For det tredje er det en betingelse, at tilkendegivelsen har en tilstrækkelig klarhed, hvilket ikke var tilfældet i dommene TfS 1990, 214 HD og TfS 1997, 781 VLD, og kan dokumenteres af den skattepligtige. Fx. kunne de skattepligtige i TfS 1997, 364 og 365 ØLD, og i TfS 1999, 142 LSR ikke løfte bevisbyrden for, at myndighederne havde afgivet en mundtlig tilkendegivelse.

Endelig gælder det, at tilkendegivelsen skal være uden forbehold, jf. herved TfS 1999, 426 VLD, hvor der blev lagt vægt på, at der var taget et udtrykkeligt forbehold, hvorfor der ikke kunne støttes ret på tilkendegivelsen. I retspraksis er det blevet sidestillet med et forbehold, hvis tilkendegivelsen er ledsaget af en bemærkning om, at spørgsmålets endelige besvarelse afhænger af udfaldet af klagebehandling i sædvanlig instansfølge, jf. dommene UfR 1973, 18 HD, TfS 1989, 491 HD og TfS 1997, 937 HD.