Ifølge OPKL § 4, stk. 3 kan TSR fratage en virksomhed dens registrering hos ToldCSkat, hvis virksomheden i 4 afregningsperioder, der følger umiddelbart efter hinanden, har undladt at redegøre for indeholdt A-skat eller angive afgiftstilsvar mv., og TSR derfor har ansat indeholdt A-skat skønsmæssigt eller fastsat afgiftstilsvar mv. foreløbigt.
Det er en forudsætning, at de 4 manglende redegørelser/angivelser vedrører det samme registreringsforhold, og at virksomheden ikke har "nået" at indsende de manglende redegørelser eller angivelser.
Formålet med bestemmelsen er at få virksomheden til at udarbejde redegørelser eller angivelser, som må antages at afspejle de faktiske forhold i virksomheden, fremfor de tilsvar og dermed restancer, der hviler på myndighedernes skøn.
TSR fastsætter som udgangspunkt tilsvarene på baggrund af de oplysninger, som man har om virksomhedens tidligere redegørelser eller angivelser. Det skønsmæssige tilsvar udregnes som et gennemsnit af angivelserne for de sidste 4 perioder for moms og lønsumsafgift og for de sidste 2 perioder for A-skat og AM-bidrag.
Uddybende bemærkes, at kravet om, at tilsvarene skal vedrøre samme registreringsforhold, betyder, at manglende redegørelser for indeholdt A-skat i eksempelvis februar og marts måneder og manglende momsangivelser for april og juli kvartaler ikke medfører, at TSR kan fratage virksomheden dens registrering, selv om virksomheden har undladt at redegøre og angive skatte- og afgiftstilsvar i 4 på hinanden følgende perioder. I eksemplet vedrører de 4 perioder ikke samme registreringsforhold, men derimod 2 registreringsforhold, nemlig registrering som indeholdelsespligtig efter kildeskatteloven og registrering efter momsloven, og lovens betingelse om samme registreringsforhold er på den måde ikke opfyldt.
TSR skal ifølge OPKL § 4, stk. 3, 2. pkt., meddele virksomheden, at registreringen vil blive inddraget, hvis virksomheden ikke indsender de manglende redegørelser eller angivelser inden 14 dage.
TSR skal sende meddelelsen i et rekommanderet brev. Meddelelsen har efter aftalelovens systematik retsvirkning fra det tidspunkt, den er kommet frem til virksomheden, hvilket svarer til det tidspunkt, hvor postbudet har forsøgt at aflevere brevet på virksomhedens adresse. Virksomheden kan således ikke forhindre 14 dages fristen i at løbe ved at undlade at hente det rekommanderede brev på posthuset.
Fristen på de 14 dage regnes således fra det tidspunkt, hvor postvæsenet har forsøgt at aflevere brevet på virksomhedens bopæl, uanset om virksomheden rent faktisk har kendskab til brevets indhold.