Når en virksomhed anmelder sig til registrering hos TSR, er der mulighed for at betinge registreringen af, at virksomheden bruger en forkortet afregningsperiode, hvilket vil sige, at virksomheden skal betale de afgifter mv., den lader sig registrere for, på et tidligere tidspunkt, end de almindelige regler foreskriver.

Baggrunden for bestemmelserne er, at staten ønsker at begrænse sit tab mest muligt, idet reglerne er rettet mod de virksomheder, hvis personkreds tidligere har været i restance til det offentlige.

Muligheden for i forbindelse med registreringen at kræve forkortet afregning gælder moms, jf. ML § § 62, stk.4, og lønsumsafgift jf. LAL § 10.

Alle virksomheder, der anmelder sig til momsregistrering, bliver som udgangspunkt registreret med kvartalet som afgiftsperiode i henhold til ML § 47, stk. 5, 2. pkt. Momsen skal angives og betales senest 1 måned og 10 dage efter, at afgiftsperioden er udløbet, jf. ML § 57, stk. 3. En nyregistreret virksomhed skal således angive og betale sit momstilsvar for januar kvartal senest den 10. maj s.å.

Der gælder dog den undtagelse, at virksomheder med momspligtig omsætning på mere end 20 mio. kr. om året, skal registreres med kalendermåneden som afgiftsperiode, jf. ML § 47, stk. 5, 3. pkt. Tilsvaret skal angives og betales senest den 25. i den følgende måned. Det betyder, at momstilsvaret for eksempelvis februar måned skal angives og betales den 25. marts s.å.

Et eksempel på en virksomhed, som med rette kunne forventes at få meget stor momspligtig omsætning, kan nævnes et datterselskab i en stor koncern.

Heraf følger, at alle virksomheder, herunder også de små med en forventet årlig omsætning på op til 1 mio. kr. og de store med en forventet omsætning på over 15 mio. kr., skal momsregistreres med kvartalet som afgiftsperiode, bortset fra dem, der forventer at få en momspligtig omsætning på over 20 mio. kr. på årsbasis.

Efter ML § 62, stk. 4, jf. stk. 1, og OPKL § 2 kan TSR pålægge en virksomhed, der anmelder sig til registrering, at bruge en forkortet afgiftsperiode. Det betyder for den "almindelige" virksomhed, at den skal anvende måneden i stedet for kvartalet som afregningsperiode, og at sidste rettidige indbetalingsdag er 15 dage fremfor 1 måned og 10 dage efter udløbet af afgiftsperioden. Eksempelvis vil den "almindelige" virksomhed, der pålægges forkortet afregning, skulle afregne sin moms vedrørende april måned i registreringsåret allerede den 15. maj fremfor under normale omstændigheder den 10. august s.å.

Et pålæg om forkortet afgiftsperiode vil ifølge ML § 62, stk. 2, have virkning fra den 1. i den måned, der følger modtagelsen af pålægget. Momsen for en tidligere afgiftsperiode, hvor momsen endnu ikke er angivet og betalt, skal angives og indbetales samtidig med afgiften for den første forkortede afgiftsperiode. Såfremt momsen for den tidligere afgiftsperiode efter de almindelige regler skal angives og betales på et tidligere tidspunkt, skal den dog angives og indbetales på dette tidligere tidspunkt.

Regionen kan dog, jf. ML § 62, stk. 4, 2. pkt., kun bringe dette middel i anvendelse i forbindelse med registrering, hvis betingelserne i OPKL § 11, stk. 2, er opfyldt.

Bestemmelsen i OPKL § 11, stk. 2, der efter sin ordlyd vedrører sikkerhedsstillelse, men som efter ML § 62, stk. 4, også finder anvendelse på forkortet afregning, indeholder både objektive og subjektive betingelser, der alle skal være opfyldt, hvis regionen skal kunne sætte en virksomhed på forkortet afregning.

Regionen kan efter OPKL § 11, stk. 2 stille krav om forkortet afregning, når personerne bag virksomheden inden for de sidste 5 år har haft væsentlig indflydelse på en anden virksomhed, der er gået konkurs eller på anden måde er konstateret insolvent, således at det offentlige har lidt et tab på mere end 50.000 kr. vedrørende moms, A-skat, AM-bidrag, selskabsskat, lønsumsafgift og punktafgifter. Det samlede beløb skal dog være et nettobeløb og må således ikke indeholde renter, gebyrer, eventuelle bøder mv.

Det er dog en betingelse, at regionen skønner, at virksomhedens drift indebærer en nærliggende risiko for, at staten vil lide tab. Hvis den tidligere virksomhed gik konkurs på grund af omstændigheder udefra, som virksomheden ikke kan lastes for, bør dette forhold i sig selv ikke føre til, at virksomhedens kredit begrænses.

Som eksempel kan anføres, at en stor og væsentlig kunde gik konkurs og derfor ikke betalte sin gæld med stort tab til følge for den gamle virksomhed.

Herudover kan det i vurderingen indgå, om der i øvrigt er behov for at sikre, at momsen betales rettidigt.

I nær tilknytning hertil skal det nævnes, at TSR kan fritage virksomheden for den forkortede afregning, hvis den overholder en indgået betalingsordning, eller man på baggrund af virksomhedens forhold i øvrigt skønner, at der ikke er behov for kreditbegrænsning, jf. ML § 62, stk. 3.

Virksomheden kan efter ML § 62, stk. 5, i stedet for at anvende forkortet afregningsperiode vælge at stille sikkerhed for et beløb, der svarer til virksomhedens restancer med skatter og afgifter mv. samt det forventede tilsvar i en 3-måneders periode. Denne sikkerhedsstillelse vil i så fald blive frigivet, når den tidligere restance er betalt, og virksomheden i den seneste 12-måneders periode rettidigt har indbetalt skatter- og afgifter mv. Virksomheden vil dog blive pålagt at anvende forkortet afregningsperiode, hvis der efter sikkerhedsstillelsen opstår ny restance.

Når virksomheden i en ubrudt 12 måneders periode har indbetalt momsen rettidigt og ikke er i restance med tilsvar vedrørende moms eller andre registreringsforhold inden for skatte- og afgiftslovgivningen, herunder selskabsskat, kan virksomheden overføres til den sædvanligt gældende afgiftsperiode, som er beskrevet ovenfor, jf. ML § 62, stk. 6.

Endelig er der i ML § 62, stk. 7, hjemmel til at pålægge en virksomhed, der ikke overholder kravene om forkortet afgiftsperiode mv., at stille sikkerhed efter reglerne i OPKL § 11. Virksomheder, der stiller sikkerhed, skal herefter ikke længere anvende forkortet afgiftsperiode.