Den stedlige kompetence beskriver told- og skattefogdens geografiske kompetence i forhold til skyldnerens værneting (se afsnit D.1.3.3) og i forhold til udlægseffekternes geografiske placering.

INDL § 10, stk. 1, fastsætter, at told- og skattefogden kan tilsige skyldneren til udlægsforretning, såfremt denne foretages ved den region, hvor skyldneren har bopæl eller opholdssted, eller hvorfra han driver erhvervsmæssig virksomhed.

Hovedreglen er, at en told- og skattefoged alene kan foretage udlæg i eget regionsområde. Told- og skattefogdens kompetence kan dog udvides til at omfatte alle regioner i et område ved at fogden tillægges såkaldt delt kompetence.

En påbegyndt udlægsforretning kan, jf RPL § 491, stk. 3, kontinueres ind i et andet område, hvis særlige forhold gør sig gældende, fx hvis der er påviselig fare for, at skyldneren vil skjule eller afhænde aktiver, som befinder sig der, eller hvis en nøjagtig registrering af udlagte effekter gør det nødvendigt.

Som en undtagelse til hovedreglen, jf. ovenfor, kan en udlægsforretning efter samme bestemmelse påbegyndes i et andet regions område, hvis det kan antages, at dette ikke vil være mere byrdefuld for skyldneren. Betingelsen herfor er dog, at fogden forud for udlægsforretningens foretagelse indhenter den pågældende områdes tilladelse til at foretage udlæg i dennes område.

Hvis en sådan sag er hastende, kan tilladelsen hertil indhentes telefonisk og dokumenteres ved et telefonnotat på sagen.

I andre tilfælde end de ovenfor anførte oversendes sagen til vedkommende region/ToldSkat område med anmodning om bistand til inddrivelse. Den oversendende regions foged kan i givet fald medvirke under den efterfølgende udlægsforretning som vidne på den bemyndigede told- og skattefogeds initiativ, jf. afsnit D.3.9 Vidner, hvis der er behov herfor.