Beslutning om anlæggelse af erstatningssøgsmål på boets vegne tages af kurator.

De enkelte kreditorer, herunder inddrivelsesmyndigheden, kan også anlægge et erstatningssøgsmål, hvis de direkte er blevet påført et selvstændigt tab af selskabets aktionær, anpartshaver, bestyrelsesmedlem eller direktion. En forudsætning for et erstatningsøgmål er dog, at de øvrige kreditorer ikke har lidt noget tab, eller alene har lidt uvæsentlige tab i forhold til myndigheden. Det er dog TSS, der er enekompetent til at beslutte, om der skal anlægges erstatningssag, og det er styrelsen selv, der anlægger sag om erstatning mod skadevolderen. Et eksempel herpå er UfR 1989, 812 HD, nævnt i afsnit E.3.17.3.

Inddrivelsesmyndigheden kan dog ikke kræve erstatning for sit tab, hvis kurator på selskabets vegne samtidig for konkursboet fører en erstatningsag, der omfatter alle kreditorer.

Beslutning om anlæggelse af retssag efter aktieselskabslovens § 140-142 træffes i tilfælde af konkurs af konkursboet, jf. aktieselskabslovens § 144, stk. 4. Er selskabet ikke erklæret konkurs, er det generalforsamlingen, der beslutter, om der skal anlægges en erstatningssag. Efter bestemmelsen kan generalforsamlingen også undlade at rejse en erstatningssag, ligesom den kan meddele skadevolderen frihed for ansvar. Disse beslutninger kan et eventuelt senere konkursbo se bort fra, hvis fristdagen indtræder senest 24 måneder efter dagen for den generalforsamling, der har givet ansvarsfrihed eller undladt at rejse en erstatningssag.

Hvis kurator opgiver et muligt krav, uden at der er opnået forlig, og er inddrivelsesmyndigheden af den opfattelse, at kravet bør forfølges, er der i KL § 137 mulighed for myndigheden på egen hånd at anlægge erstatningssag. Det forudsætter dog, at skifteretten uden ugrundet ophold efter kurators beslutning anmodes om at fastsætte en frist, hvor en erstatningssag kan anlægges. Inddrivelsesmyndigheden kan anmode skifteretten herom.

Anlæggelse af erstatningssag mod kurator m.fl. besluttes af inddrivelsesmyndigheden. TSS er enekompetent til at afgøre, hvorvidt der skal føres en sådan erstatningssag.