Hvem kan klageDet absolutte udgangspunkt er, at kun parten er klageberettiget. Partsbegrebet skal fortolkes restriktivt på told-, skatte- og afgiftsområdet. I TfS 1999, 119 LSR afviste Landsskatteretten at behandle en klage over emballageafgift. Klagen var indgivet af en aftager af de berørte dunke, som forhøjelsen vedrørte, og den pågældende havde alene en indirekte interesse i sagens udfald ved, at afgiften blev tillagt salgssummen.

Den restriktive fortolkning af partsbegrebet på told-, skatte- og afgiftsområdet indebærer fx, at hvis en told-, skatte- eller afgiftsmyndighed har foretaget en regulering af en kommanditist, kan en sådan afgørelse ikke påklages af de øvrige kommanditister, da disse ikke anses for parter, selv om reguleringen vedrører et punkt, der er fælles for alle kommanditisterne.

Hvis borgeren er død, kan dødsboet klage. Klager over værdiansættelser af aktiver og passiver i dødsboer og beregning af passivposter kan indgives af dødsboet. Heraf følger modsætningsvist, at hverken de enkelte arvinger, ægtefællen eller legatarer kan påklage disse afgørelser.

En juridisk persons konkursbo er uden videre klageberettiget, da der er identitet mellem konkursboet og den juridiske person. Dette forudsætter dog, at bobehandlingen ikke er afsluttet, jf. TfS 1996, 30 ØLD, hvor en sag anlagt af repræsentanter for en fiskesalgsforening blev afvist, fordi likvidationen af foreningen var afsluttet og ikke senere genoptaget. I TfS 1996, 426 ØLD var sagen anlagt af to selskaber, der efter sagens anlæg blev likvideret, hvorfor påstandene blev afvist.

Er der tale om en fysisk persons konkursbo, vil det være konkursboet, der er klageberettiget for afgørelser, der vedrører år, der ligger forud for konkursdekretets afsigelse. Derimod er konkursboet ikke klageberettiget, for så vidt angår det indkomstår, hvor konkursdekretet afsiges, idet skattekrav vedrørende dette år ikke kan anmeldes i konkursboet, jf. TfS 1987, 578 HD. Hvis konkursboet ikke udnytter klageadgangen, vil der typisk ikke være noget til hinder for, at skyldneren selv udnytter den.

I forbindelse med vedtagelse af frivillige akkorder og stadfæstelse af tvangsakkorder vil kreditorerne ikke kunne indtræde i adgangen til at klage.

Betalingsstandsningsboer er ikke egentlige boer og er derfor ikke klageberettigede.

For selskaber mv., der er omfattet af selskabsskatteloven, er det selskabets ledelse, der beslutter, om klage skal indgives. For foreninger mv. omfattet af fondsbeskatningsloven er det på tilsvarende vis foreningens ledelse, der bestemmer, om der skal indgives klage.

For umyndige er det værgen, der skal indgive klage på den umyndiges vegne.

Klager over værdiansættelser ved gaveafgiftsberegningen kan foretages af den gaveafgiftspligtige. Da både gavegiver og gavemodtager hæfter solidarisk for afgiftens betaling, er begge klageberettiget.

Særligt for afgørelser truffet af arbejdsgiverkontrollenVed afgørelser om indeholdelsespligt efter kildeskatteloven er både den indeholdelsespligtige og indkomstmodtageren klageberettiget, jf. bemærkningerne til lov nr. 1098 af 29. december 1998. Også andre afgørelser, som arbejdsgiverkontrollen har truffet overfor en arbejdsgiver, kan have en så væsentlig betydning for arbejdstageren, at denne bliver part i sagen og derfor har klageadgang.

Særligt for ægtefællerIfølge SSL § 37 A, stk. 2 kan ægtefæller og forhenværende ægtefæller hver især klage over skatteansættelsen af den anden ægtefælle for indkomstår, hvori de var ægtefæller og samlevende. Bestemmelsen har især betydning i de tilfælde, hvor den ene ægtefælles skatteansættelse har indirekte betydning for den anden. SSL § 37 A, stk. 2 giver kun ægtefællen hjemmel til at klage, men gør ikke ægtefællen til part i sagen.

Særligt om ejendomsvurderingDer gælder særlige regler om klageadgang over ejendomsvurderinger i SSL § 22 A, stk. 1. Herefter kan klage - udover af ejeren - indgives af den, der har begæret vurderingen. I de tilfælde der er nævnt i vurderingslovens § 8, stk. 3, 3. pkt., kan både køber og sælger påklage vurderingen. En ejer kan påklage vurderingen af andres ejendom, når ejeren har en retlig og økonomisk interesse deri. En kommune kan påklage vurderingen af fast ejendom, som kommunen i medfør af lovgivningen vil kunne tilpligtes at overtage.

