Ifølge boafgiftslovens § 39, stk. 1, fremgår det, at skifteretten eller told- og skatteregionen (nu: de regionale told- og skattemyndigheder) skal sørge for inddrivelse, hvis bo- eller arveafgift ikke er indbetalt inden 3 uger efter betalingsfristens udløb.

Afgifterne kan inddrives ved udpantning og ved lønindeholdelse jf. lovens § 39, stk. 2, og stk.3. Inddrivelse kan ske hos arvinger og legatarer henholdsvis gavemodtager eller gavegiver.

Der er indgået en aftale mellem Domstolsstyrelsen, Finansstyrelsen og TSS om, at inddrivelse af boafgiftsrestancer og de retsafgifter mv., der knytter sig hertil, er henlagt til regionerne med virkning fra 1. november 1999.

Skifteretterne fremsender inddrivelsessagen til den region, hvor arvingen bor.