Kompetencen til at inddrive bøder for overtrædelse af særlovgivningen inden for Skatteministeriets ressortområde er delt mellem ToldSkat og politiet.

Bøder pålagt ved dom eller vedtaget i retten inddrives ved politiets foranstaltning, medens administrativt vedtagne bøder inddrives af told- og skattemyndighederne.

Bøder falder uden for definitionen i udpantningslovens § 1. Betingelsen for at told- og skattemyndigheder kan foretage udlæg for bøder er derfor, at bøderne er tillagt udpantningsret. Udpantningsret for administrativt vedtagne bøder findes fx i OPKL § 18, stk. 4, TDL § 37, stk. 4, og KSL § 79 A.

For så vidt angår tvangsbøder, antages det ifølge administrativ praksis, at administrativt fastsatte tvangsbøder er tillagt udpantningsret i medfør af § 17, stk. 1, i ikrafttrædelsesloven til straffeloven.