Løbende indkomst Ved en udbyttekontrakt forstås enhver kontrakt, der hjemler ret til løbende indkomst, hvadenten retten hertil er erhvervet i forbindelse med overdragelse af udnyttelsesretten til et formuegode eller i forbindelse med salg m.v. af et sådant. Bestemmelsen omfatter kun afståelse af retten i henhold til en bestående udbyttekontrakt. Selve stiftelsen, mellem de oprindelige parter, er således ikke udtryk for overdragelse af en udbytteret. En sådan aftale vil derimod, hvor der er tale om overdragelse af et aktiv, være omfattet af reglerne i LL § 12 B om løbende ydelser. Endvidere finder bestemmelsen om udbyttekontrakter i AL § 40, stk. 6, jf. stk. 2, alene anvendelse for udbyttekontrakter om retten til en løbende indkomst eller beløb, der er uforfaldne. Foreligger der en overdragelse af retten til forfaldne beløb, skal disse behandles efter kursgevinstlovens regelsæt.

Omfattet af begrebet udbyttekontraktBegrebet udbyttekontrakt omfatter andet end kontrakter, der giver ret til en overskudsandel. Kontrakter, der giver ret til licensindtægter, aftaler om retten til at administrere faste ejendomme, aftaler om afløsningssum for løbende ydelser og bedækningsbeviser med ret til vederlagsfri bedækning, kan tillige anses som udbyttekontrakter. I TfS 1989, 64 LR, fandt Ligningsrådet således på baggrund af de foreliggende oplysninger, at overdragelsen af et bedækningsbevis, der gav ret til vederlagsfrit at få bedækket én hoppe årligt, sålænge hingsten var avlsdygtig, var en rettighed ifølge en udbyttekontrakt, jf. LOSI § 2, nr. 5 - nu AL § 40, stk. 6, jf. stk. 2. 

Salg af en rettighed i henhold til abonnement (telefonnumre) blev af landsretten anset for at være omfattet af den dagældende LOSI § 2, stk. 1, nr. 5, se SKM2002.205.ØLR (dommen er anket til Højestret).

Det er uden betydning for bestemmelsens anvendelse, hvorledes beløbene afregnes.  En ingeniør tilbagesolgte en udbyttekontrakt til det udstedende kommanditselskab. I den forbindelse blev der indgået aftale om en salgssum på ca. 20.000 kr. Han modtog a conto 12.800 kr., ligesom han blev frigjort for gæld til kommanditselskabet på 7.200 kr. Landskatteretten fandt, at den fortjeneste, der blev opgjort på dette grundlag, var skattepligtig særlig indkomst, idet det var uden betydning om, der var afregnet kontant eller ved frigørelse af gæld, TfS 1991, 170 LSR.

Ikke omfattet af begrebet udbyttekontraktEn testamentarisk ret til udbytte kan ikke anses for en rettighed ifølge en udbyttekontrakt, jf. LSRM 1982, 102 LSR.    
Af andre tilfælde, der falder uden for begrebet udbyttekontrakt, kan tillige nævnes retten til arbejdsindtægt, en interessents ret til overskudsandel i interessentskabet og pensionsaftaler mellem arbejdsgiver og -tager.