 2000, 1019 LSR, hvor der ikke kunne opkræves fratrukket købsmoms med tilbagevirkende kraft, fordi virksomheden havde indrettet sig i tillid til en tilkendegivelse fra det daværende tolddirektorat om, at der var tale om momspligtig virksomhed.
Selv om borgeren/virksomheden kan dokumentere en tilkendegivelse og har indrettet sig i tillid hertil, vil den dog ikke være bindende for myndigheden, hvis en af følgende betingelser er opfyldt: 

• forhåndstilkendegivelsen er ledsaget af et forbehold om, at svaret alene har vejledende karakter eller hvis der i øvrigt er taget konkretiserede og relevante forbehold
• borgeren/virksomheden har handlet svigagtigt eller har burdet indse at myndigheden svævede i en faktisk vildfarelse eller borgeren/virksomheden har i øvrigt undladt at fremlægge alle relevante oplysninger 
• forhåndstilkendegivelsen har et ulovmedholdeligt indhold. 

I de sidstnævnte tilfælde kan der eventuelt blive tale om erstatningsansvar for den myndighed, der har afgivet det urigtige svar, hvis de almindelige erstatningsbetingelser er opfyldt. Hertil kræves, at det kan lægges til grund, at myndigheden har begået en ansvarspådragende fejl, der har bevirket et økonomisk tab for borgeren/virksomheden. 
En forhåndstilkendegivelse vil endvidere ikke være bindende ved en senere forvaltningsafgørelse, hvis forudsætningerne for svaret efterfølgende er bristet, fx som følge af relevante ændringer i borgerens/virksomhedens forhold eller ændringer i lovgivningen.
Derimod antages en ændring af myndighedens administrative praksis ikke at være en bristende forudsætning for forhåndstilkendegivelsen, medmindre borgeren/virksomheden med et passene varsel har modtaget underretning herom inden han/hun har indrettet sig i tillid til forhåndstilkendegivelsen. En sådan praksisændring vil derfor alene kunne gøres gældende med fremtidig virkning efter et passende varsel, der på rimelig og forsvarlig måde giver borgeren/virksomheden mulighed for at tilpasse sig ændringen. I jo større omfang borgeren/virksomheden har disponeret definitivt på grundlag af forhåndstilkendegivelsen, desto mindre vil der være mulighed for en sådan ændring med fremtidig virkning.
Om domspraksis vedrørende de grundlæggende forvaltningsretsprincipper om retsvirkningerne af uformaliserede forhåndstilkendegivelser henvises til Retssikkerhedsudvalgets redegørelse udgivet i februar 1996, s. 88-93, der er medtaget som bilag 5, og hvor der er gennemgået udvalgte domme vedrørende diverse ministerområder.