Med virkning fra 1. januar 1994 trådte aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, kaldet EØS-aftalen, i kraft.

EØS-aftalen er en aftale mellem EF og EFTA-landene, bortset fra Schweiz, og omfatter bestemmelser om samarbejde på en række områder, bl.a. på toldpræferenceområdet.

På toldområdet er EØS-aftalen reelt en overbygning på de eksisterende EFTA-aftaler fra 1972/1973, som dog fortsat er gældende for Island, Norge og Liechtenstein. Aftalerne fra 1972/1973 omfatter frihandelsaftaler for industriprodukter mellem EF og henholdsvis Island og Norge.

EF har endvidere på landbrugsområdet via en række brevvekslinger med Island og Norge, indgået aftaler om toldnedsættelser mv. på landbrugsprodukter, som hverken er omfattet af EØS-aftalen, aftalen mellem EF og Island eller EF og Norge.

En stor del af disse toldnedsættelser er begrænset af toldkontingentordninger, se afsnit A.10.

Schweiz, der ved en folkeafstemning vedtog ikke at tilslutte sig EØS og derfor ikke er omfattet af EØS-aftalen, har dog ved en ændring af protokol 3, oprindelsesprotokollen, i den oprindelige frihandelsaftale mellem EF og Schweiz/Liechtenstein opnået stort set de samme fordele som landene inden for EØS-aftalen, se afsnit C.2.

Alle de nævnte aftaler er gensidige og indebærer, at der i samhandlen mellem EU og disse lande på visse betingelser kan opnås toldpræference i form af hel eller delvis toldfritagelse. Toldpræferencen gælder kun selve tolden og ikke eventuelle landbrugsimportafgifter fastsat i henhold til EF´s markedsordninger for landbrugsvarer.