Generelt om klagefristerAfgørelser skal som udgangspunkt påklages inden for en frist som er forskellig afhængig af, hvilken myndighed, der klages til. De enkelte klagefrister er beskrevet i de afsnit, der handler om klage til den pågældende klagemyndighed.

Suspension af klagefristerSom udgangspunkt har myndighederne bevisbyrden for, hvornår afgørelsen må antages at være kommet frem. Imidlertid kan det komme borgeren/virksomheden til skade, hvis han ikke sikrer sig bevis for modtagelsestidspunktet, hvis afgørelsen er modtaget senere end det ville være tilfældet med sædvanlig postmæssig ekspedition, jf. TfS 2000, 503 HD. I TfS 2000, 424 ØLD havde myndighederne ikke godtgjort med den sikkerhed, det må kræves, at afgørelserne var afleveret til postvæsenet.

Hvis fristen overskrides, afviser klagemyndigheden som udgangspunkt klagen, jf. TfS 1999, 598 HD, TfS 2000, 503 HD, SKM2002.523.ØLR, SKM2004.26.ØLR, og SKM2004.214.ØLR. Der er dog ikke noget til hinder for, at klagemyndigheden ser bort fra fristoverskridelser, når myndigheden efter en konkret vurdering finder, at sagen bør behandles.

Landsskatteretten kan dog se bort fra en fristoverskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor, jf. SSL § 25, stk. 1. I TfS 2000, 689 LSR var et toldcenters afgørelse, som var truffet den 28. april 1999, påklaget til Landsskatteretten den 12. november 1999. Klagefristen var således overskredet. Landsskatteretten bemærkede, at klagefristen ikke var suspenderet som følge af, at der var udsendt en mellemkommende rettelsesangivelse. Det forhold, at selskabet havde ønsket at indhente yderligere oplysninger, var heller ikke en særlig omstændighed, som kunne få Landsskatteretten til at se bort fra fristoverskridelsen.

I SKM2004.266.ØLR havde Landsskatteretten givet tilsagn om, at Landsskatteretten på begæring ville genoptage klagesagen, såfremt domstolene måtte ændre Landsskatterettens afgørelse i en tredjemands sag. Landsskatterettens tilsagn om genoptagelse var udtrykkeligt betinget af, at det endelige udfald af den angivne sag blev, at Landsskatterettens afgørelse i sagen blev ændret. Da tredjemand hævede sagen, blev det endelige udfald af den pågældende sag, at Landsskatterettens afgørelse ikke blev ændret, og betingelsen i genoptagelsestilsagnet var derfor ikke opfyldt. Skatteministeriet blev herefter frifundet.

At varigheden af fristoverskridelsen er kort, kan ikke i sig selv bevirke, at klagen skal realitetsbehandles, jf. TfS 2000, 503 HD.

Klagefrister ved anmodning om genoptagelse Anmoder den told-, skatte- eller afgiftspligtige myndigheden i første instans om at genoptage sin egen afgørelse inden udløbet af klagefristen, suspenderes klagefristen midlertidigt i medfør af FVL § 20, stk. 3. Klagefristen løber videre fra det tidspunkt, hvor den nye afgørelse er meddelt parten, dog med mindst 14 dage. I SKM2001.62.VLR havde en region givet afslag den 17. juni 1997 på anmodning om genoptagelse af sin afgørelse af 11. februar 1997. Anmodning om genoptagelse var indgivet den 6. maj 1997. dvs. inden klagefristens udløb, mens afslaget på genoptagelse blev givet efter udløbet af 3-måneders-fristen. Landsretten hjemviste sagen til Told- og Skattestyrelsen til klagebehandling, idet der ikke var blevet vejledt i afslaget om, at adgangen til at klage over afgørelsen i henhold til FVL § 20, stk. 3 stadig stod åben uanset udløbet af 3-måneders-fristen.

Foretager første instansen en egentlig revurdering af sagen, løber der en ny klagefrist fra den nye afgørelse.

I SKM2003.363.ØLR anså Østre Landsret det godtgjort, at en klage var afsendt inden klagefristens udløb, selv om klagen ikke nåede frem til Landsskatteretten før end ca. 7 måneder efter klagefristens udløb. Landsretten fandt herefter, at der forelå sådanne særlige omstændigheder, at der er grundlag for at bortse fra fristoverskridelsen, jf. skattestyrelseslovens § 25, stk. 1. Landsretten hjemviste sagen til fornyet behandling i Landsskatteretten.